Hvad bliver vigtigt for dansk forskning i 2019; et nyt år, der som bekendt også er et valgår?
Det spørgsmål har Science Report stillet en række af de mest markante aktører på tværs af det danske forskningslandskab. Og svaret lyder klart og tydeligt: investeringerne og ambitionerne skal være højere.
Siden EU lancerede den såkaldte Barcelona-målsætning i 2002, har skiftende regeringer i Danmark styret efter at investere minimum 1 procent af BNP (bruttonationalproduktet) i forskning og udvikling.
I 2019 er det 10 år siden Danmark første gang indfriede målsætningen, men det betyder ikke, at vi så kan hvile på laurbærerne – tværtimod er der brug for, at de danske investeringer følger med udviklingen. Det mener adskillige nøglepersoner inden for dansk forskning.
Det gælder blandt andet Mette Fjord Sørensen, forskningschef i Dansk Industri, der skriver om 1 procents-målsætningen, at;
– Udfordringen er, at der rundt om i verden er hotspots, hvor der investeres langt mere i forskning og udvikling. Vi står lidt og fedter med vores snørebånd, mens en del af andre videnregioner er ved at løbe fra os. Det er intensive videnregioner, hvor det offentlige og det private arbejder tæt sammen på at skabe nye bedre løsninger og produkter. Det er dem, vi skal sammenligne os med. Det er dem, vi konkurrerer med.
DI så derfor gerne, at forskningsinvesteringer bliver løftet til 1,5 pct. af BNP. Og det er en målsætning, der møder opbakning.
Undlad midler fra EU og regionerne
Blandt andet fra lektor Henrik Dimke og professor MSO Kristine Niss, der er henholdsvis formand og næstformand i Det Unge Akademi, som mener, at det er nødvendigt ”for at bibeholde momentum i dansk forskning”, som de skriver.
Det er problematisk, at regeringen ser den nuværende 1 procents-målsætning som et loft og ikke et gulv, fordi;
– At målsætningen bruges som et loft, betyder at de midler som hjemtages fra EU af succesfulde forskere, eller penge, som bruges til forskningsaktiviteter i regionerne, trækkes fra de midler som staten investerer i forskning. Herved modtager dansk forskning de facto en bøde, når de prestigefyldte midler hentes hjem fra EU, eller regionerne opruster på forskningsfronten, skriver Henrik Dimke og Kristine Niss.
Når staten rammer et investeringsniveau på 1 procent af BNP, er det altså medregnet penge fra regionerne og de EU-penge, danske forskere henter hjem.
Heller ikke Claus Nielsen, universitetsdirektør på Danmarks Tekniske Universitet, mener at det er en ambitiøs måde at indfri målsætningen på. For som han skriver;
– Det giver mindre og ikke mere universitetsforskning, når regionernes ressourceforbrug på sygehusområdet reklassificeres til forskning og modregnes i universiteternes forskningsmidler, lige så lidt som det hjælper at reducere bevillingerne, hver gang et dansk universitet hjemtager EU-midler.
Også samarbejdsorganisationen Danske Universiteter mener, at det er en ”ulogisk” målsætning, der hvert år straffer de danske universiteter for at klare sig godt i en international sammenhæng:
– Tolkningen af den danske 1 pct.-målsætning betyder, at de danske universiteter hvert år ”straffes” for at klare sig godt i de europæiske forskningsprogrammer. Hver euro vi trækker hjem fra den europæiske fælleskasse, modregnes i de statslige bevillinger året efter. Det er en helt ulogisk incitamentsstruktur, og det er afgørende, at dette regnestykke laves om. Det skal ikke være et nulsumsspil at hente bevillinger i de europæiske forskningsprogrammer, skriver dekan Lars Bo Nielsen og direktør Jesper Langergaard.
Det er derfor Danske Universiteters ønske, at der ”foretages et kritisk eftersyn af den danske 1 pct. målsætning, så vi kan få tilvejebragt de nødvendige investeringer til at fremtidssikre den danske forsknings- og innovationsindsats”.
De bakkes op af formanden for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen, der også mener, det er afgørende, at politikerne i 2019 tør satse på forskningen som en væsentlig drivkraft for Danmark, hvis vi skal blive både klogere og rigere.
– Det er ikke tilstrækkeligt, at regeringen fortsat ser målsætningen om 1 procent af BNP til offentligt forskningsfinansiering som et loft frem for et gulv. Det er uholdbart, at vi forpasser muligheden for at styrke forskningens og vidensarbejdernes muligheder for at styrke det danske samfund og adressere de store udfordringer, som Danmark og verden står over for. Politikerne bør styrke forskningen, hvis de vil udvikle Danmark, skriver Camilla Gregersen.
