Forskning er en vigtig forudsætning for, at vi har et sundhedsvæsen, der både er i udvikling og er til gavn for patienterne. Imens England med succes har prioriteret klinisk forskning under National Institute of Health Research, og vores nabolande Sverige og Norge er i gang med at lave handleplaner for klinisk forskning, er spørgsmålet, om vi kan lykkes med noget tilsvarende i Danmark?
Den kliniske forskning i Danmark var blandt de allerførste emner, der blev debatteret på Altingets Sommermøde, som finder sted over de kommende dage, hvor Folkemødet på Bornholm skulle være løbet af stablen.
I paneldebatten deltog blandt andet professor Henrik Ullum, der er overlæge og formand for Lægevidenskabelige Selskaber (LVS). Flankeret af henholdsvis en folketingspolitiker fra Venstre og en sundhedsordfører fra Enhedslisten, leverede Henrik Ullum tre konkrete ønsker til, hvordan politikerne kan skabe bedre vilkår for den kliniske forskning i Danmark.
Som noget af det mest presserende, skal der være langt mindre “administrativt bøvl”, som Henrik Ullum kalder det, forbundet med et forskningsprojekt. Hvis vi forestiller os et stort, landsdækkende klinisk studie, forklarer Henrik Ullum, skal forskere først igennem en alenlang række af myndigheder før et projekt kan blive godkendt:
– Det er et kæmpe forhindringsløb, siger han og skitserer et typisk forløb, der starter med, at man søger De Videnskabsetiske Komitéer og derefter hos hver af de fem regionale datatilsyn.
– Så skal man måske have data fra Sundhedsdatastyrelsen, man skal have nogle data fra de regionale kvalitetsdatabaser, og endeligt skal man måske tale med Lægemiddelstyrelsen om den her nye behandling. Så skal man have lavet en kontrakt, som man skal tale med fem forskellige regioner om, herunder også omkring de juridiske forhold. Alle de her steder sidder der forskellige jurister, som har hver deres vurdering, fortsætter Henrik Ullum.
Det vil sige, at alle fem regioner skal ind og vurdere “nøjagtig samme sag bare med hver deres geografiske udgangspunkt”;
– De kommer ofte med forskellige konklusioner, og så står man som forsker og siger; hvad gør jeg nu?
Men det slutter ikke her: fordi som regel er ventetiden på alle de her ansøgninger “rigtig lang”, og hvis blot én af myndighederne bliver forsinket, bliver forskningen det også, og i værste fald bliver forskningen “meningsløs”, forklarer Henrik Ullum:
– Så et one-point entry; hér søger man, og en rationalisering, så der ikke er så mange forskellige myndigheder, der skal se på det samme (studie, red.) parallelt; det er dét, vi har brug for, lyder det klare ønske fra formanden for LVS.
Ensrettet og strømlinet
Fra de to politikere lød der opbakning til, at der brug for en mere “ensrettet” og “strømlinet” tilgang i godkendelsesprocessen.
Vi er simpelthen nødt til at italesætte, at forskning og viden er også en integreret del af sundhedsvæsenet
Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, konstaterede, at det ville være godt med “en mere ensrettet tilgang til forskningen også på tværs af regionerne”;
– I forhold til at få godkendt forskningsprojekter, tror jeg, at vi skal have kigget på de erfaringer, man blandt andet har fra England, Norge og Sverige, hvor man har et større nationalt fokus på at gøre det mere tilgængeligt og enkelt at få etableret forskningsprojekter, lød fra Peder Hvelplund.
Siden 2001 har der primært været et borgerligt flertal i Danmark, hvor Venstre har stået i spidsen for flere regeringer. Fra Venstres tidligere sundhedsordfører og nuværende formand Sundhedsudvalget, Jane Heitmann, lød det blandt andet, at;
– Vi har stadigvæk udfordringer med, at sundhedsjuraen fortolkes forskelligt ude i regionerne. Der har vi da politisk en fælles udfordring i at få set på, hvilke strukturændringer, man kan forestille sig, så vi også her får strømlinet. Hvordan får vi skabt en fælles overblik over alt det klinisk forskning, der foregår derude? Det er også et fokuspunkt, vi bør have politisk, siger Jane Heitmann, der også kom med en opfordring til den nuværende regering til at se på udfordringerne med, at der kan være “fem forskellige fortolkninger i fem forskellige regioner”.
Det handler imidlertid ikke kun om koordinering på tværs af regionerne, påpeger Henrik Ullum, og understreger at ønsket fra forskningsverden er at kunne nøjes med “at sende ansøgningen ét sted hen og så kommer der ét svar”.
Bredere agenda end private interesser
Ud over mindre administrativt bøvl, er der brug for to ting til at styrke den kliniske forskning, mener Henrik Ullum:
– Den anden ting er den politiske opbakning. Det handler om at få italesat, at vi skal ikke have et sundhedsvæsen, der fungerer som en pølsefabrik, hvor vi bare skal operere hofter lynhurtigt. Vi er simpelthen nødt til at italesætte, at forskning og viden er også en integreret del af sundhedsvæsenet, lyder det fra Henrik Ullum, der fortsætter;
– Det er ikke nok at italesætte det; der er også nødt til at følge penge med. Vi kan ikke have, at det kun er den private industri, der driver det her (den kliniske forskning, red.). Det er fint med privat forskning, men så bliver det jo også kun den forskning, den private industri har interesse i. Og vi har brug for nogle bredere agendaer, mener Henrik Ullum.
Den bekymring deler Enhedslistens sundhedsordfører:
– Når vi ved, at det har så stor samfundsmæssig betydning, er det lidt paradoksalt, at det offentlige investerer så utrolig lidt i klinisk forskning. Det har den konsekvens, at når medicinalindustrien i stort omfang finansierer den kliniske forskning, så bliver det også ofte med dét fokus. Der er rigtig mange ting, man kan forske i, som ikke har noget med medicin at gøre, og hvor der ikke umiddelbart bliver et afkast til medicinalindustrien, siger Peder Hvelplund.
– Det største problem, vi har lige nu, er dels at vi ikke stiller tilstrækkelige offentlige midler til rådighed, og så handler det om de vilkår, vi giver de læger, som er villige til at forske, påpeger han.
Ifølge Jane Heitmann har Venstre “altid prioriteret forskning”, men partiet har også mistet regeringsmagten, pointerer hun. Så når den Socialdemokratisk regeringen kommer med sit udspil til den sundhedsreform, der blev lovet før corona-pandemien stjal dagsordenen, har hun “et klart ønske og en klar forventning om, at man har initiativer med omkring klinisk forskning”;
– Det nytter ikke noget, at vi hviler på lauerbærerne og tænker; den klarer industrien nok af sig selv, lyder det fra formanden for Sundhedsudvalget.
