Klimaforandringer som en kinesisk konspiration mod den amerikanske konkurrencedygtighed, Flat Earth Society, intelligent design og kreationisme, samt en række andre fantasifulde teorier, har på det seneste fornærmet både den menneskelige begavelse og udfordret videnskabens metodologiske autoritet. Ikke mindst har sociale medier lagt væg til spektakulære historier, der lever og ånder godt i en opmærksomhedsøkonomi, hvor det, der igangsætter følelser af vrede, angst, forargelse, fascination og ærefrygt har det med at løbe med viraliteten.
Men hvad der er viralt, er ikke nødvendigvis sandt, og hvad der er sandt, går ikke nødvendigvis viralt. Dette problem bliver næppe mindre i 2020, og derfor taler alt for at slå mere til lyd for den videnskabelige metode, der på lange stræk ikke adskiller sig stort for den journalistiske.
En forstærket alliance mellem videnskab og journalistik er en måde at bekæmpe misinformation på nettet, der i følge World Economic Forum nu skal opfattes som en global udfordring på linje med klimakrisen, migrationsproblematikken eller den i verden stigende økonomiske ulighed.
Midlertidige sandheder
Videnskabens mål er at udforske, forklare og forstå verden og dens indretning så langt som de nuværende videnskabelige metoder tillader, og søge sandheder og viden om naturen, om samfundsforhold, om mennesket og teknologien.
Verden udvikler sig konstant og selv pålidelige metoder til at afdække kendsgerningerne er ikke ufejlbarlige. Derfor er den journalistiske sandhed, som den videnskabelige, midlertidig
Når alt kommer til alt, er dette erklærede mål for videnskaben ikke langt fra journalistikkens. I den amerikanske forsknings- og medieorganisation, Project for Excellence in Journalism hedder det sig i de journalistiske principerklæringer, at journalistikkens første og største forpligtelse er over for sandheden, dog ikke i en absolut eller ufejlbarlig forstand: “Den ‘journalistiske sandhed’ er en proces, der begynder med den professionelle disciplin at indsamle og verificere kendsgerninger. Herefter forsøger journalister at viderebringe en balanceret og pålidelig redegørelse for disse kendsgerningers betydning, der er gyldig for nu, men samtidig genstand for yderligere undersøgelse.”
Verden udvikler sig konstant og selv pålidelige metoder til at afdække kendsgerningerne er ikke ufejlbarlige. Derfor er den journalistiske sandhed, som den videnskabelige, midlertidig. Af den grund skal journalistik også være så transparent som mulig, når det vedrører kilder og metoder, der igen skal muliggøre, at læseren selv kan vurdere informationens troværdighed her og nu.
I selvsamme principkatalog står der ydermere, at journalistik skal undgå bobledannelse i den forstand, at nyheder altid skal holdes i passende proportion, og ikke må begå undladelsessynder: “Journalistik er en form for kartografi: Det giver borgere et kort, så de kan navigere i samfundet. At blæse hændelser sensationelt op, negligere andre, sætte folk i bås eller være uforholdsmæssig negative gør så meget desto mere kortet upålideligt”. Sensationalisme, dårlig journalistik eller pseudo-videnskab sætter pålideligheden af kortet under pres og gør det svært at navigere.
Uvidenhed bliver aldrig en dyd
Det er ikke let at tegne et repræsentativt kort over virkelighedens territorium. Verden er genstridig; nogle gange har den ikke til sinds at afsløre sine hemmeligheder for os lige med det samme, hvis overhovedet; andre gange spørger vi på den forkerte måde, atter andre gange indhenter kendsgerningerne os på overraskende måde, der betyder, at vi må indrømme vi tog fejl politisk, journalistisk eller videnskabeligt.
Men uvidenhed bliver aldrig en dyd. Kvalificerede meninger er ikke som beklædningsgenstande, man bare kan tage af eller på efter forgodtbefindende
Vi må ændre standpunkt, også selvom vi måtte mene, at vi startede rigtigt ud — det gælder pressen, politikere, videnskabsfolk og den almindelige borger. Der er meget, vi ikke er informerede om, og endnu mere vi måtte have meninger om. Specielt i disse dage, hvor meninger nærmest er noget, man skal have på som beklædningsgenstande og kan afkræves konstant.
Men uvidenhed bliver aldrig en dyd. Kvalificerede meninger er ikke som beklædningsgenstande, man bare kan tage af eller på efter forgodtbefindende. Pålidelig information er noget, man opnår, ikke noget man umiddelbart bare har. Den amerikanske forfatter Harlan Ellison har formuleret det rammende: “You are not entitled to your opinion. You are entitled to your informed opinion. No one is entitled to be ignorant.”
Lad os i 2020 udøve den latinske dyd festina lente – at skynde sig langsomt – og bestræbe os på at forstærke båndet mellem journalistik og videnskab
Der er alt det vi ved; alt det vi ved, vi ved; alt det vi ikke ved, og alt det vi ved, vi ikke ved. Om det er i journalistik som i videnskab, når det virker bedst, er viden forbundet med pålidelig metode fra triangulering af kilder til store forsøgsopstillinger eller simuleringer, fra verifikation til falsifikation. At følge en pålidelig metode tager tid om det så gælder at tilbagevise en fake news-historie eller eftervise et lægevidenskabeligt postulat.
Hastigheden på nettet med hvilken en sensationel historie kan fremsættes eller en pseudovidenskabelig påstand formuleres er ikke i og for sig en journalistisk eller videnskabelig fordel – først er ikke størst, lige så lidt som hurtig er bedre end langsom.
Lad os i 2020 udøve den latinske dyd festina lente – at skynde sig langsomt – og bestræbe os på at forstærke båndet mellem journalistik og videnskab; målet er meget det samme og metoderne for at nå derhen skal under alle omstændigheder være pålidelig.
