‘Det danske forskningsmirakel’ skranter – tiden er inde til en ny universitetslov

Kommentar af Jens F. Rehfeld. Professor, dr.med. et scient.

Ifølge en undersøgelse fra Dansk Center for Forskningsanalyse, Aarhus Universitet (v/Jesper Wiborg Schneider og Maria Theresa Norn), er den danske citations-impact ikke længere, hvad den var i den gyldne periode 1990-2012.

Dengang – i 2012/13 – blev Danmark sammen med Holland citationsmæssigt rangeret som nr. 2 blandt de lande vi ofte sammenligner os med – med Schweiz på førstepladsen.

Siden er det gået tilbage med citationerne (relativt set) trods det forhold, at Danmarks andel af internationale forskningspublikationer er vokset. Ydermere ser det lidt pinligt ud, at den danske citations-impact i høj grad skyldes samarbejde med særligt dygtige udenlandske forskere.

Resultatet af Schneider-Norn-undersøgelsen fortjener en diskussion. Men det er svært at udpege enkle konkrete årsager til den tilsyneladende tilbagegang.

To spørgsmål bør imidlertid indgå i debatten:

For det første er værdien af citationsanalyser et åbent spørgsmål. Citationer hævdes at være et objektivt udtryk for ”gennemslagskraften” af forskning.

Men de måler ikke kvalitet og gennembruds-betydning af konkret forskning; jf. at fx Nobelpristagere ikke nødvendigvis har særligt høje citationstal. Desuden er citationsanalyser per definition forsinkede.

Forsinkelsen er tiden fra udførelsen af et forskningsprojekt til resultaterne er bearbejdede, sammenskrevne, publicerede og derefter citerede af andre forskere.

I praksis er forsinkelsen reelt på 5-10 år. Med andre ord siger citationsanalyser intet om kvaliteten af igangværende forskning.

Læs også: ‘Det danske forskningsmirakel’ er på tilbagetog

Det andet spørgsmål handler om universitetsloven og strukturen for forskningen ved danske universiteter.

Som tidligere nævnt har strukturen ømme punkter, hvoraf fem kan nævnes her:

1) Danske universiteter lider under nugældende universitetslov af for meget bureaukrati og hierarki. Fremover må det sikres, at rektorer og dekaner er velestimerede forskere, der bekæmper bureaukrati og hierarki. Rektorer og dekaner bør være blandt de 10 procent fremmeste forskere på deres område. På de gode universiteter i USA og England er der således en klar korrelation mellem niveauet af universitetets og af ledernes egen forskning.

2) For mange forskere på universiteterne er ansat i tidsbegrænsede stillinger betalt af eksterne fonde. Fremover må danske universiteter derfor etablere ”tenure-track” for yngre forskere med udsigt til fastansættelse af de bedste.

3) Danske universiteters basismidler bør være på 60 procent af det samlede forskningsbudget. Universiteterne må ikke reduceres til ”forsknings-hoteller”, som det er sket i Sverige og mange steder i USA. Og videnskabelig indsats må ikke måles i størrelsen af eksterne bevillinger. Videnskabelig kvalitet skal måles på værdi og originalitet af forskningsresultaterne, sådan som det sker ved vurderingen af kandidater til de store internationale forskerpriser.

4) Universiteterne skal undgå tæt kobling af innovation og forskning. I stedet skal de fokusere på kvalitet af forskning, ikke mindst grundforskningen. Det kræver en erkendelse af, at det er aktive forskere, der har forstand på forskningskvalitet.

5) Mange universitetsforskere oplever, at den nuværende universitetslov berøver dem medansvar og medejerskab, selvom forskerne leverer universitetets eksistensberettigelse. Den nuværende universitetslovs hierarki kan demotivere god forskning. Det skete også med Styrelsesloven fra 1971. Dansk universitetsforskning skal holdes væk fra grøfterne. Så formentlig er tiden inde til en ny universitetslov, der sætter gode forskere i højsædet og bureaukrater (inkl. bestyrelser) på sidelinjen.