Interessen for islam og sharia har aldrig været større end i dag, og derfor er der behov for klar og let tilgængelig viden på området. Det er udgangspunktet for en ny bog af de to islamologer, Jesper Petersen, ph.d.-studerende ved Lund Universitet, og Niels Valdemar Vinding, postdoc ved Københavns Universitet.
Sharia og Samfund: Islamisk Ret, Etik og Praksis er først og fremmest en fagbog til såvel studerende, journalister og fagpersoner som den islaminteresserede læser. Men bogen sætter også fokus på, hvordan forskning – i dette tilfælde islamforskning – bliver brugt i politiske dagsordener.
Som islamforsker har Jesper Petersen oplevet, at politikere har sået tvivl, også offentligt, om kvaliteten af hans forskning, fordi resultaterne ikke stemmer overens med deres egne politiske overbevisning, fortæller han i et interview til Science Report.
– Det er et problem, når forskning bliver bedømt på hvilke resultater, der nås. Når vi skal bedømme forskningskvaliteten, bliver vi nødt til at se på metoden, og hvordan man er kommet frem til den viden. Og hvis metoden er i orden, må vi acceptere resultaterne, uanset om de flugter med vores egen opfattelse eller ej, siger Jesper Petersen, ph.d. i religionshistorie med speciale i islamiske studier.
– Det handler ikke om, at forskere ikke kan tåle kritik – det er almindeligt med kritik blandt forskere. Men det er ikke dårlig forskning, bare fordi man er uenig i resultaterne, understreger han.
Politisk værdiladning i bevillingerne
Over de seneste år, er der sket en øget politisering af forskningen, mener Jesper Petersen, der peger på “de velkendte udfordringer med vilkårene i sektorforskningen” som den primære grund.
– Når du laver sektorforskning kommer du under pres for at levere bestemte resultater. Det er almindelig kendt. Derfor vil jeg helst ikke lave sektorforskning, hvor man laver forskning for myndighederne, fordi jeg ender med at skulle stå til regnskab over for folk, der grundlæggende ikke forstår, hvad jeg siger og ikke tager mine resultater alvorligt, fortæller Jesper Petersen.
En anden udfordring med sektorforskningen er, at det ofte er politikerne, der formulerer nogle konkrete spørgsmål, de gerne vil have svar på;
– I forskning er det helt centralt at stille de rigtige spørgsmål. Men i sektorforskningen kan man stå over for det problem, at politikere formulerer nogle spørgsmål, det ikke er muligt at besvare, fordi præmisserne for spørgsmålet er helt misforståede, siger Jesper Petersen.
Det er imidlertid ikke kun sektorforskningen, men vores måde at finansiere forskning på generelt, der er med til at øge den politiske indflydelse på vidensproduktionen, mener han:
– Der er en politisk værdiladning i, hvor pengene kanaliseres hen, siger han og uddyber;
– I forhold til min egen forskning, er det en begrænsning på forskningsfriheden, eftersom der er områder, det vil være vanskeligt at få penge til at forske i.
Jesper Petersen forsker blandt andet i, hvordan muslimer praktiserer sharia i Danmark. I den sammenhæng er det nødvendigt også at forstå de jødiske og hinduistiske retsopfattelser, for at opnå en grundlæggende forståelse, men det er svært at få penge til, fortæller han.
– Det er svært at få penge til at forske i hinduer og jøder, men det er let at få penge til at forske i muslimer. Det betyder, at man politisk specialiserer én problemstilling, og det gør os blinde overfor de parallelle problemstillinger. Vi bliver nødt til også at have de jødiske og hinduistiske perspektiver med.
Han roser derfor EU-systemet for at være garant for forskningsfriheden:
– I ERC (Det Europæiske Forskningsråd, red.) ser man ikke på emnet. Ansøgere bedømmes udelukkende på, om man kan levere et gennembrud inden for sit felt. Det er det ypperligste, vi kan få af forskningsfrihed. Det er virkelig en modpol til, hvordan man skal søge penge nationalt; her bliver der nødt til at være nogle midler som ERCs, som afsættes til ren grundforskning.
Forskning i medierne
Den manglende forskningsfrihed i det danske bevillingssystem er én af grundene til, at Jesper Petersen har valgt at tage sin ph.d. i Sverige på Lunds Universitet.
– Arbejdstimerne til at skrive den bog, Niels Valdemar Vinding og jeg har skrevet, er for mit vedkommende taget ud af en fireårig bevilling fra Universitetet i Lund, hvor jeg er ansat. De penge, har jeg ikke skullet stå til regnskab for; tværtimod har jeg selv kunnet formulere relevante forskningsspørgsmål, forklarer han.
Om forfatternes forskning
Jesper Petersen forsker i muslimske kvindebevægelser og i, hvordan muslimer praktiserer sharia i Danmark. Han er blandt andet medforfatter til den seneste – og hidtil største – undersøgelse af muslimsk skilsmissepraksis i Danmark; Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske praksisser.
Niels Valdemar Vinding forsker som postdoc ved Københavns Universitet med fokus på islam og muslimer i Danmark og Europa. Han har udgivet bøgerne Imams in Western Europe fra 2008 og Annotated Legal Documents on Islam in Europe: Denmark fra 2020.
Kilde: Sharia og Samfund: Islamisk Ret, Etik og Praksis
Jesper Petersens kritik taler ind i et andet, aktuelt eksempel på politisk indblanding i forskningsresultater, nemlig rapporten “Magt og (m)ulighed” af RUC-forskerne Lise Galal og Louise Liebmann, der handler om ære og social kontrol blandt muslimske minoriteter i Danmark og som er bestilt og betalt af Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Én af forfatternes konklusioner blev udlagt som en anbefaling om mere koranundervisning, og det blev kritiseret både på sociale medier og i etablerede medier.
Det fik Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, til at udtale til Netavisen Pio; “Hvis man havde vidst, at denne rapport var blevet resultatet, så var den næppe blevet bestilt”.
Læs også: Myndighedsbetjening truer stadig den frie og uafhængige forskning.
– Jeg ville ikke have sagt ja til at lave en rapport som Magt og (m)ulighed, fortæller Jesper Petersen, netop på grund af de problemer, han mener, der er med vilkårene i sektorforskningen.
Han understreger, at han ikke har noget at udsætte på forskernes metode, og roser i samme ombæring den opbakning, der kom fra forskningsverden til Lise Galal og Louise Liebmann, da deres arbejde blev kritiseret i medierne.
– Jeg synes, at det var de rigtige personer, der stillede sig op og sagde; den her forskning er ikke uredelig, og vi bliver nødt til at tale om resultaterne selvom nogle er skuffede, siger Jesper Petersen.
Hans egen villighed til at stille op i medierne er også præget af de mediestorme, andre islamforskere tidligere er havnet i.
– Når jeg kigger tilbage, tror jeg, at den første store sag inden for islamforskning var, da Jørgen Bæk Simonsen blev angrebet af Dansk Folkeparti. I 1980’erne, da de første forskningsprojekter om islam blev sat i søen, var han eksperten, der gik i medierne. Det førte en kæmpe mediestorm med sig, indtil Jørgen Bæk Simonsen til sidst trak sig som ekspert i medierne, fortæller Jesper Petersen og fortsætter;
– Han betalte de lærepenge, vi andre nyder godt af, fordi han gik ind i den politisk debat. Det påvirkede mig, og derfor er det heller ikke ofte, jeg er i medierne. Jeg vælger meget specifikt, hvem jeg taler med, afslutter han.
