Professor: Dansk forskning er stadig alt for langt fra ligestilling

For nylig var Maja Horst, institutleder og professor i forskningskommunikation på Københavns Universitet, i gang med at fagfællebedømme for det hollandske forskningsråd da noget pludselig fik hende til Twitter-tasterne.

”Sidder og reviewer for det hollandske forskningsråd. Bliver slået over følgende information. Har vi nogensinde set det samme i Danmark? Man kan godt, hvis man vil, lød det i et tweet fra professoren.

Maja Horsts forbløffelse skyldtes dét, hun kunne læse om ansøgningsproceduren i det hollandske forskningsråd, NWO (Netherlands Organisation for Scientific Research); et råd, der i dansk regi svarer til en sammenlægning af alle de offentlige forskningsfonde.

For at fremme kvinders forskerkarriere i den akademiske verden, har NWO besluttet, at i de tilfælde, hvor der er to eller flere lige kvalificerede ansøgere til en sum penge, går bevillingen til den kvindelige ansøger.

– Mit tweet gik på selve signalværdien i at sige; der er et problem, det vil vi se, om vi kan gøre noget ved. I andre lande er det en naturlig opfattelse, imens ligestillingsdebatten i Danmark nærmest er gået tilbage de sidste 10 år, siger professor Maja Horst.

Beslutningen om at tilgodese den kvindelige ansøger skyldes, at ”der stadig er for få kvinder i toppen af hollandsk forskning”.

Det forklarer Poppy Savenije, som er talsperson for NWO med ansvar for diversitet og forskningskommunikation.

Samme problem – forskellige opfattelser

I 2017 bestod den hollandske professorstand af 21 procent kvinder og 79 procent mænd, oplyser Poppy Savenije. Fordelingen mellem mænd og kvinder er dermed identisk med Danmark, hvor det også blot er hver femte professor, der er kvinde.

Selvom billedet er det samme, er opfattelsen af problemets omfang dog langt fra ens i de to lande, mener Maja Horst:

– Det er klart min opfattelse, at vi i Danmark har en større berøringsangst i forhold til at erkende, at der er et problem. Vi har et problem med diversitet i den danske forskningsverden, hvor køn er det første, der melder sig, siger hun, og understreger, at det ”går sindssygt langsomt” i Danmark med at rette op på den skæve kønsfordeling:

– Det er mærkeligt, at det er så svært at erkende problemet.

Udfordringen i Danmark er, at selvom kvinder udgør godt halvdelen af de ph.d.-studerende, forsvinder kvinderne trin for trin op gennem karrierestigen på universiteterne.

Internationalt er man begyndt at flytte fokus fra, at kvinder skal ind i forskningsverdenen til, at forskningsverdenen skal være mere attraktiv og imødekommende for kvinder.

Det viser en rapport fra 2015, som Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) stod bag.

– Internationalt har man erkendt, at man også bliver nødt til at se på systemet. I Danmark er vi ikke engang nået til at anerkende, at der er et problem. Hvis vi var enige om dét, kunne vi begynde at diskutere, hvad der virker bedst, mener Maja Horst, der selv er medlem af DFiR.

Ubevidste bias

Derfor skal vi først og fremmest holde op med overhovedet at diskutere, om der er et ligestillingsproblem i dansk forskning, mener hun. Og dernæst skal vi bruge tid på at forstå de ubevidste kønsbias, som både mænd og kvinder har.

– Hvis alle ville erkende, at vi har dem hver for sig – hvis vi alle delte den slags oplevelser i stedet for at pege fingre, og hvis vi anerkendte, at det er svært for alle, ville vi være kommet rigtig langt, siger Maja Horst.

En ubevidst kønsbias kan beskrives som nogle (køns)stereotyper, der er dybt funderet i vores underbevidsthed og påvirker, hvordan vi opfatter mennesker omkring os og ultimativt, hvordan vi ubevidst vurderer mænd og kvinder forskelligt.

I flere lande omkring os har man fået øjnene op for, hvor stor betydning disse ubevidste kønsbias har både i forhold til ansættelse, forfremmelse, udnævnelse og tildeling af midler.

– I det irske forskningsråd skal man for eksempel først gennemgå et kursus i ubevidst kønsbias og tage en test for at blive klogere på sin egen bias, før man kan fagfællebedømme, nævner Maja Horst som eksempel.

Også NWO, det hollandske forskningsråd, har kørt et pilotprojekt, hvor medlemmer og fagfællebedømmere blev tilbudt et kursus med fokus på ubevidste bias. Resultatet er, at succesraterne for kvindelige ansøgere har forbedret sig, så de nu er på niveau med deres mandlige forskerkollegaer, skriver NWO’s bestyrelsesformand Stan Gielen og bestyrelsesmedlem Jaap Schouten.

Jeg ved personligt, at jeg er blevet udpeget til nogle ting, fordi jeg er kvinde. Men det betyder ikke, at jeg siger nej.

Den første er den sværeste

Rapporten fra DFiR konkluderer også, at I de lande, hvor der har været et centralt og ledelsesmæssigt fokus på ligestilling i forskning, er der samtidig sket en stigning i andelen af kvindelige professorer.

Derfor undrer det også Maja Horst, at hun som institutleder aldrig er blevet stillet til ansvar for at fremme ligestillingen på sit eget institut:

– Jeg er som leder aldrig nogensinde blevet spurgt konkret og kritisk, hvordan det går med ligestilling på mit institut. Jeg synes selv, det er vigtigt, men jeg bliver ikke stillet til regnskab eller målt på, hvad jeg gør, konstaterer hun.

Maja Horst oplever også, at når bølgerne går højt i Danmark, ender det som regel ud i en diskussion om, at kvinderne selv burde gøre mere. Og selvom hun ikke er enig i det synspunkt, er der alligevel en vigtig barriere, hun mener, mange kvinder stadig mangler komme over.

– Den der med, ”jeg vil ikke ansættes, bare fordi jeg er kvinde”, den bliver vi nødt til at komme over. Jeg ved personligt, at jeg er blevet udpeget til nogle ting, fordi jeg er kvinde. Men det betyder ikke, at jeg siger nej. Jeg siger jo, hvis det er noget, jeg selv mener, jeg vil være dygtig til, fortæller Maja Horst og fortsætter;

– Der er masser af grunde til, at vi vælger bestemte mennesker til bestemte opgaver. Og der bliver nødt at være kvinder for, at der kommer flere kvinder til. Den første kvinde er den sværeste.