Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Kultur

Jeanette Varberg savner respekt og anerkendelse af videnskabsformidling

Nationalmuseets museumsinspektør ønsker ligeværdighed mellem forskning og formidling

Museumsinspektør på Nationalmuseet Jeanette Varberg. Foto: Morten Holtum, 2019

Tidligere museumsinspektør for Moesgaard Museum og nuværende for museumsinspektør for Nationalmuseet Jeanette Varberg har altid været god til at formidle. 

Lige siden barnsben har hun været stærk mundtlig, og senere i sit liv fandt hun ud af, at hun kunne fange store folkemængders opmærksomhed – og fastholde den.

Det har hun sidenhen vundet flere priser for, og senest har hun taget Weekendavisens Litteraturpris 2020 med hjem for bogen “Viking – Ran, ild og sværd”, der her et halvt år efter udgivelsen stadig er på bestsellerlisterne.

Men selvom anerkendelsen er rullet ind over hende fra danskerne, har hun i højere grad måtte kæmpe for den i forskningsmiljøet, hvor god videnskabsformidling til offentligheden ikke opnår samme høje anseelse.

– Jeg har mærket en holdning om, at jeg bare var sådan en lille formidler-pige. Man kunne ikke tage de store stillinger, så derfor kunne man altid rode med lidt formidling – og helst noget for børn. Man bliver ligesom parkeret dér. Der kan være noget lidt nedladende om den måde, man omtaler videnskabsformidling på, siger Jeanette Varberg.

Større pres nu end nogensinde
Tre år har det taget Jeanette Varberg at skrive sin vikingebog. Egentlig var hun frikøbt i ti måneder til at arbejde på den, men der kom hun til at skrive bogen “Mennesket har altid vandret – folkevandringer og vendepunkter i historien” i stedet for. 

Dén bog fik så meget omtale, at det udsatte arbejdet yderligere. Vikingebogens proces har derfor været en lang – og til tider noget sej – rejse, så hun er særligt stolt af, at den er løbet med Weekendens Litteraturpris i år.

– Det er fantastisk. Det er jo en pris, der gives bredt, så man er i konkurrence med store digtsamlinger, vigtige litterære bøger og børnebøger. På en eller anden måde har fagbogen sejret over litteraturen, siger Jeanette Varberg og griner.

Selvom hun godt vidste, at brandet om vikinger er stærkt og tiltrækker sig meget opmærksomhed, havde hun alligevel aldrig forventet, at den både skulle hive priser til sig, og at den stadig ligger i toppen af bestsellerlisterne over fagbøger.

Det er vildt, for det er jo ikke noget, jeg planlægger. Jeg skriver en bog, fordi jeg synes, at den mangler. Man vil jo altid gerne have, at den går godt, og har mange læsere, men en pris er noget helt andet, siger hun.

Det er hverken Jeanette Varbergs første bog eller første stykke videnskabsformidling til offentligheden. Dem har hun efterhånden mange af cv’et. Derfor hviler der også et større pres ved hver udgivelse.

– I starten kunne jeg gemme mig bag, at jeg aldrig havde prøvet det før. Men for hver pris rives det skjold mere og mere væk, og nu står jeg herude som fuldstøbt forfatter og forskningsformidler. Dét pres har jeg i den grad kunne mærke. Der er større bevågen om, hvad og hvordan jeg skriver.

De mange udgivelser har med tiden også gjort Jeanette Varberg til en offentlig person.

– Det er ikke altid nemt, og jeg skal lige vænne mig til det. Men det sker jo, når man bliver en offentlig person og tager et emne til sig. Nu er jeg blevet dén, der formidler arkæologi, så jeg stiller mig også derud, hvor jeg er en, man kan kritisere, siger hun og fortsætter;

– Men jeg bliver nødt til at se på det objektivt – at det ikke er mig, men det jeg gør. Det er en rolle, jeg påtager mig. Men det er ikke altid lige nemt at sætte det filter op.

Formidling ligger til personligheden
Selvom det umiddelbart kan virke sådan, har det ikke altid ligget i kortene, at Jeanette Varberg skulle bruge så stor en del af sit liv på at formidle. Planen har altid været adjunkt på et universitet, men så overhalede virkeligheden.

Et studiejob som rundviser på Moesgaard Museum viste sig at være langt mere afgørende for de kommende 13 år af hendes liv, end hun nogensinde havde troet. 

– Når jeg havde arrangementer, stod folk i kø, og jeg opdagede, at jeg var virkelig god til at få store menneskemængder til at lytte. Det tænkte jeg ikke så meget over dengang, og det betød bare, at jeg havde mange rundvisninger og et større tøjbudget, siger Jeanette Varberg og griner.

Men museet opdagede det, og Jeanette Varberg blev derfor tilbudt en projektstilling. Den takkede hun ja til og skiftede spor. Men den nye retning var alligevel genkendelig, fordi formidling ligger til hende.

– Så jeg tror, at det ligger til min personlighed. Jeg tænker ikke over, hvad jeg siger – det bygger sig op, mens jeg snakker. Forleden stod jeg foran over hundrede mennesker i Aarhus til et foredrag, og der havde jeg intet manuskript.

I stedet bruger hun energi på at mærke stemningen i et lokale, og hvordan publikum reagerer på hendes ord. Og så hjælper det at have en fotografisk hukommelse.

– Jeg har en meget stor connection til publikum. Jeg kigger på deres ansigter, og mærker energien. Der skal være et vis niveau af spænding eller lyd i salen, så ved jeg, at jeg har dem. Og så har jeg fotografisk hukommelse, så jeg kan bladre rundt i min bog og i min viden, som det passer mig.

Hav respekt for din læser
Jeanette Varberg skriver bøger, når hun synes, at de mangler. Men emnet kan aldrig stå alene – formidlingen er mindst lige så vigtig. 

– Du skal tage udgangspunkt i din læser og ikke i dig selv. Du er på et helt andet vidensmæssigt niveau, fordi du er specialist og forsker. Så du skal finde ud af, hvor din læser er henne – men uden at ramme et niveau, hvor du taler ned til folk. Det er det værste, du kan gøre, siger hun. 

For Jeanette Varberg handler det om at male det helt store billede for læserne – også selvom kollegerne ikke altid er enige.

– Jeg har stor respekt for min læser, og jeg har stor respekt for, at de måske ikke synes, at alle små detaljer er spændende. Derfor er det vigtigt at male det store billede, siger hun og fortsætter;

– Jeg møder mange kollegaer, som mener, at jeg tegner meget store linjer op, og spørger, om det virkelig er nødvendigt. Det er det. Det kan godt være, at du synes, at noget er almen viden, men det er det ikke for dem. Du skal vide, hvad din læsers almene viden er. Det er det første udgangspunkt for ordentlig forskningsformidling. 

Forskning og formidling skal være ligeværdigt
Det er ikke alene personlighed, som har gjort, at Jeanette Varberg er blevet så dygtig en formidler. Hun har også nærstuderet god videnskabsformidling – og her måtte hun søge ud over landets grænser for at finde det.

– Jeg har lært meget ved at læse amerikanske og engelske faglitteraturbøger. De mestrer genren fuldstændig. De er modige, inkluderer emner uden for deres felt, og giver liv til det, de fortæller. Dem har jeg læst rigtig mange af for at finde ud af, hvordan de sælger en million bøger, siger Jeanette Varberg. 

Årsagen er, at det er mere anerkendt at være dygtig til at formidle til offentligheden i udlandet, siger hun. Derfor er de dygtigere, og det er topprofessorerne, som mestrer det. Samme anerkendelse findes ikke i Danmark.

– Det er som om, at det er bedre at sidde med hardcore forskning. Det har også typisk været et kvindefag at formidle, så det er blevet en måde, hvorpå nogle mænd måske kan distancere sig fra, at de egentlig ikke er særlig gode til det, siger Jeanette Varberg og fortsætter;

– I dag kæmper universiteterne med, at der er en vis modstand mod formidling, fordi mange ser det som en andenrangsbeskæftigelse. Det er grundforskningen, man får anerkendelse for.

Det skaber et modsætningsforhold, som er svært for forskere at navigere i, mener hun. For på den ene side opnår man anerkendelse blandt kollegerne for forskningsresultaterne, men ledelsen skubber på for mere formidling.

Selv har Jeanette Varberg valgt at fokusere på at gøre begge dele, og det er også årsagen til, at hun er landet der, hvor hun er i dag, mener hun. Hun ville blot ønske, at begge dele opnåede lige stor anerkendelse.

– Det burde være ligeværdigt. Der er ikke noget, der er bedre end andet. At jeg har været med til at skabe forskningsresultater, giver mig netop energi til også at ville skrive, siger hun og fortsætter;

– Vi skal have en anerkendelse af, at det er lige godt, om man skaber resultater i de bedste tidsskrifter, eller om man udgiver en formidlingsbog, hvor almindelige mennesker kan følge med i ens forskning. 

“Viking – Ran, ild og sværd” af Jeanette Varberg udkom 3. september 2019 hos Gyldendal.

Forsiden lige nu:

Ida Willig bliver dekan for Humaniora på RUC

Professor i journalistik Ida Willig bliver dekan på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet. Hun har mangeårig erfaring med at skabe gode forskningsmiljøer og brænder for de store dagsordener.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.