Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Sustain

Kun hver 4. store danske virksomhed udnytter IT til bæredygtig omstilling

Kun 29 procent af store danske virksomheder angiver, at de i stort omfang udnytter de digitale muligheder for at understøtte FN’s mål for bæredygtig udvikling, også kaldet verdensmålene.

Det viser en ny undersøgelse fra Rambøll og DANSK IT, der er en del af rapporten: ‘IT i praksis 2019-20: Sådan står det til med digitaliseringen i Danmark’. Den baserer sig på en undersøgelse blandt topcheferne og it-cheferne i de 1.000 største danske virksomheder målt på omsætning.

Selvom klimaet og en bæredygtig omstilling af samfundet står højt på både borgernes, politikernes og private virksomheders agenda, er det altså kun et fåtal af virksomhederne, der bruger digitaliseringens muligheder til at indfri ambitionerne. Med Danmark som førende digitale nation er der derfor et stort uforløst potentiale, mener Rambøll og DANSK IT.

Mange kender til verdensmålene, markant færre bruger digitalisering som løftestang for arbejdet med dem

Ud over at spørge til virksomhedsledelsens kendskab til verdensmålene, og hvor meget de arbejder med dem, spørger undersøgelsen også til, hvordan virksomhederne bruger digitalisering til at understøtte arbejdet med verdensmålene.

– Og der hopper kæden af, siger Steen Christensen, direktør for Rambøll Management Consulting og tilføjer:

– Mange virksomheder kender til verdensmålene og indarbejder dem strategisk i deres forretningsudvikling, men det er markant færre, som bruger digitalisering som løftestang for den indsats. Selvom det er oplagt for mange af dem.

Også offentlige virksomheder er repræsenteret i undersøgelsen, og cirka 80 procent af virksomhederne både i den offentlige og private sektor angiver et stort kendskab til FN’s mål for bæredygtig udvikling. Cirka 65 procent af angiver, at de i stort omfang understøtter verdensmålene.

Hvad mener du er årsagen til, at virksomhederne ikke er nået længere med at bruge digitalisering i arbejdet med verdensmålene?

– Det skyldes nok, at der stadig mangler noget modenheden, når det kommer til at arbejde med forretningsudvikling i forhold til verdensmålene. Samtidig er det strategiske arbejde i forhold til digitalisering også stadig umodent, så koblingen mellem de to områder er mest oplagt for de største virksomheder, eller for de virksomheder, hvor bæredygtighed er en del af kerneforretningen.

Det er tydeligt, at der mangler alignment mellem de roller

Uenighed på direktionsgangene om digitalisering
En anden sten på vejen for en bedre integration af bæredygtig udvikling og digitalisering gælder samarbejdet, eller manglen på samme, i toppen af virksomhederne.

Digital strategi skaber nemlig uenighed mellem topchef og it-chef i danske virksomheder, ifølge undersøgelsen.

Halvdelen (48 procent) af de danske topledere mener, at den digitale strategi er fuldt integreret i forretningsstrategien inden for tre år. Men det er kun hver femte (22 procent) af it-cheferne enige i.

Hvis den adm. direktør og it- eller digitalseringschefen er så uenige om, hvor godt det egentlig går med digitaliseringen i virksomheden, taler de så ikke nok sammen – skal de tage sig nogle flere kaffemøder?

– Ja, flere kaffemøder er en idé, så man kommer i øjenhøjde med hinanden, for det er tydeligt, at der mangler alignment mellem de roller. Derfor handler det overordnet om, at etablere nogle processer, som sikrer, at man i ledelsen arbejder sammen om digitalisering som kompetente kollegaer, og at man forstår hinanden. Ser man på et område som digitalisering fra hver sin optik, er resultatet, at man får forskellige opfattelser af, hvad status er.

Netop i forhold til at understøtte innovation i virksomheden, oplever et flertal af de it-ansvarlige i virksomhederne, at de ikke helt slår til. Cirka en fjerdedel af de it-ansvarlige (26 pct.) rangerer således deres it-afdeling lavt i forhold til dens evner til at være en partner for forretningen i den digitale udvikling, ifølge undersøgelsen.

Det er vigtigt, at kompetencer inden for bæredygtighed og digitalisering er til stede i organisationen

Direktionen kan ikke bestå af supermænd og -kvinder
Bæredygtighed og digitalisering er begge nyere lag, der bliver lagt ovenpå alt det andet en direktion skal kunne. Så det er vel ikke så mærkeligt, at det ikke altid lykkes at få dem integreret? 

– Det er blevet mere komplekst at lede en virksomhed, og det er klart, at alle de kompetencer, der er behov for i dag ikke kan sidde med i direktionen, for så skal den jo bestå af supermænd og superkvinder, der kan det hele. Men det er vigtigt, at kompetencer inden for bæredygtighed og digitalisering er til stede i organisationen, og at de involveres i strategi-processerne på et tidligt stadie, for eksempel når det gælder produktudvikling. Hvis det ikke er kompetencer, man hele tiden har behov for i virksomheden, kan de i stedet være tilgængelige via samarbejdspartnere, så længe de ikke bliver glemt.

Kan du afslutningsvis komme med et par eksempler på, hvad det konkret er virksomhederne kan bruge digitalisering til, når det gælder den bæredygtige omstilling?

– Det er selvfølgelig forskelligt afhængigt af industri, men i energisektoren er det for eksempel oplagt at bruge sensorer til at følge op på den produktion, der foregår med henblik på at optimere på energien. Et andet eksempel gælder forebyggende vedligehold. Det er dyrt at vedligeholde eksempelvis en havvindmøllepark, hvis man bare laver udskiftninger af komponenter efter en fast frekvens. I stedet kan man, også ved hjælp af sensorer, få at vide, hvornår der er behov for at skifte noget ud, lige før behovet er der.

5 skridt til at koble bæredygtig omstilling sammen med digitalisering
Hvordan knækker virksomhederne så nøden med at koble bæredygtighed og digitalisering. Det har Steen Christensen et bud på med udgangspunkt i rapporten.

– Vi foreslår en lavpraktisk tilgang, der naturligvis skal tilpasses alt efter, hvilken virksomhed, der er tale om. Første step er at forholde sig til verdensmålene og at se på, hvilke mål der er mest oplagte at arbejde med afhængig af virksomhedens strategi. Derefter skal man matche virksomhedens værdigrundlag, målsætninger og digitale strategi op mod verdensmålene. Det vil sige, hvor møder forretningen og strategien verdensmålene. Der er det vigtigt at tage den digitale strategi med.

I rapporten tilføjes det, at virksomhederne med fordel kan gennemføre den del af øvelsen som en “involverende proces med bred deltagelse blandt ledere og medarbejdere” og med “input fra såvel et forretnings- som fra et digitaliseringsperspektiv”.

– Tredje step er, at man på det grundlag anlægger et ambitionsniveau og sætter nogle konkrete målsætninger for det med indikatorer, som er vigtige for ens egen virksomhed. Det giver et grundlag for at gennemføre de indsatser, der er nødvendige, siger Steen Christensen og tilføjer:

– Bæredygtighed kan hurtigt blive et fluffy og bredt tema om alting og ingenting. Derfor skal det ned i nogle konkrete indsatser, hvor man præcist lægger sig fast på, at et konkret initiativ eksempelvis udmønter sig i tre projekter, som involverer digitalisering. Det hænger sig sammen med det fjerde step, som er at placere et klart ansvar for at komme i mål med projekterne både hos de forretningsansvarlige og de digitaliseringsansvarlige.

– Sidste step er at følge op og kommunikere på de indsatser, man har lavet både internt til organisationen og udadtil i forhold til samarbejdspartnere, hvor det kunne være interessant.

Forsiden lige nu:

939 forskere og akademiske medarbejdere opfordrer til boykot af israelske forskere

Universitetsansatte på tværs af norden, herunder 139 i Danmark, har skrevet under på en støtteerklæring, hvori de opfordrer de nordiske universiteter til at kræve våbenhvile og boykotte al samarbejde med israelske akademiske institutioner. Det puster til debatten om forskeres ret til at udtrykke sig i en særligt betændt debat.


Seneste artikler:

Forbrugerne skal elske en mindre og bedre garderobe

PODCAST. Lars Riis forlod den traditionelle modebranche og har startet tøjfirmaet ELSK. I podcasten Bæredygtig Business taler Steffen Max Høgh med ham om fast fashion, og hvordan man får kunderne til at betale en højere pris for kvalitetstøj.


Frit spil for greenwashing i primetime på Danmarks Radio

SOMMERLÆSNING: DR-programmet Løvens Hule er effektiv reklameplatform. Men DR kontrollerer ikke, at iværksætternes påstande om miljø- og klimavenlige produkter holder vand. DR svigter seerne siger CSR-ekspert.


Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.