Novo Nordisk Fonden har uddelt 1,6 mio. kr. til forskning i effektiv behandling af patienter med kompleks sygdomshistorie. Modtageren er læge og postdoc Anders Prior fra Institut for Folkesundhed.
Anders Prior skal bruge det fireårige forskningsstipendium til at undersøge, om effektiv behandling i almen praksis kan forbedre prognosen for patienter med en kompleks sygdomshistorie og mange lidelser.
Målet er at udvikle en model, der kan forudsige, hvilke patienter, der har størst risiko for at blive indlagt eller for at dø. Det skal ske ved hjælp af information om fysisk og psykisk helbred, behandlinger, livsstil og socioøkonomiske faktorer fra de danske sundhedsregistre og fra spørgeskemaundersøgelser.
