Forskere skal ikke bedrive aktivisme.
Sådan lød det fra uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i Kristeligt Dagblad 2. marts. Anledningen var kritik fra to borgerlige partier om, at noget forskning på især humaniora-området skulle have politiske bagtanker.
– Vi skal ikke fra politisk hold ind og blande os i forskningskonklusionerne. Men armslængdeprincippet går begge veje, så man skal heller ikke som forsker sidde og tro, at man skal agere politisk med sin forskning. Så har man misforstået opgaven, sagde Ane Halsboe-Jørgensen i avisen.
Læs også: Forskningsminister lægger afstand til politisk motiverede forskere
Siden har debatten raset i den akademiske verden – er der aktivisme i forskningen? Er det et problem, hvis forskere har en dagsorden?
Nu har ledelsen på Aarhus Universitet blandt sig med et debatindlæg i Altinget mandag morgen. Her skriver rektor Brian Bech Nielsen og dekan på Arts, Johnny Laursen, at ministerens bekymringer for aktivisme svækker armslængdeprincippet.
– Ministerens svar giver udtryk for visse bekymringer om forskningens objektivitet, og hun varsler, at det er noget, som hun vil drøfte med universiteterne. Den tilføjelse kan desværre så tvivl om ministerens ellers så klare og principfaste forsvar for forskningsfriheden, lyder det.
Sikkerhedsforanstaltninger på plads
Over for Science Report har Johnny Laursen uddybet de bekymringer, der er at finde på universitet ovenpå Ane Halsboe-Jørgensens udmelding om aktivisme.
– Vi har i de seneste par uger modtaget udtryk for bekymring fra en del forskere, som er bange for, at deres forsknings indhold kan blive et politisk anliggende, siger han.
Læs også: Universiteter skal stå skoleret for forskningsminister
Johnny Laursen mener, at beskyldningen om aktivisme på universiteterne er “noget, der hører 1970’erne til”, eftersom der i dag er så mange videnskabelige sikkerhedsforanstaltninger på plads til netop at modvirke ensidig og subjektiv forskning.
– Medarbejdernes vilkår har jo ændret sig dramatisk. I dag kan du vanskeligt få din forskning publiceret, uden at uafhængige, anonyme fagfæller siger god for kvaliteten. Du kan heller ikke få fondsmidler, hvis forskningsansøgningen ikke støttes af et uafhængigt internationalt evalueringspanel. Og jeg kan garantere for, at der er masser af uenighed, så kontrolmekanismerne virker, siger han.
Kritikken fra de blå partier og ministerens bekymring om aktivisme er også forfejlet på en anden måde, skriver Johnny Laursen og Brian Bech Nielsen. Det er nemlig slet ikke nogen dårlig ting, at forskerne har holdninger, da mange forskere er ‘drevet af et stærkt samfundsengagement og et ønske om, at forskningsresultaterne bidrager til at løfte samfundets debatkraft’, skriver de.
Chikane og trusler mod forskere
Når ministeren udtrykker bekymring for aktivisme i forskningen, risikerer det at rejse tvivl om armslængdeprincippet, lyder det fra Johnny Laursen. Det er afgørende, at universiteter, folkevalgte og ministre står bag forskningsfriheden, og desuden sammen tager afstand fra chikane mod forskere, der udtaler sig i medierne.
– Mange forskere bliver udsat for chikane og trusler, når de optræder i offentligheden. Det er et problem i kraftig stigning, delvist grundet sociale medier, fortæller han.
Læs også: Aarhus Universitet politianmelder trusler mod professor
Universitetsloven siger, at forskere har pligt til at stille deres forskning til rådighed og deltage i debatten om den. Den forpligtelse er i forvejen under pres grundet det stigende niveau af chikane, og her er det vigtigt, at alle opmuntrer til og støtter, at forskerne deltager i den offentlige debat, lyder det fra Johnny Laursen.
– Jeg er bekymret for, at der opstår en opfattelse af, at forskere, som offentligt giver udtryk for forskningsbaserede synspunkter, som er kritiske inden for et bestemt område, risikerer at deres forskning eller institution på en eller anden måde bliver underkastet et tilsyn, siger han.
IDA: 16 procent føler sig ikke frie til at udtale sig
En ny undersøgelse fra Ingeniørernes Fagforening, IDA, sætter tal på den bekymring, Johnny Laursen har. Her viser det sig nemlig, at hver sjette af de 763 adspurgte forskere på det naturvidenskabelige og tekniske område ikke mener, der er frihed til at udtale sig frit om deres forskning.
Syv procent svarer, at de en eller flere gange har oplevet politisk pres for at ændre resultaterne i deres forskning. Over halvdelen af de adspurgte svarer desuden, at de mener, at forskningsfriheden er under pres.
– Vi lever i et videnssamfund, hvor myndighederne på ingen måde skal forsøge at knægte forsknings- og ytringsfriheden. Hverken forskere eller borgere er tjente med fakta-fordrejninger fra myndighedernes side, og hvis vi som samfund står tilbage med forskningsresultater, der mest af alt minder om fake news, vil den hjemlige politiske debat være hensat til noget, der ikke hører hjemme i et oplyst demokrati, lyder bekymringen fra IDA’s formand, Thomas Damkjær Petersen, i en pressemeddelelse.
Læs også: Professor efterlyser mere selvjustits blandt forskere
Og selvom IDA’s undersøgelse altså drejer sig om et helt andet felt end det, de blå politikere har kritiseret, som også er det, Johnny Laursen beskæftiger sig med, så mener sidstnævnte, at dataene fra IDA netop viser noget om omfanget af problemet med pres på forskerne.
– Forskningsfriheden og forskernes aktive deltagelse i den offentlige debat er vigtig for alle videnskaber. Vores indlæg er ikke kun udtryk for sådanne hensyn på humaniora eller samfundsvidenskab. Det er afgørende for alle kundskabsområder, siger han.
Forsker udsat for chikane igen og igen
En af dem, der har oplevet de negative konsekvenser ved at diskutere sin forskning i medierne, er Iran-forsker Rasmus Elling fra Københavns Universitet.
Han beskrev i sidste uge over for Science Report, at en lille håndfuld herboende iranere kom med beskyldninger mod ham, hver gang, han er i medierne.
– De fleste er da bare tastaturkrigere, men jeg er bekymret for, om nogen kan finde på at gribe til handling. Andre Iran-observatører i Danmark har før været udsat for smædekampagner, der førte til trusler og deling af privatadresse, fortæller han.
Hans kritikere mener, han er for venligt indstillet over for styret i Iran – på trods af, at han har udgivet flere kritiske bøger om styret. Alligevel må han gang på gang læse om, hvor loyal han er over for præstestyret.
– Det er da noget, der påvirker mit arbejde, og det betyder, at jeg holder mig mere tilbage nu, siger Rasmus Elling.
Han fortæller om et radioprogram i DR om Irans atomprogram, han overvejede at sige nej til på grund af den kritik, han ved, han vil modtage efterfølgende.
– Så ved jeg bare, at jeg skal bruge en hel dag på at forvare mig. Og det vil betyde, at jeg svigter den forpligtelse, jeg har til at stille op i medierne. Og jeg er ikke den eneste. Vi har for eksempel forsøgt at få kollegerne med på Twitter for at dele deres forskning, men det tør folk ikke. Fordi debatten løber løbsk. Jeg frygter, det er et reelt demokratisk problem, siger han.
Den bekymring bakkes op i ForskerForum, som i sidste uge beskrev, hvordan adskillige forskere indenfor især betændte områder som ligestilling, religion, integration og vacciner var begyndt at sige nej, når journalisterne ringer – netop af frygt for efterfølgende at modtage trusler og chikane.
