kultur

Rock-forsker: ”Jeg vil hellere tale lidt op end lidt ned til folk”

Johan Olsen er noget så usædvanligt som rocksanger og proteinforsker. Han har igennem flere år formidlet naturvidenskab, senest i radioen, hvor han forener sine to store lidenskaber: musik og forskning

Af - 8. november

Musiker og proteinforsker Johan Olsen. Foto: Martin Lehmann

For mange år siden stod Johan Olsen i Irma iklædt en særlig T-shirt; ”Schrødingers cat is dead” ”Schrødingers cat is not dead”, stod der på henholdsvis for- og bagsiden af den, da en nysgerrig kassemedarbejder spørger; hvem er Schrødingers kat?

– Det var simpelthen bare et nysgerrigt spørgsmål, fortæller Johan Olsen åbenlyst begejstret, og understreger en kende forlegent, at oplevelsen er fra før han blev et kendt ansigt i offentligheden.

Da han syntes, det ville virke for arrogant at svare; det er en lang historie, går han i stedet i gang med at fortælle, hvad det er for noget med den kat.

Til sin forbløffelse opdagede han, at den voksende kø af kunder ikke vrissede om at få åbnet en kasse til. I stedet stod de og lyttede interesseret, imens han detaljeret forklarede det selvmodsigende budskab, der inden for fysikken er kendt som et kvantemekanisk tankeeksperiment.

Fra det øjeblik vidste Johan Olsen instinktivt, at han havde fat i noget helt rigtigt;

– Jeg tænkte, hold da kæft mand, det virker jo. Det kan man jo godt. På meget kort tid kunne jeg tænde nysgerrigheden i en hel kø i et supermarked. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre noget mere.

Siden dén oplevelse har forsangeren i rockbandet Magtens Korridorer og proteinforskeren på Københavns Universitet formidlet naturvidenskabens forunderlige verden til både seere, lyttere og læsere.

Hellere op end ned

Sidste år udkom den populærvidenskabelige ”Bogen om verden”, hvor Johan Olsen introducerer naturvidenskab for et ungt publikum. Flere vil nok også kunne huske ham fra DR-programmerne ”Store Danske Videnskabsfolk”, der via en fortælling om personer som Niels Bohr, Inge Lehmann og Tycho Brahe drager seere ind i de geniale opdagelser, der har forandret verdenen.

Endeligt har man henover efteråret kunne lytte til Johan Olsens stemme i radioprogrammet ”Ekstase på P6 Beat”, hvor han taler med række videnskabsfolk, ”der kan udfolde musikkens fysik, matematik, og som kan forklare, hvorfor vi spiller og komponerer musik, hvad der sker i hjernen, når vi oplever musik og hvad udefrakommende kemikalier kan gøre ved oplevelse”, som det lyder i introen til programmet.

Selvom formatet altså varierer, insisterer Johans Olsen på at holde fast i det samme formidlingsmæssige udgangspunkt:

– Balancen mellem underholdning og lødighed er meget vigtig for mig, når jeg formidler. Det må ikke blive dumt eller plat. Jeg vil hellere tale lidt op til end lidt ned til folk, fortæller han.

Samme princip gælder desuden, når Johan Olsen er på modtagersiden:

– Jeg vil meget hellere misse noget, og så måske søge på det bagefter, end sidde og tænke: kom nu, jeg har fattet det.

Johan Olsen fremhæver selv den teoretiske fysiker Carlo Rovelli som en ”en gudsbenådet formidler”. Med bogen ”Reality is not what it seems” formår den italienske forsker at tale op til læseren, så man selv bliver drevet til at søge efter mere viden, beskriver Olsen.

Helt grundlæggende kan man sige, at videnskabsformidling fungerer, når det tænder en nysgerrighed hos modtageren, mener han. Og den bestræber han sig altid på at tænde på forskellige vis.

– I ”Bogen om verden” har jeg for eksempel tilstræbt at bruge eller nævne de engelske fagtermer, så læseren lettere kan søge videre på ét eller andet fænomen, forklarer han.

Som sit næste formidlingsprojekt har Johan Olsen givet sig i kast med at skrive en bog om lysets historie igennem 2500 år.

En følelse af vigtighed

Johan Olsen er en anerkendt forsker, men i den brede offentlighed er han nok bedst kendt som den skrålende forsanger i rockbandet Magtens Korridorer. Derfor virker det også overraskende forventeligt, at det er en mand i åbenstående skjorte og sorte jeans, der møder Science Report på Biocenteret ved Københavns Universitet.

Selvom både musik og forskning udgør en væsentlig del af rock-forskerens liv, oplever han det samtidig som ”to forskellige universer”. Noget meget vigtigt har de to dog tilfælles:

– For mig er det samme følelse. Når jeg skriver mine bøger, kan jeg godt mærke den samme vigtighed, tror jeg er ordet, i at fortælle en historie, som når jeg skriver tekster. Det er faktisk en forbløffende ens følelse indeni, siger han, som dét først går rigtig op for ham nu.

Idet musikken er 100 procent følelsesbaseret, er det heller ikke en vej, Johan Olsen har overvejet at forfølge forskningsmæssigt.

I stedet var det en livslang forkærlighed for naturvidenskab, der fik ham til at søge ind på biologistudiet ved Københavns Universitet i 1996, og efterfølgende tage en ph.d. i proteinkrystallografi.

Faktisk er det også først, da Johan Olsen starter på universitetet, at han oplever, ikke at være alene om sin interesse for biologi. Med årene går det i øvrigt op for ham, at ”det der med, om man er klog eller ikke er klog, det findes faktisk ikke rigtigt”;

– Forskellen på evnen til at tænke komplekst, tror jeg som udgangspunkt, er meget lille. Det er ikke en fysiologisk evne i hjernen, men simpelthen psykologisk: dem, der blev dygtige, det var også dem, der interesserede sig for det. Fordi det, de ikke forstod, det satte de sig for at forstå – ikke for at bestå eksamen, men fordi det var sjovt, beskriver han.

Johan Olsen og æslet Bella. Foto: Michel Copeland Toft

I det hele taget kan man næsten ikke undervurdere vigtigheden af at have det sjovt, med det man gør, når man taler med Johan Olsen. Og spørger man ham, hvorfor han igen og igen får lyst til at formidle naturvidenskab, lyder svaret også klart og skraldgrinende:

– Fordi jeg har lyst til det. Jeg er meget lyststyret. Jeg får min energi ved at mærke, at jeg har lyst til at gøre det.

Han lægger dog alligevel ikke skjul på, at der også er en mission forbundet med det.

– Jeg kunne godt tænke mig, at folk havde en eller anden basal viden om, hvad naturvidenskab er. Det ville gøre verden til et bedre sted. Det andet er, at verden er betragtelig smukkere, hvis man kender til dens naturvidenskabelige historie, siger han, og fortsætter i samme åndedrag:

– Jo mere, du ved, jo mere interessant og smuk bliver naturen. Det er også en misforståelse, jeg har hørt, at hvis du beskriver det magiske, så forsvinder magien. Det er ikke rigtigt. Jo mere, man ved, jo mere folder det sig ud.