Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Debat

Barokt, at jeg bliver udstillet med dumsmarte bemærkninger

Jakob Skovgaard-Petersen blev kritiseret fra Folketingets talerstol. Kritikken er “ironisk”, skriver han.

Professor Jakob Skovgaard-Petersen kalder kritik fra Henrik Dahl (LA) for "ironisk". Foto: JP/Politikens Hus.

Debatindlægget er oprindeligt publiceret på Facebook mandag 31. maj. Indlægget bliver bragt på Science Report efter aftale med Jakob Skovgaard-Petersen.

Jeg er nu i Folketinget kåret som en notorisk enøjet forsker og som en trussel mod fri forskning.

I fredags var der debat i Folketinget om “Overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer.” Debatten var rejst af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF).

I sin motivation opregnede Henrik Dahl eksempler på, hvad han så som sådanne forskningsmiljøer, men sluttede af med at nævne ét eksempel på en ukvalificeret forsker, som forskningen og offentligheden altså skal beskyttes imod, nemlig mig.

Dahl sagde (minut 2:33-35):

“Og i forholdet mellem universitetet og samfundet, der er aktivismen også et problem, fordi den fører til forskning, som er uanvendelig, og som ikke er til at stole på.

Det kom for nylig til udtryk i en debat mellem en af Europas største autoriteter på samfundsforholdene i den islamiske verden, som er en hollandsk professor, der hedder Ruud Koopmans, og den notorisk enøjede danske Mellemøstforsker Jakob Skovgaard-Petersen. Jeg citerer: ”Har du sovet i 50 år?” spurgte Koopmans til sidst danskeren, og svaret, hvis man har fulgt med i debatten, det er desværre ja.

Vi kan ikke for eksempel som politikere stole på den almindelige danske Mellemøstforsker, og det er jo også, hvad der bliver sagt i dagens leder i Weekendavisen. Hvad de har at sige om islam eller om Israel-Palæstina konflikten er så absurd enøjet og forudindtaget, at der ikke er noget fornuftigt menneske, der kan lægge det til grund for sin egen stillingtagen eller sine egne handlinger.”

Disse skarpe iagttagelser om min synssans er tungtvejende argumenter for, at politikerne skal indskærpe universiteternes ledelser at holde selvjustits

Jeg er afsløret! Henrik Dahl demonstrerer her, hvordan videnskabelig og sober kritik rettelig skal bedrives. Og der bliver ikke sten på sten tilbage. Min forskning er uanvendelig og ikke til at stole på. Ikke nok med, at jeg er notorisk enøjet, men selv dette ene øje har jeg også lukket i 50 år!

Disse skarpe iagttagelser om min synssans er tungtvejende argumenter for, at politikerne skal indskærpe universiteternes ledelser at holde selvjustits. Selvfølgelig med opretholdelse af et armslængdeprincip, det er klart, det er klart. Men de er jo offentligt finansierede, så man kan da pålægge dem at tænke sig om og handle derefter. Og dette eksempel på, at universiteterne ikke har løftet deres opgave, taler jo for sig selv …

For stemte DF, LA, S, V, C, NB og KD.

Sarkasme til side. Det er barokt, at jeg skal udstilles på den måde med tre gange dumsmarte bemærkninger uden skygge af argumentation og ligefrem udnævnes til et problem for forskningen. Det er også ironisk.

Det er ironisk, fordi jeg er en klassisk og empirisk orienteret forsker

Det er ironisk, fordi jeg er en klassisk og empirisk orienteret forsker, der faktisk er ret kritisk over for en del nyere teori. Men mit felt er moderne islam, et felt som Dahl mener at kende og har stærke meninger om. Som også kritiske politikere i Folketinget slog fast, er dårlig forskning for Dahl nok i virkeligheden god forskning, som han ikke kan lide.

Det er ironisk, fordi jeg i dag meget sjældent konsulteres af medierne om Mellemøsten. Ikke fordi jeg ikke følger med, og som en af de få også i arabiske medier. Men det lader til, at medierne har fundet andre eksperter. Dengang jeg blev meget konsulteret, blev jeg dog rost og fik ligefrem priser for klar, kyndig og afbalanceret formidling.

Det er ironisk, fordi jeg faktisk valgte netop ikke at skrive under på den erklæring om Palæstina, som Weekendavisen kalder enøjet. Det kan jeg i øvrigt gøre uden overhovedet at være bange for at blive frosset ud af mine fagfæller – Henrik Dahls spinkle grund for at hævde, at forskerne i virkeligheden ikke kan forvalte sig selv, men skal have ”hjælp” af politikere som ham selv.

Det er ironisk, fordi jeg ikke havde gjort andet end alt det, politikerne ellers hylder. Jeg havde blandet mig med et sagligt indlæg i den offentlige debat, om Ruud Koopmans’ metode holdt i urbane vendinger.

Tager vi tilbage til året, da jeg faldt i søvn, var islamismen ikke rigtigt en faktor

Som jeg skriver, er der rigtige observationer i bogen, men den skæmmes af den ideologiske forfølgelse af postulatet om islam og islamisme som den altoverskyggende årsag til økonomisk stagnation og politisk forfald. Netop selv alt for enøjet.

Ironisk også, at Henrik Dahl fremhæver Koopmans som ”en af Europas største autoriteter på forholdene i den islamiske verden”, når en googling vil vise, at hans forskningsfelt er immigration og integration i Europa. Der er virkelig megen større ekspertise om muslimske stater og islams rolle i dem. Her er jeg selv en internationalt etableret forsker.

Det er i den forbindelse også lidt ironisk, at Koopmans og Dahl mener, at jeg har sovet siden 1971. Tager vi tilbage til året, da jeg faldt i søvn, var islamismen ikke rigtigt en faktor, selv om den var på vej.

Men terroren fandtes allerede – bare nationalistisk eller højre- eller venstreorienteret. Og de autoritære stater var på plads i hele Mellemøsten, dengang ofte med ét-parti systemer, og deres økonomier var skrøbelige i de år før de store olieprisstigninger. Diktaturet og lav økonomisk vækst kom før islamismens sociale og politiske gennembrud og er ikke simpelthen forårsaget af den, som Koopmans hævder. Det ved enhver, der har arbejdet med Mellemøstens nyere historie.

1971 er ironisk nok også året for afkoloniseringens afslutning med etableringen af de sidste stater, UAE, Qatar og Bahrain. De stater skulle ifølge Koopmans teori være demokratisk orienterede, fordi de var blandt de længst koloniserede, og kolonialismen var den eneste måde, hvorpå de kunne lære demokratiske normer. Det er de imidlertid ikke.

Endelig er det ironisk, fordi jeg faktisk i årevis har haft store søvnproblemer. Hver nat ligger jeg og kigger op i loftet med mit ene øje.

Forsiden lige nu:

DTU-lektor om eksterne partnere: Det kan løfte forskning til nye højder

Der er ikke mange forskere tilbage, der kimser af eksterne samarbejder, mener Repræsentant for Forskningspolitisk Udvalg i DUA. Selv føler han sig tryg i de rammer, universiteterne har sat op, men bekymrer sig mere over, hvordan de kommercielle interesser fører til smallere forskning.

Seneste artikler:

Robothænder med følelser

Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu. 

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.