Bæredygtighedskrisen kræver nye måder at formidle på

Kommentar af lektor i forskningsformidling Marianne Achiam.

Der hersker ingen tvivl om at vores velstand og velfærd er truet af klimaforandringer og biodiversitetskrisen. Det budskab underbygges af data, der er tilgængelige i adskillige IPCC-rapporter, og de kan faktisk formidles, så de fleste kan være med

Men når det kommer til at overbevise borgere om at ændre deres adfærd, er det ikke
manglende viden, der er problemet. Problemet er at få borgere indstillet på, hvad det vil sige at leve bæredygtigt, og få dem til at forestille sig, hvordan en bæredygtig fremtid kan se ud for dem.

Forskningen i kommunikation af bæredygtighed er stadig sparsom. Men den litteratur vi har, fortæller os, at bæredygtighedskommunikation skal tænkes på en anden måde. Vi er nødt til at tænke formidling på andre måder, end formaningen om at den enkelte skal reducere sit karbonfodspor.

Det kræver, at vi finder formater for formidling, som kan kombinere den relevante viden fra de forskellige videnskabelige discipliner, med den oplevede virkelighed hos modtageren, for på den måde at skabe nye forståelser for de problemer, vi står over for.

Mere end viden

Vi må starte med at anerkende, at faktuel viden ikke er den eneste – eller nødvendigvis den bedste – vej til at forstå et problem som bæredygtighedskrisen.

Hvis man fx oplever den røgforurening, der blev skabt af naturbrande i Australien 2019-20, gør man det med hele kroppen. Lungerne gisper efter ilt, tungen smager aske, huden mærker varmen. Kunne man forestille sig, at man ville opnå lige så stor forståelse af situationen ved at læse om koncentrationen af fine partikler?

Vi kan ikke alle opleve krisen på egen krop. Men vi kan skabe nye forståelser ved at koble faglig viden med æstetiske greb – en strategi som fx blev brugt i udstillingen “Verden er i dig”, der blev skabt i et samarbejde mellem Medicinsk Museion og Charlottenborg Kunsthal.

Her handler formidling ikke bare om at levere tal og fakta, men også følelsesmæssige og æstetiske oplevelser. Det handler ikke bare om at bruge kunsten til at illustrere videnskab, men til at udvide begrebet om, hvad videnskab er. Man får de to områder til at trække på hinanden og skabe en større måde at erkende på.

Fiktion hjælper folk ind i fremtiden

Den samme effekt kan vi opnå gennem fiktion. Fiktion tillader os at beskrive, hvordan noget kan være, uden at sætte spørgsmålstegn ved det. Hvis du får en historie fortalt, så accepterer du præmissen – helten kan flyve, sådan er det. Fiktionen skaber et rum, hvor man kan forestille sig noget, der kunne være.

Og forskningen peger på, at hvis man bruger science fiction til at skabe scenarier af fremtiden, så hjælper man folk til en mere kvalificeret diskussion af, hvilke skridt der skal tages for at nå den bæredygtige fremtid.

Flere veje til viden

I begge tilfælde har denne form for bæredygtighedskommunikation ikke bare potentialet til at højne forståelsen. Den kan også tilbyde flere veje ind i den forskningsbaserede viden.

Videnskabsformidling har historisk ikke være god til at være favne et alsidigt publikum. Men for et problem med bredde og dybde som bæredygtighedskrisen har vi brug for en mere vidtgående demokratisering af vores viden.

Gennem billeder, spoken word, skulpturer, bevægelser, sanseoplevelser osv. kan vi give adgang til videnskabelig viden, som for mange mennesker ellers ikke ville være tilgængelig. Og vi kan også give flere adgang til at dele deres viden og oplevelser, fordi vi skaber flere måder at deltage i debatten om, hvordan vi bevæger os videre gennem krisen.