I disse tider er vi i den begrædelige stuation, at holdninger og kendsgerninger kan være svære at skelne fra hverandre. Årsagerne hertil er mangfoldige; Mads Vestergaard og jeg har for nylig udgivet bogen, Fake News: Når virkeligheden taber, om slige sager og hertil hørende forsøgsvise forklaringer på begreber som fingerede nyheder, det postfaktuelle samfund og demokrati.
Hvor kendsgerninger og holdninger smelter sammen kan sandhedens smalle sti hurtigt fortabe sig i kampen om holdninger, dagsorden og ikke mindst opmærksomheden. I informationstidsalderen er det største aktiv opmærksomhed, men som forsker er man her hurtigt udfordret af, at hvad der er viralt ikke nødvendigvis er sandt og hvad, der er sandt ikke nødvendigvis går viralt.
Sandheden på informationsmarkedet sælger desværre ikke sig selv længere, selvom der er nok har været gennemgående forhåbninger herom i hvert fald siden Oplysningstiden.
Hvor kendsgerninger og holdninger bliver uskelnelig, er der fare for anklager om politisering af vidnesbyrd eller evidens og for den sags skyld forskningsresultater. Bestemte tal kan være opportune i en politisk debat om flygtninge, klima, ulighed, sundhed, monopoldannelse på informationsmarkedet eller misinformation på nettet.
Læg hertil, at det er muligt at rammesætte resultater, levere sandhed i udvalg, generere flertalsmisforståelser, eller puste til menneskers kognitive dissonans, hvor ubehagelige kendsgerninger ikke bliver taget til efterretning eller resulterer i adfærdsændring, men blot betyder, at man ændrer sine overbevisninger, så der igen bliver ro i hovedet – eller henfalder til at råbe “fake news!” til alt og alle, der ikke lige passer ind i verdensbilledet.
Som forsker består opgaven i at forfølge sandheden om natur, samfund, menneske og teknologi så langt som de videnskabelige metoder tillader det
Som forsker består opgaven i at forfølge sandheden om natur, samfund, menneske og teknologi så langt som de videnskabelige metoder tillader det, og hvor de ikke længere kan følge med kan det kvalificerede gæt være en mulighed, eller man må henholde sig til det videnskabelige mådehold, der tilsiger, at det her er hvad vi ved for indeværende efterfulgt af enten stilhed, eller en sløjfe om, at resten herfra er spekulation.
Således er videnskabspersonens opgave ikke stort anderledes end den ærlige journalist. Der opereres faktisk med et begreb om “journalistisk sandhed“, der byder, at en af journalistens fornemmeste opgave er at forfølge kendsgerningerne så langt som det lader sig gøre, for herefter at berette nuanceret til offentligheden herom samtidig med opmærksomhed for, at der meget vel kan være flere undersøgelser i vente og hermed mere afbalanceret rapportering efterhånden som historien udvikler sig.
Og hvorfor? Fordi både videnskabens og journalistikken skal bidrage til at kvalificere andre borgere, meningsdannere og politikers beslutningsdygtighed i alskens affærer fra at beslutte hvilken energibesparende kummefryser man skal erhverve sig næste gang, til hvilket parti man skal stemme på, og hvordan man kan bidrage til at indfri FN’s verdensmål eller World Economic Forum’s 10 udfordringer til verden.
Science Report skriver om videnskab til offentligheden
Men hvorfor? Fordi det i forskning, journalistik og kommunikation om begge drejer sig om en ting: Tillid! Tillid er det stof som forskere baserer alt fra deres samarbejde, lødig videnskabelige undersøgelse til fagfællebedømmelse på; det er det samme stof, der skal til for, at en befolkning kan regne sig for oplyste; Tillid er det kit, der binder samfund sammen – ikke mindst i en globaliseret verden. Det må der ikke gives køb på.
Science Report skriver om videnskab til offentligheden – hvis man nu ikke kunne stole på, hvad der i dette forum stod, så er der ingen videnskab og tillid tilbage, selvom der desværre sagtens, i disse tider, kunne være læsere, hvis det larmer nok.
Det er præcis derfor, World Economic Forum har udråbt misinformation på nettet til en global udfordring – en udfordring som såvel videnskab som journalistik står for at skulle tage op. Ikke i morgen, ikke efter morgenmaden, men nu!
Indlægget er skrevet Vincent F. Hendricks
Professor, dr. phil., phd.
Leder af Center for Information og Boblestudier
Københavns Universitet
