CO2-fri leverandørkæde er i stigende grad et krav fra danske frontløbervirksomheder, som Novo Nordisk, Velux, Ørsted og senest Lundbeck.
Det øger kravene til de små- og mellemstore virksomheder (SMV’er) og kan true deres eksistens.
– Globale krav til klima- og bæredygtighedsdokumentation udfordrer danske underleverandører, som ikke har styr på deres data og indsatser. Det betyder, at de risikerer at blive hægtet af den globale udvikling, siger Jacob Kjeldsen, chef for Fremstillingsindustrien i DI, som er en af partnerne i det nye projekt Klimaklar SMV.
Projektet skal hjælpe SMV’erne med at leve op til deres store kunders klimakrav, så de ikke mister dem.
Ud over Dansk Industri er partnerne Industriens Fond, tænketanken Axcelfuture, Global Compact Network Denmark, konsulenthuset Viegand Maagøe og ikke mindst Aalborg Universitet.
– Klimadata kommer fra mange forskellige kilder, og det er i princippet relativt kompliceret at finde og hente de mange data, siger professor Lone Kørnøv, leder af Dansk Center for Miljøvurdering, Aalborg Universitet.
– Vi vil forsøge at binde vores forskningsmæssige metoder og teorier på de konkrete erfaringer, vores partnere har i projektet, for på den måde at få nogle indsigter, der kan være til gavn for alle SMV’er, siger hun videre
Kun få produktionsvirksomheder kender deres klimaaftryk
Kun omkring ti procent af de danske produktionsvirksomheder kender nemlig deres klimaaftryk, ifølge en undersøgelse fra Klimapartnerskab for Produktionsvirksomheder i 2020.
De mangler både data om deres klimaaftryk, viden om klima og bæredygtighed. Og det skyldes ikke modvilje, at de ikke er kommet i mål, ifølge Sara Krüger Falk, direktør i Global Compact Network Denmark.
– Vi oplever, at virksomhederne gerne vil arbejde med SBTi (Science Based Targets, red.), men at overskuddet i hverdagen er begrænset. Og så må vi ikke glemme, at corona for mange virksomheder har betydet, at al udvikling er sat i stå, siger hun i meddelelsen.
De 50 SMV’er, som er med i projektet, får blandet andet eksperthjælp til at lægge en plan for, hvordan deres virksomheder og ikke mindst deres produkter og services kan blive klimavenlige, lyder det i en pressemeddelelse.
SMV’er skal dokumentere klimaindsats
Men en ting er at leve op til kravene, noget andet er at dokumentere det. Det kan være et problem for mindre leverandører, som Montanas adm. direktør for nylig fortalte i forbindelse med, at virksomheden hjælper dem med det arbejde.
– Det vil være trist, hvis man bliver fravalgt som leverandør, fordi kravene til dokumentation bliver så høje, at kun store organisationer kan leve op til dem. Jeg vil fx nødig vælge nogle andre end de små, lokale leverandører til vores specialopgaver, men fordi de ikke har organisationer bag sig, sender de navne og numre på deres leverandører til os, så tager vi fat i dem, sagde han i interviewet.
En vigtig del af Klimaklar SMV er derfor at gøre virksomhederne i stand til at dokumentere deres klimaindsats, så de data kan indgå i deres kunders klimaregnskab.
Partnerne bag projektet håber, at det vil øge konkurrencekraften blandt SMV’erne både i Danmark og globalt.
– Det er helt afgørende for danske virksomheders konkurrencekraft, at de proaktivt arbejder med den grønne omstilling og får styr på deres klimaaftryk. Det forventes af kunderne, og de forventninger vil stige i fremtiden, siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond i meddelelsen.
De 50 SMV’er i projektet skal i løbet af 2021 udarbejde en klimaplan, og arbejde videre med anbefalinger til klimakommunikation og branding. Det skal gøre dem klar til at få Science Based Targets-certificeringen, som FN står bag i samarbejde med andre internationale organisationer.
LÆS OGSÅ: Store virksomheder skal ikke sende regningen for grøn omstilling videre
Forsiden lige nu:
Forskerbevægelsens årsmøde bød på tårnhøje ambitioner, poetiske utopier og en enkelt insinuerende stikpille
KULTUR. Forskerbevægelsen arbejder videre for den frie forskning med deres nye kampagne Universiteter Til Nutiden, der blev præsenteret på deres årsmøde.
Magtforsker bliver prorektor på SDU
NYT JOB. Professor i statskundskab Anne Skorkjær Binderkrantz bliver ny prorektor på Syddansk Universitet. Hun kommer fra Aarhus Universitet med omfattende erfaring med forskning og strategisk universitetsarbejde.
Fem internationale forskningsstjerner bliver nye æresdoktorer ved Aarhus Universitet
Priser. Fra kvantefysik og global sundhed til ledelse og miljøproblemer: Aarhus Universitet udnævner fredag fem fremtrædende internationale forskere til nye æresdoktorer.
Seneste artikler:
Børsen gjorde sin hovedsponsor Danske Bank til klimaduks med forkerte tal
MEDIER. Børsen Bæredygtig fremstillede i en sammenligning af C25-selskabernes klimaregnskaber Danske Bank som det selskab med de største reduktioner i 2025. Avisen erkender nu, at fremstillingen ikke var retvisende.
IEA-chef: Oliekrisen har ændret energimarkedet for altid
ENERGIKRISE. Den aktuelle oliekrise får permanente konsekvenser for de globale energimarkeder, vurderer direktør for Det Internationale Energiagentur. Hos Green Power Denmark peger man på elektrificering som vejen ud af den fossile afhængighed.
Stjerneforsker: Myten om det frie marked har bremset klimahandling
MARKEDSIDEOLOGI. Harvard-professor Naomi Oreskes er aktuel med en ny bog om, hvordan fortællingen om det frie marked som vejen til frihed og velstand har været med til at bremse klimahandling.
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.






























