Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Samfund

Stor opbakning til Forum for Forskningsfinansiering

Flere private fonde byder Forum for Forskningsfinansiering velkommen med ét konkret ønske

Foto: iStock.

For nylig mødtes medlemmerne af Forum for Forskningsfinansiering for første gang.

Forummet er et forskningspolitisk initiativ, som kom til verden under Søren Pinds (V) ministertid, og nu har forskningsminister Tommy Ahlers (V) for bordenden.

Forummet består i øvrigt af de otte universitetsrektorer samt repræsentanter fra både de tre offentlige forskningsfonde og fem af landets store, private fonde.

De fem private fonde er Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden, Carlsberg- samt Villum- og Velux Fonden. De er nogle af de absolut største eksterne bidragsydere til dansk forskning – men de er langt fra de eneste.

Hverken LEO Fondet, der fremover årligt vil uddele et trecifret millionbeløb til dansk forskning, Trygfonden eller Poul Due Jensens Fond, der også årligt giver millioner af kroner til dansk forskning, er inviteret med i forummet.

Den manglende invitation fremkalder imidlertid ingen bitre toner eller negative forbehold hos fondene. Tværtimod er modtagelsen overvejende positiv og forhåbningsfuld – især i forhold til at få løst overhead-problematikken.

Positiv modtagelse

Først og fremmest byder fondene initiativet velkommen og håber på, at Forum for Forskningsfinansiering vil kunne løse nogle af de udfordringer og problemer, dansk forskning står overfor.

– Det er super positivt, at der arbejdes med forskningsområdet, så vi synes, det er et rigtig godt initiativ, ministeriet har taget, lyder det fra Jesper Mailind, direktør i Leo Fondet.

– Det er først nu, at vi (Leo Fondet, red.) begynder med de større uddelinger, så vi synes, det er helt naturligt, at det er nogle af vores erfarne kollegaer, der sidder i det udvalg. Det har vi stor tillid til, tilføjer han.

Også Trygfonden, der årligt uddeler mellem 120-150 mio. kroner til forskning, vægter selve initiativet højere end valget af medlemmer;

– Vi føler os ikke sat uden for en dør. Der er nogle oplagte problemer at arbejde igennem, og noget af det, er et ret stort arbejde. Så vi er mægtig glade for, at nogle af vores kollegaer vil gøre det for os, siger Anders Hede, forskningschef i Trygfonden.

I Poul Due Jensens Fond, der på det seneste har gennemgået en større udskiftning i bestyrelse, lægger man også vægt på, at det er fornuftige folk, der er med i forummet:

– På begge sider af bordet sidder der fornuftige folk, som vi har en god dialog med. Hvis de kan blive enige om for eksempel håndtering af de indirekte omkostninger, så vil vi forholde os positivt til resultatet, fortæller fondets direktør, Kim Nøhr Skibsted.

Håb omkring overhead

Netop problematikken omkring universiteternes indirekte omkostninger ved eksterne forskningsprojekter, den såkaldte ”overhead”, var også på dagsordenen på forummets første møde.

Om universiteterne så uploadede alle deres bilag, ville man stadig kunne diskutere, hvad der er den rigtige overhead, og hvilke udgifter, det er rimeligt, universiteterne påtager sig

I dag er der ikke nogen aftale om, hvor mange af de indirekte omkostninger – som for eksempel er udgifter til varme, vand, husleje og it-drift – fondene skal dække, når de bevilger penge til et forskningsprojekt, og derfor kan universiteterne risikere at sidde på hele regningen.

Det er en problematik, der ofte er til debat, og derfor er håbet også, at etableringen af Forum for Forskningsfinansier vil føre til en løsning, som alle parter kan acceptere.

Det er således også håbet blandt de private fonde, som ikke har mulighed for at påvirke diskussionerne direkte i forummet.

– Selvom det er umuligt at fastlægge en objektiv overhead, så er det i mange tilfælde alt for lidt, der gives i dag, anerkender Anders Hede fra Trygfonden, der er tager op til fem procent i overhead.

Fra de private fonde går kritikken ofte på, at universiteterne skal være mere villige til at åbne op og dokumentere, hvad der konkret er af indirekte omkostninger. Ifølge Anders Hede rækker udfordringen dog langt ud over at være et spørgsmål om transparens:

– Om universiteterne så uploadede alle deres bilag, ville man stadig kunne diskutere, hvad der er den rigtige overhead, og hvilke udgifter, det er rimeligt, universiteterne påtager sig. Der er ingen objektiv korrekt måde at fordele fællesomkostningerne på, siger han og understreger;

– Hvis Forum for Forskningsfinansiering kommer frem til noget, som ser rimelig sagligt ud, vil vi tage det rigtig alvorligt.

Han bakkes op af Jesper Mailind fra Leo Fondet, der dog mener, at transparens har afgørende betydning:

– Vi er rigtig glade for, at der er taget initiativ til at arbejde med området (overhead, red.), og at man får nogle fakta på bordet og får afstemt sine holdninger. Jo mere transparens, vi kan få, jo nemmere vil det være for alle parter, så dét håber vi på, arbejdet vil føre til, siger han.

Fra Poul Due Jensens Fond understreger direktøren, at fondens manglende mandat i forummet ikke vil få betydning for deres uddelingsstrategi:

– Om vi er med i det forum eller ej vil ikke få betydning for vores uddelingsstrategi. Resultaterne af forummets drøftelser vil vi naturligvis forholde os til, når de er der, og vi vil fastholde vores løbende dialog med medlemmerne, siger Kim Nøhr Skibsted.

Den løbende dialog mellem de private fonde, både inden og uden for forummets vægge, vil formentlig også være til stor gavn for de deltagende fonde, da de private fonde er i mindretal i Forum i Forskningsfinansiering, sammenlignet med repræsentanter fra det offentlige.

 

Medlemmerne af Forum for Forskningsfinansiering er:
– Uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers (V)
– Departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet: Agnete Gersing

– Carlsbergfondet: Bestyrelsesformand Flemming Besenbacher
– Lundbeckfonden: Senior Vice President, Grants & Prizes, Thomas Sinkjær
– Novo Nordisk Fonden: Adm. dir. Birgitte Nauntofte og Head of Communication and Stakeholder Relations Steffen Lüders
– Velux Fonden: Direktør Ane Hendriksen
– Villum Fonden: Forskningsdirektør Thomas Bjørnholm

– Rektor for Aalborg Universitet: Per Michael Johansen
– Rektor for Aarhus Universitet: Brian Bech Nielsen
– Rektor for Copenhagen Business School: Per Holten-Andersen
– Rektor for Danmarks Tekniske Universitet: Anders Overgaard Bjarklev
– Rektor for IT-Universitetet: Mads Tofte
– Rektor for Københavns Universitet: Henrik C. Wegener
– Rektor for Roskilde Universitet: Hanne Leth Andersen
– Rektor for Syddansk Universitet: Henrik Dam

– Formand for Danmarks Frie Forskningsfond: Peter Munk Christiansen
– Formand for Danmarks Grundforskningsfond: Liselotte Højgaard
– Formand for Danmarks Innovationsfond: Jens Maaløe

Efter årsskiftet får de tre offentlige forskningsfonde nye bestyrelsesformænd, ligesom ITU også får en ny rektor, som således vil overtage pladserne i forummet.

Forsiden lige nu:

Ny evaluering viser stor tilfredshed med GTS-institutterne

GTS-institutternes tilbud til dansk erhvervsliv skaber værdi for alle typer af virksomheder, viser en ny evaluering, som Uddannelses- og Forskningsstyrelsen står bag. Særligt yder institutterne et vigtigt bidrag til en grøn omstilling.

Seneste artikler:

Robothænder med følelser

Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu. 

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.