Prisvindende forsker drømmer om stjerne-eksplosioner og større inklusion i akademia

I mandags var vi på Science Report til det stort anlagte EliteForsk 2024 arrangement i Den Sorte Diamant. Foran H.M. Mary, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og en masse fagfæller, modtog fem særligt talentfulde forskere den prestigefyldte Eliteforsk-pris. 

Blandt de fem udvalgte som fik den store anerkendelse – og ikke mindst 200.000 kroner i hædersbevis og dertil en million kroner i frie forskningsmidler til at drive sit forskningsfelter videre – er Irene Tamborra.

Oprindelsen af atomerne i vores krop kan i sidste ende spores tilbage til supernova-eksplosioner.

Irene Tamborra, professor Niels Bohr Instituttet

Irene Tamborra står på Niels Bohr Instituttet i spidsen for et helt nyt område inden for astrofysikken, den såkaldte ’multi messenger-astrofysik’. Siden hun kom til Niels Bohr Instituttet i 2016, har hun etableret en verdensførende gruppe inden for dette nye felt, der studerer eksplosive og energiske begivenheder i vores univers.

Det kan være ting som supernovaeksplosioner, sammensmeltningen af neutronstjerner og andre eksotiske objekter, som vi lige er begyndt at opdage på himlen.

-For at finde ud af, hvad der foregår i kernen af de kosmiske eksplosioner, har vi nu en spændende mulighed for at kombinere fotoner, neutrinoer og gravitationsbølger. Ligesom vi mennesker bruger alle vores sanser til at udforske vores omgivelser, kombinerer vi den information, der bæres af disse forskellige kosmiske budbringer, forklarer hun om sit forskningsfelt i en pressemeddelelse, hvor hun uddyber dets betydning:

-Det giver os ny viden om fascinerende astrofysiske objekter, fundamental fysik og om oprindelsen af de grundstoffer der danner det periodiske system.

Drømmen om en stjerne-eksplosion i baghaven

Når massive stjerner eksploderer, udsender de kosmiske budbringere med enorm kraft og sender ledetråde om den motor, der driver stjernernes kollaps hele vejen ned til forskere på Jorden. Denne eksplosion fra fra en døende stjerne fører til en kolossal eksplosion, der kan overstråle hele galaksen og som resulterer i emission af neutrinoer, fotoner og gravitationsbølger. Disse kan detekteres på jorden. 

-Oprindelsen af atomerne i vores krop kan i sidste ende spores tilbage til supernova-eksplosioner, og de kosmiske eksplosioner er derfor essentielle for vores liv. Det er derfor, det er så vigtigt at finde ud af, hvordan de fungerer, lyder det fra Irene Tamborra.

Forskere observerede for første gang en supernova i neutrinoer i 1987. Dette stjernekollaps fandt sted meget tæt på Mælkevejen i Den Store Magellanske Sky. På det tidspunkt var astronomer ikke udstyret med de avancerede teleskoper og måleinstrumenter der er tilgængelige i dag. Derfor er en af Tamborras største drømme, at en anden supernova opstår tæt nok på Jorden til, at hendes forskergruppe kan lære af den.

-Det ville være helt vidunderligt, fordi vi ville være i stand til at måle en million gange flere partikler fra eksplosionen, end vi kunne for fyrre år siden, og vi ville endelig være i stand til at teste vores forståelse af, hvordan disse objekter fungerer,” siger hun.

Læs også: Derfor blev Niels Bohr Instituttet NATO’s nye kvantecenter

Irene Tamborras opdagelser har medført banebrydende nye forståelser inden for astrofysik. For eksempel viser hendes forskning, at neutrinoer – de mindste og næstmest talrige subatomare partikler i universet – spiller en vigtig rolle i supernovaernes fysik og sammensmeltningen af to neutronstjerner. 

Et inkluderende miljø i et mandsdomineret fag

Ud over modellering af kosmiske eksplosioner af forskellige typer, er forskeren aktivt engageret i at fremme lighed og mangfoldighed i den akademiske verden.

Ved at have et mangfoldigt miljø, både med hensyn til køn og videnskabelig baggrund, griber vi problemerne forskelligt an.

Irene Tamborra, professor Niels Bohr Instituttet

Det er ingen hemmelighed, at der er for få kvinder inden for STEM-området, men fordelingen blandt kønnene i teoretisk (astro)fysik er endnu mere skævt. En kendsgerning som forskeren selv har erfaret gennem sit arbejdsliv.

-Jeg har gennem min karriere vænnet mig til at være den eneste kvinde i rummet eller på hele gulvet. Det har fået mig til at føle mig malplaceret, hvilket ikke burde være tilfældet. 

Læs også: Fysikerne får velkendt ansigt som institutleder

Hun fortæller videre, at hun derfor som forskerleder bestræber sig meget på at skabe et rummeligt og imødekommende miljø i sin gruppe, uafhængigt af køn, videnskabelig eller kulturel baggrund. Det har ikke kun menneskelig værdi, understreger hun.

-Ved at have et mangfoldigt miljø, både med hensyn til køn og videnskabelig baggrund, griber vi problemerne forskelligt an. Der gør os mere kreative og tilskynder til mere interessante diskussioner, end hvis vi alle var ens.