Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Kultur

Videnskabsfestival offentliggør de første forskere på programmet

Årets program, der både tæller en amerikansk øko-poet og en dansk stjerneforsker

Bloom 2019. Talk på Under The Oak (scene). Foto: Malthe Ivarsson

Til maj inviterer Bloom – hovedstadens festival om natur og videnskab – for tredje gang til foredrag og festivalstemning med forskning som omdrejningspunkt. På den københavnske Søndermark vil man kunne møde både danske og udenlandske forskere og formidlere i verdensklasse.

Blandt de første 11 navne, festivalarrangørerne netop har offentliggjort, vil man blandt andet finde den danske forsker og professor ved både Københavns Universitet og britiske Cambridge University, Eske Willerslev, som har sat fossilt DNA på den internationale dagsorden.

Det er dog ikke kun forskere, der finder vej til programmet. Også filosoffer, kunstnere og tænkere bliver inviteret til at tale på festivallen, så selve feltet, natur og videnskab, bliver dækket så bredt som muligt. Det fortæller Blooms programlægger Steffen Krejberg Knudsen:

– Vi vil gerne slå et slag for den videnskabelige dannelse og vise, hvilken betydning den har for vores almendannelse Det gør vi ved at se på mange forskellige videnfelter fra flere perspektiver, siger han.

Derfor vil publikum blandt andet kunne opleve såkaldte talks, hvor for eksempel en forfatter sættes til at tale med en forsker, så ny litteratur møder relevant forskning, forklarer Steffen Krejberg Knudsen.

Én af de forfattere, hvis navn allerede har fundet vej til Bloom-programmet, er amerikanske Jeff VanderMeer, der er blevet kaldt amerikansk litteraturs største nutidige øko-poet. Jeff VanderMeer står bag sci-fi-romantrilogien ”Area X: Southern Reach”, hvor han giver læserne naturdrømme såvel som klimamareridt i økologiens tidsalder.

Også den britiske BBC-vært Helen Czerski, som desuden er ph.d. i fysik, er inviteret til at tale om havets natur og boblefysik. Det samme er den amerikanske videnskabsjournalist og adjungeret professor i molekylær biokemi ved det prestigefyldte Yale University, Carl Zimmer, der skal tale om genetik og arvelighed.

Aktualitet er afgørende

Når både Eske Willerselv og Carl Zimmer er på programmet, skyldes det ikke, at selve festivallen i år har genetik som overordnet tema.

Bloom Talk. Foto: Malthe Ivarsson

– Vi udpeger ikke et årligt tema, men vi tænker aktualitet som et meget væsentligt kriterie i programmet. Aktualitet både i forhold til, hvad der forskes i, men også hvad der er væsentlige emner for os som samfund. Og geogenetik er et emne, som berører begge dele, fortæller Steffen Krejberg Knudsen.

Som programlægger følger Steffen Krejberg Knudsen derfor løbende med i, hvad der sker på forskningsfronten, og har samtidig et vågent øje på nye formidlingstalenter. For selvom festivalen brander sig med store navne og emner, behøver man ikke at hedde Eske Willerslev for at kunne komme på Bloom-programmet.

– Det er en central bestræbelse for os at forsøge at nå ud til nogle af de yngre forskere, som har en fantastisk ny vinkel på deres felt. Vi prøver at finde andre historier end dem, vi er vant til at høre, fortæller han, og tilføjer i den sammenhæng;

– Vi arbejder både med en navnebåret og emnebåret indgang til forskningen, fordi det er de to kongsveje til at forstå, hvad forskeren foretager sig.

Derfor er det heller ikke alfa og omega, at man som forsker er foredragsvant og medietrænet, men Steffen Krejberg Knudsen lægger heller ikke skjul på, at det ér en fordel, fordi formidlingen netop spiller så stor en rolle.

De første 11 navne på Bloom 2019 er:
Eske Willerslev, forsker (DK)
Jeff VanderMeer, forfatter (US)
Carl Zimmer, videnskabsjournalist (US)
Helen Czerski, BBC-vært (UK)
Albert Gjedde, professor emeritus (DK)
Birgitte Kornum, hjerneforsker og Niels Martin Møller, matematiker fra Det Unge Akademi (DK)
Christian Joas, dir. Niels Bohr Instituttets arkiv (DE)
Bengt Holst, videnskabelige direktør i Københavns Zoo (DK)
Lone Simonsen, professor i folkesundhedsvidenskab (DK)
Trine Dahl-Jensen, seniorforsker i geologi (DK)

Festivalstemning

Festivalen er i høj grad båret af et ønske om at få forskningen væk fra foredragssalen og ud under forårssolens lys, på en måde hvor det kan tiltrække et bredt publikum.

Bloom 2017. Foto: Longfei Wang

Bloom tilbyder derfor både talks, walks, debatter og koncerter, men også ”mad, åbne laboratorier, tænkepauser, kunst og kreative åndehuller”, som det beskrives på Blooms egen hjemmeside. Og så er det gratis at være med.

– Vi laver en festival med alle de klassiske festivalelementer, og det er klart, at det er en stemning, der trækker på folk. Men vores publikum kan godt se, at naturvidenskaben er essensen, mener Steffen Krejberg Knudsen.

Selvom Bloom altså bestræber sig på at være en festival for alle, har den fortsat bedst greb om det unge publikum under 35 år.

OM Bloom
Bloom er lavet i tæt samarbejde med Carlsbergfondet, med Carlsberg Mindelegat som hovedsponsor.
Samarbejdspartnere og sponsorer tæller desuden Roskilde Festival Fonden, Frederiksberg Kommune, Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Ørsted, Københavns Universitet og DR P1.

Festivalen startede i 2017, hvor der blev optalt mere end 6.000 besøgende. I 2018 var det tal steget til 9.000.

Sidste år havde Bloom 120 forskellige talere på programmet, hvoraf en stor del var danske forskere.

Bloom-festivalen finder sted på Søndermarken i Københavnsområdet d. 25. og 26. maj 2019.

 

Forsiden lige nu:

Seneste artikler:

Robothænder med følelser

Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu. 

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.