I Danmark har vi både faciliteter og kapacitet til at udføre forskning på allerhøjeste niveau og bidrage med state-of-the-art viden på internationalt plan.
Desværre er måden, vi fordeler forskningsmidler på blevet en hindring i sig selv.
Her er to helt konkrete udfordringer, som jeg kender fra mit liv som forsker, og to ligeså konkrete bud på løsninger, der ikke nødvendigvis kræver ekstra midler.
Problem 1: Matthæuseffekten – Til dem, der har, skal mere gives
20 pct. af forskerne får 90 pct.af midlerne. Faren er, at en lille udvalgt elite sætter dagsordenen for de projekter, der skal forskes i.
Når midlerne er koncentreret i toppen af hierarkiet, betyder det mindre diversitet i forskningsfokus og færre tilgange til forskningen.
Problematikken opstår typisk, fordi forskere fra adjunkt- til professorniveau konkurrerer om den samme pulje, hvor udfaldet ofte er baseret på bibliometriske mål.
Det afføder endnu en problemstilling, hvor forskere, der ikke kommer godt fra start, ender i en meget snæver tidsramme, hvor de ikke har en reel mulighed for at blive bevilliget midler.
Timeglasmodellen, hvor midlerne er koncentreret på ph.d.- og postdoc-niveau i bunden samt professorniveau i toppen med en flaskehals for adjunkter og yngre lektorer, er ved at få en længere flaskehals, hvor det er eliten i begge ender, der får de fleste midler.
Konsekvensen er, at vi risikerer at negligere de forskningsidéer, der fagligt er overlegne, og som har størst samfundsmæssigt udbytte og højest potentiale til at profilere dansk forskning internationalt.
Løsningsforslag
Vi skal for det første have modet til at øremærke flere midler til yngre forskere, fx adjunkter og unge lektorer, som netop er i den risikogruppe, der risikerer at falde ud af systemet. Midlerne skal hjælpe de yngre forskere med at kickstarte en selvstændig karrierelinje.
For det andet skal vi anonymisere ansøgningerne – inklusiv universitetsnavn. Det er den gode idé, der skal være i centrum, og ikke hvem der står bag den.
Selvfølgelig skal ansøgerens kvalifikationer være i orden, men har man dem, behøver man ikke at være en stjerneforsker for at udføre idéen. Man skal have muligheden, ambitionen og villigheden til at arbejde hårdt, og det kan sagtens fremgå af en anonymiseret ansøgning.
Problem 2: Forskere bliver mainstream og kedelige
Forudsigelige projekter, der kan sikre forudsigelige resultater på kort sigt, er lettest at skaffe midler til.
Er projektet derimod ’høj risiko – høj gevinst’, hvor forskeren vover sig ud i radikalt originale idéer, der reelt kan gå galt, og sandsynligvis føre til uventede svar – kan forskeren oftest forvente et afslag.
For det handler om at sælge sin ansøgning bedst muligt, og med hård konkurrence om få midler ender mange ansøgningsidéer med at være mainstream og uden den fundamentale substans, der er grundlæggende for revolutionerende idéer.
Forskere tør simpelthen ikke bevæge sig derud, hvor de selv ser potentiale, da de ved, at det ikke er de idéer, der får støtte.
De banebrydende idéer, der udfordrer eksisterende paradigmer, bliver ofte til i små forskningsgrupper eller udviklet af unge forskere, der ligger lavt i hierarkiet på universitet.
Igen kommer vi tilbage til flaskehalsen, hvor forskere, som løber tør for penge, er ude af ”gamet”, og som oftest må finde sig et job væk fra universitetsverdenen.
Hvis man virkelig gerne vil fortsætte en forskningskarriere, må man tit bukke sig for de store spillere, følge med strømmen og gå efter det trygge valg.
Løsningsforslag
Afsæt nogle offentlige midler specifikt til de vilde, banebrydende idéer. Idéer, som har høj risiko for ikke at give de ønskede svar, men som kan have revolutionerende karakter, hvis de gør.
Nogle private fonde har allerede kastet sig ud i at finansiere de visionære idéer – fx Villum Experiment og Lundbeck Experiment. Det kunne vi bruge mere af i det offentlige.
Farvel til de fantasiløse zombier
Vi bør i Danmark være mere modige i forhold til alternative måder at fordele forskningsmidler på.
Med den tendens vi har nu, risikerer vi, at en generation af dygtige forskere forvandles til fantasiløse zombier, der kun løber rundt efter et fatamorgana af penge, som de aldrig får.
Når vi taber disse forskere, taber vi som samfund også kreativitet og banebrydende idéer, som ellers kunne berige vores samfund.
Vi skal tilbage til fagligheden og de vilde idéer.
Vi skal kort sagt turde tænke ud af boksen – også med hensyn til, hvordan vi fordeler forskningsmidlerne.
