Når verdens største teleskop, ELT-teleskopet (Extremely Large Telescope), skal bygges på en bjergtop i Chile, bliver det med et dansk designet serversystem. Force Technology har nemlig vundet opgaven med at bygge det computer-cluster, der skal sørge for de ekstremt tunge beregninger, der skal bruges til at styre flere spejle på ELT-teleskopet, skriver nyhedssiden Ing.dk.
– Vi er meget glade for at have vundet opgaven i et helt almindeligt udbud med andre konkurrenter. Det giver synlighed verden over, når Danmark bidrager til et prestigeprojekt som ELT-teleskopet. Den adaptive optik er forudsætningen for at teleskopet i Chile kan blive funktionelt, fortæller Jakob Nørgaard, projektleder i Force Technology.
Regnekraften i serversystemet skal bruges til at styre den adaptive optik, der korrigerer for den turbulens i atmosfæren, som gør det svært at tage billeder af stjernehimlen fra Jordens overflade.
