Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Samfund

Myndighedsbetjening truer stadig den frie og uafhængige forskning

Der er stadig grund til bekymring på den frie og uafhængige forsknings vegne.

Illustration: dane_mark.

Graden af forsknings- og ytringsfrihed på de danske universiteter har været et omstridt emne over længere tid.

Dansk Magisterforening lavede for nylig en rundspørge til 5000 af deres medlemmer, som forsker på de danske universiteter. Rundspørgen viste, at næsten en fjerdedel af de forskere, der arbejder med myndighedsbetjening, har følt sig presset til enten at ændre, udskyde eller tilbageholde forskningsresultater.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) lavede ligeledes en rapport i 2018, som undersøgte, hvorvidt forskere på Aarhus Universitet har følt sig presset til at gå på kompromis med deres forskningsresultater. Undersøgelsen viste, at 16% af forskerne havde oplevet pres til enten at ændre, udskyde eller tilbageholde forskningsresultater fra enten interne eller eksterne parter. 

I sidste uge skrev dekan for Humaniora på RUC, Julie Sommerlund, et debatindlæg på Altinget, hvor hun kritiserede modtagelsen af en ny rapport fra RUC, “Magt og (m)ulighed”, hvis resultater ikke har vakt ‘tilfredshed’ blandt politikere. Det skyldes, at rapporten, som handler om ære og social kontrol blandt muslimske minoriteter i Danmark, blandt andet er blevet læst som “en anbefaling om mere koranundervisning” og derfor er “blevet kritiseret på både i de sociale og etablerede medier”, skriver Julie Sommerlund i indlægget.

Men hvorvidt forskningsresultater er ‘tilfredsstillende’ eller ej, bør og skal ikke være et kriterium, mener Julie Sommerlund, der skriver, at man ikke kan “kalde sig forsvarer af forskningens integritet og frihed, hvis forsvaret ophører, når et konkret forskningsresultat ikke falder inden for ens egen ideologiske smag og politiske program.”

Grund til bekymring
Dette taler ind i problemstillingen vedrørende myndighedsbetjening på universiteterne, som længe har været kritiseret for at tynge forskningsfriheden.

Da den af Justitsministeriet nedsatte Ytringsfrihedkommission i maj 2020 kom med deres betænkning “Ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark i to dele, dedikerede de et afsnit, der dog er blevet kritiseret for at være meget kort, til forskningsfriheden på de danske universiteter.

I den konkluderede de, at især myndighedsbetjeningen for de såkaldte sektorforskningsinstitutioner giver anledning til bekymring for den frie og uafhængige forskning på universiteterne. Det skyldes, at en stor andel af forskere, der har udført myndighedsbetjening, har følt pressede til at ændre, udskyde eller tilbageholde forskningsresultater – en konklusion, der er blandt er med grundlag i førnævnte rapport fra VIVE.

Ytringsfrihedskommissionen vurderer i betænkningen, at disse problemer er blevet større, efter sektorforskningsinstitutionerne blev fusioneret med universiteterne i 2007. Her lagde man institutter under de offentlige myndigheder som for eksempel Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Statens Serum Institut og Statens Institut for Folkesundhed ind under universiteternes regi.

Problemerne er opstået, når de offentlige myndigheder har haft bestemte interesser i forskningsresultaterne, og har kunnet påvirke hvilke resultater, der blev offentliggjort, tilbageholdt eller ligefrem tilpasset.

Hvem har ansvaret?
Men hvor ligger ansvaret for, at forskningen forbliver fri og uafhængig, og at forskerne ikke skal føle sig pressede til at gå på kompromis med deres forskning?

Ytringsfrihedskommissionen har peget på, at ansvaret er tredelt:

– Vi har forsøgt at pege på, at alle tre parter har et ansvar; både bestillerne af forskningen, ledelsen på universiteterne og forskerne selv, siger Bodil Due, dr. phil. og medlem af ytringsfrihedskommissionen samt tidligere dekan for HUM på Aarhus Universitet og senere rådgiver for universitetsledelsen. Hun uddyber:

– Det er selvfølgelig forskellige typer ansvar, de tre parter har. Vi peger på ledelsen, som dem, der skal sørge for, at forskerne ikke bliver presset; dernæst på forskerne selv, som skal sørge for, at de ikke bliver misbrugt; og til sidst på dem udefra, bestillerne, der ikke må have urealistiske forventninger til forskningsresultaterne og især ikke må tro, at man kan bestemme resultatet. Den tredeling; bestillere, ledelse og forskere, skal være helt enige om vilkårene. 

Bodil Due tilføjer, at det handler om, at man får lavet nogle ordentlige kontrakter mellem forskerne og bestillerne.

Der har tidligere været eksempler på, at man ikke har været tilstrækkelig omhyggelig med de kontrakter, der skulle skrives. Det har jo vist sig, at nogle forskere føler sig pressede til at undertrykke dele af deres forskning eller at udsætte dele af publikationen. Det er den såkaldte dobbelte mundkurv, nogle forskere har været udsat for, siger hun og henviser til de omtalte “dobbelt mundkurvs-kontrakter”, som har pålagt forskere tavshedspligt om den forskning, de bedriver, men også om selve det faktum, at de er blevet pålagt ikke at tale om deres forskning.

Kommissionen anbefaler blandt andet, at universiteterne fremover ikke skal acceptere sådanne klausuler, da de ikke blot er uforenelige med den uafhængige og frie forskning, men også til skade for informations- og ytringsfriheden.

Ytringsfrihedskommissionen anbefaler i denne forbindelse også i betænkningen, at “universiteternes og sektorforskningsinstitutternes ledelser tager skridt til en samlet vurdering af, hvordan forsknings- informations- og ytringsfriheden kan styrkes til gavn for den enkelte forsker, forskningsinstitutionernes renommé og i sidste ende det danske demokrati.”

Usikre ansættelsesforhold
Som kommentar til ytringsfrihedskommissionens betænkning udtalte sociolog Rasmus Willig i en artikel i Magisterbladet, at forskeres ansættelsesforhold kan have afgørende betydning for graden af forsknings- og ytringsfrihed for den enkelte forsker, og at man burde have taget højde for dette i betænkningen.

Mange forskere er nemlig ansatte i løse og usikre ansættelsesforhold, som gør, at de kan føle sig nødsagede til at gå på kompromis med forskningen for at sikre sig fortsatte bevillinger. 

Bodil Due er enig i, at denne faktor kan spille en stor rolle, men indvender, at man i ytringsfrihedskommissionen hverken kunne eller skulle kommentere på universiteternes ansættelsesformer.

– Vi skulle jo ikke gå ind og kommentere på universitets ansættelsesformer, der kom vi for langt ud i forhold til, hvad vores opgave i kommissionen var. Det, vi skulle undersøge i kommissionen, var ytringsfrihedens generelle vilkår i Danmark. Forskningsfrihed var faktisk slet ikke nævnte i kommissoriet. Men da vi skulle inddrage informationsfrihed, valgte vi også at inddrage forskningsfriheden. Det synes vi var vigtigt, fordi universiteternes rolle i samfundet er vigtigt for vores demokrati.

Alligevel anerkender hun, at ansættelsesforholdene kan have en stor betydning for de enkelte forskeres forskning.

– At der på universiteterne er så mange, der ikke er fastansatte, men hele tiden afhængige af at skaffe sig bevillinger, kan godt medføre, at de er mere interesserede og økonomiske afhængige af at få nye bevillinger. Det er et gode, at der er mulighed for at opnå ekstra forskningsbevillinger og dermed mere forskning, men det kan også være en fristelse, som kan gøre at den enkelte forsker, i sin stræben efter flere bevillinger og projekter, kan gå på kompromis med forskningen. Men her er det jo ledelsen, der har ansvaret for, hvordan folk er ansat, siger hun.

Det, man skal være opmærksom på i denne sammenhæng angår dog ikke blot den enkelte forsker, men universiteternes og forskningens troværdighed i det hele taget, påpeger Bodil Due:

– Det er ikke bare din egen situation og dit eget rennomé, der lider skade som forsker; det er hele universitetsforskningens troværdighed, der lider skade, hvis en rapport ikke lever op til kravene for uafhængig forskning, siger Bodil Due.

 

Ytringsfrihedskommissionen blev nedsat i december 2017 og har haft som opgave at beskrive ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår i Danmark, den historiske udvikling af ytringsfriheden her i landet og de samfundsforhold, som har væsentlig betydning for ytringsfrihedens vilkår.

Kommissionens øvrige medlemmer består af formand, Fhv. nationalbanksdirektør, Nils Bernstein, og derudover

  • Tidligere direktør for Nationalbanken, Nils Bernstein (formand)
  • Professor, ph.d. Jens Elo Rytter, Københavns Universitet
  • Professor, ph.d. Rune Stubager, Aarhus Universitet
  • Chefredaktør Jakob Nielsen, Altinget
  • Direktør, dr. jur. Jonas Christoffersen, Institut for Menneskerettigheder
  • Seniorforsker Flemming Rose, Cato Institute
  • Direktør Jacob Mchangama, Justitia
  • Sekretariatschef Vibe Klarup, Hjem til alle alliancen
  • Forskningschef, ph.d. Vibeke Borberg, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Samfundsdebattør og foredragsholder Anna Libak

Forsiden lige nu:

Johan Olsen modtager hæderspris 

– Han forener et aktivt forskerliv og et musikerliv i bandet Magtens Korridorer med en bred populær forskningsformidling, siger professor Anja C. Andersen.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.