Der er markant færre kvindelige forskere på de danske universiteter, end der er mænd, og Aarhus Universitet er ingen undtagelse. Her er fire ud af fem professorer mænd, og det vil AU gerne ændre på.
Derfor satte de i 2016 gang i fem forskningsprojekter, der skulle finde årsagen til overrepræsentation af mandlige forskere – så de i fremtiden via handlingsplaner kunne sikre, at der er lige mulighed for alle for at blive ansat og udvikle sig som forsker på universitetet.
Tidligere postdoc ved AU, Sara Kier Praëm, stod i spidsen for ét af projekterne. Her spurgte hun 25 både nuværende og tidligere kvindelige forskere ved AU, hvorfor de har valgt en karriere på universitetet fra.
Svaret er klart: Det sociale arbejdsklima er meget dårligt.
– Kvinderne beskrev miljøet som meget ensomt. Nogle beskrev det endda som ’sundhedsskadeligt’, ’hårdt’, ’sygt’, ’usundt’ og ’barskt’. Mange beskrev deres dagligdag som fyldt med stress, magtspil, bagtalelse og sladder og uden basal respekt for hinanden som mennesker, fortæller Sara Kier Praëm til Omnibus med henvisning til sine forskningsinterviews.
Det kvindelige perspektiv
Praëms forskningsprojektet hedder ”Mapping the female perspective of the leaky pipeline”, og det var netop formålet.
– Jeg manglede fortællingen om, hvad de kvindelige forskere selv synes, og hvordan de oplever miljøet. Vi ved, at vi ubevidst generelt bedømmer kvinder hårdere end mænd med samme kompetencer, men jeg manglede det individuelle perspektiv, siger Sara Kier Praëm.
Det fik hun, men flere af svarene overraskede hende. Ingen af kvinderne sagde, at de var stoppet på AU på grund af deres køn eller kønsbias, men alligevel fortalte mange af deres udtalelser en lidt anden historie.
– I de kvalitative interviews spurgte jeg eksplicit, om de havde været udsat for sexchikane eller hverdagssexisme, som f.eks. jokes om, at mænd tænker mere logisk end kvinder. Jeg spurgte også eksplicit ind til oplevet diskrimination. Men svaret var nej fra mange. Alligevel beskrev mange af dem ansættelsesprocesser, hvor man favoriserede mænd, og det er jo diskrimination. Men det er svært at sige, hvorfor kvinderne svarede, som de gjorde, siger Sara Kier Praëm.
Og det var ikke kun kvinderne i undersøgelsen, der delte samme oplevelser. Da Sara Kier Praëm fremlagde sine resultater på universitetet, var der flere kvindelige forskere med lignende historier, der tog kontakt.
– De fortalte, at de havde fået det helt dårligt over at høre om kvindernes oplevelser i min undersøgelse, fordi de kunne genkende det selv. De var blevet overrasket over at høre, at de samme oplevelser var noget mere generelt, siger hun.
Det er også Sara Kier Praëm eget indtryk, at problemet langt fra er forbeholdt forskermiljøet på AU.
– Det er mit indtryk, at det ikke gælder specifikt for AU. Da jeg søgte kvindelige forskere, der ville være med i undersøgelsen, var der nemlig flere fra andre universiteter, som skrev til mig, siger hun.
Ligestillingspolitik har slået fejl
Postdoc Lea Skewes var også leder på et af de fem forskningsprojekter, og hun søgte i sit projekt ”Gender and Representation in Research” at finde ud af, hvordan det står til med ligestillingen på AU.
– Det tema, som flest medarbejdere adresserede, var, at de vurderede, at der er en manglende sammenhæng mellem, hvad AU siger, universitetet står for på ligestillingsområdet, og hvad der reelt sker. En mindre gruppe gav endda udtryk for, at de ikke troede, at ledelsen reelt ønsker ligestilling, men blot vil have den på papiret, siger Lea Skewes til Omnibus om sine resultater.
43 procent af de adspurgte i spørgeskemaet kendte ikke til universitetets nuværende ligestillingspolitik, og 36 procent ikke ønskede at svare, havde ikke en holdning eller ikke ønskede at forholde sig til politikken.
Hendes projekt viste også, at mange af de ansatte på AU slet ikke mener, at der er et problem med ligestillingen. Og det peger Lea Shewes som værende årsagen til, at nogle kan være meget forbeholdne overfor den nye ligestillingspolitik – og måske endda mene, at det er diskrimination mod mænd.
Undersøgelse og kickstart af netværk
De sidste tre forskningsprojekter beskæftigede sig med at undersøge eller opbygge netværk. Research assistent Mathilde Cecchinis ”Gender and Networks in Early-career Academic Advancement”-undersøgelse viste overordnet, at både kvindelige og mandlige forskningsstuderende mente, at det, at være en kvinde, er en barriere i ens akademiske karriereforløb – især fordi mandlige professorer har en tendens til kun at vælge mandlige protegér og promovere dem i deres netværk.
Postdoc Anna Le Gerstrøm Rode gav unge studerende mulighed for at opbygge netværk, mens diskussioner om kønsbias i og udenfor AU samt muligheden for at udvikle bedre håndteringsstrategier gav de studerende chancen for at lære sig selv bedre at kende.
“Building platforms for women and girls in science” var sidste projekt, som var events, hvor kvinder indenfor forskningsverdenen kan mødes og netværk, og her arbejdede Ashley Pearcy Buitenwerf fra Science Communication, Outreach, and Education på AU med at sætte projektet i gang fremfor at undersøge.
Alle fem projektledere var også enige om, at der skal ske mere handling fra universitets side, hvis flere kvindelige forskere skal vælge AU til i fremtiden som deres karrierevej. Måske skal der endda overvejes kønskvoter, mener flere af projektlederne, men det ser rektor som allersidste udvej.
