debat

2020 kan let blive de svære prioriteringers år

Med den nye klimalov udestår der politisk set en vigtig prioriteringsdiskussion: Vil Folketinget investere i den store forskningsopgave, der er en central del af løsningen? Eller går universiteterne en vanskelig opgave imøde med at omprioritere midler internt, spørger universitetsdirektøren på DTU

Af - 19. januar 2020

Claus Nielsen, universitetsdirektør, DTU. Foto: Danmarks Tekniske Universitet

Afslutningen på 2019 bød på mange interessante nyheder for universitetsverdenen. 

En ny finanslov, et bredt politisk forlig om udmøntning af forskningsreserven, kulminerende med en – i international sammenhæng – enestående og meget ambitiøs klimalov vedtaget af et bredt folketingsflertal. 

Det er også en klimalov, der peger mange år frem, og hvis målsætninger næppe nås, hvis ikke der satses massivt på forskning, og det lyder jo som vand på en universitetsmølle. 

Blandt universiteterne er der sikkert også udbredt tilfredshed med omprioriteringsbidragets fjernelse m.m., og måske aner vi konturerne af et paradigmeskifte. Er samfundets udgifter til forskning og uddannelse på vej til at blive investeringer i en fremtid for mennesker, nye teknologier og et mere bæredygtigt samfund frem for belastende udgiftsposter i en finansministeriel logik? Det kan være, at flere ministre tænker sådan!

Og så er der jo altid et men. Selv om den nye finanslov afskaffede omprioriteringsbidraget, så fortsætter besparelserne. Den 13. runde af indkøbsbesparelser er rullet ud, de forskningsbaserede myndighedsaftaler bliver fortsat reduceret med 2 %, og generelt er der ikke afsat en krone mere til forskningen på universiteterne. Målsætningen om, at en procent af BNP skal anvendes til forskning, ser ud til at være opretholdt, men reelt betyder det mindre forskning på universiteterne, fordi de samlede bevillingerne reduceres, når andre sektorer forsker mere, og når universiteterne selv har succes med hjemtag fra EU’s forskningsprogrammer – og det har de.

Så politisk set udestår der en vigtig prioriteringsdiskussion: Hvor meget vil regeringen og Folketinget investere i forskningen som led i den grønne omstilling og i bestræbelsen på at nå 2030-reduktionsmålet på 70 %?  

Flere penge eller stor prioriteringsopgave?
Hvis klimalovens reduktionsmål skal nås, skal der investeres massivt i klimatilpasninger. En sådan udvikling forudsætter involvering over en bred kam fra civilsamfundet over virksomhederne – såvel mindre som store – til den offentlige sektor og de politiske institutioner, med Folketinget som den helt centrale primus motor. Og i denne udvikling vil universitetsforskningen skulle spille en helt central rolle. 

Hvilke forskningsområder skal nedprioriteres til fordel for forskningsdiscipliner, der retter sig mod den bæredygtige teknologirettede forskning og udvikling?

Uden forstærket forskning og udvikling i bæredygtige teknologier vil vi ikke lykkes. Det kan være en påstand, men dog ikke mere end at de fleste klimamodeller allerede indregner gevinsten af teknologiske nybrud, når de estimerer planetens klimatiske tilstand.

Men kommer styrkelsen af forskningen af sig selv? Næppe. Det vil ikke være muligt uden skarpe prioriteringer – medmindre man politisk ændrer rammerne for universitetsforskningen radikalt. 

Set fra universiteternes side vil den letteste løsning selvfølgelig være at råbe på flere penge. Men hvis pengene nu ikke kommer, hvad så?

Ja, så står universiteterne over for en stor og vanskelig prioriteringsopgave. Hvilke forskningsområder skal nedprioriteres til fordel for forskningsdiscipliner, der retter sig mod den bæredygtige teknologirettede forskning og udvikling? Det rammer alle forskningens hovedområder, og særligt vanskeligt bliver det, når der skal prioriteres på tværs af hovedområder. 

Uændret ”fondsadfærd” vil vanskeliggøre omprioritering
Der er imidlertid også behov for prioriteringer eller adfærdsændringer hos de offentlige bevillingsgivere, dvs. de nationale forskningsfonde og andre offentlige opdragsgivere. 

Der er en udbredt tradition for, at ethvert forskningsprojekt ledsages af krav til medfinansiering i større eller mindre grad. Medfinansieringskravene er oftest kun knyttet til projekternes direkte omkostninger, hvorved man negligerer den ofte meget store indirekte medfinansiering, som kræves i form af bygninger, projektadministration, IT-understøttelse, HR osv. 

Denne velindarbejdede ”fondsadfærd”, der på sin vis – i sin egen raison d’être – kan forekomme rimelig, og sikrer et universitetsengagement i det enkelte projekt, bliver imidlertid til et kolossalt problem for universiteterne i takt med, at flere og flere midler bindes til de eksterne forskningsbevilliger. 

Det giver ikke alene anledning til diskussioner af, hvem og hvad der bestemmer, hvad der skal forskes i. Hvor efterlades de smalle fag og discipliner, der har svært ved at tiltrække eksterne forskningsbevillinger? Hvad sker der med den grænsesøgende og ”risikobehæftede” forskning?

I denne sammenhæng skal pointen blot være, at i et scenarium, hvor universiteterne skal omprioritere i stor skala, vil en uændret ”fondsadfærd” i sig selv blive mere og mere kontraproduktiv og vanskeliggøre universiteternes nødvendige omprioriteringer.

Med afsæt i den ”fondsadfærd”, som såvel offentlige som private fonde praktiserer, kan man lidt populært sige, at al forskning giver underskud. Forstået således, at de eksterne bevillingsgivere aldrig dækker mere end en andel af de samlede omkostninger, der er forbundet med forskningen, i særdeleshed ikke inden for den ”dyre” naturvidenskabelige og tekniske forskning. 

Foruden medfinansieringskravene er der således også et presserende behov for, at fondene forholder sig til forskningens reelle omkostninger og ikke blindt forlader sig på, at alt kan anskues ud fra marginalbetragtninger, og at forskning kan fås for lidt eller slet ingen dækning af indirekte omkostninger. 

Løsninger skal findes i mødet med virksomhederne
Den samme problematik vil i stigende grad også trænge sig på i forhold til den forskning på universiteterne, der er finansieret af virksomhederne, hvor der også opleves et stort forbehold over for finansiering af de indirekte omkostninger – ofte ud fra devisen: ”Det har vi betalt for over skattebilletten”.

For universitetssektoren i sin helhed er det en relativt mindre del af den eksterne forskning, der finansieres af virksomhederne, men ikke desto mindre er det netop i mødet mellem virksomhederne og universiteterne, at mange af de nye teknologier skal finde deres løsning. 

Vi skal derfor meget gerne se mere privat og/eller samfinansieret forskning, og det er derfor også nødvendigt, at virksomhederne forstår universiteternes udfordringer i hele omprioriteringsøvelsen.

Hver skal give sit bidrag
Mange af de nævnte prioriteringer er vanskelige og kræver mange armbøjninger mellem de involverede parter, men er dog mulige og handler i princippet mest om holdninger og adfærd. 

Her skal universiteter, fonde, de private virksomheder m.fl. hver især give deres bidrag – men vi kommer næppe i mål med klimaloven uden politikernes stillingtagen til den sidstnævnte prioritering, og i sidste instans en beslutning om, hvor meget mere der skal investeres i grønne klimatilpasninger.

2020 og de nærmeste år kan derfor let blive de svære prioriteringers år. 

samfund

Ny strategi for CBS vælges i samarbejde med erhvervslivet

CBS har det seneste år arbejdet på en ny strategi. Som noget helt særligt har universitetet haft sine vigtigste samarbejdspartnere, særligt fra dansk erhvervsliv, inde over de forskellige muligheder undervejs i processen. Nu står valget mellem to scenarier