Af Camilla Gregersen, forperson for den akademiske fagforening DM
Usikre bevillinger, kringlede karriereveje og konstante forandringer er med til at skabe et arbejdsmiljø præget af stress og en følelse af utilstrækkelighed.
Du behøver ikke et mikroskop for at få øje på konklusionen fra den seneste store arbejdsmiljøundersøgelse i fagforeningen DM.
Den viser, at en alt for stor del af forskerne på universiteterne er pressede. Også mere end andre faggrupper.
Hvis vi zoomer ind, viser vores nye arbejdsmiljøundersøgelse: Flere forskere arbejder, selv om de har følt sig syge; flere forskere beskriver deres arbejdsplads som præget af stress; flere forskere oplever stress-symptomer, og at der ikke bliver gjort nok for at forebygge stress på arbejdspladsen.
Og så lige en sidste trist konstatering: Mere end en tredjedel af de forskere, der oplever stress-symptomer, svarer også, at de ikke kan udføre deres opgaver i en tilfredsstillende kvalitet. Blandt forskere, der ikke har stress-symptomer, er det tal fem gange lavere.
Konklusionen er altså, at forskerne ikke blot er stressede, men også at det går udover deres forskning.
Det går jo ikke!
Men det kommer desværre ikke som en overraskelse, for der er en række overordnede strukturer i forskningsverdenen, der skal laves om, hvis arbejdsmiljøet skal blive bedre. For det første arbejder forskerne i en virkelighed, hvor langt de fleste forskningsmidler er midlertidige, og hvor over halvdelen af midlerne til forskning kommer fra konkurrenceudsatte midler, blandt andet fra private fonde.
Danske universiteter får godt nok hvert år basismidler – som udgør grundstammen i de midler, som universiteterne har til rådighed til den brede forskningsaktivitet – til at sikre den fri forskningen. Men næsten halvdelen af de basismidler er på forhånd båndlagt til udgifter, som især skyldes krav, der kommer udefra.
Alt i alt har vi en finansiering af forskningen, som skaber usikkerhed blandt forskerne, der samtidig bruger uforholdsmæssig meget tid på at tiltrække midler til den fortsatte forskerkarriere i stedet for at koncentrere sig om forskningen. Jeg håber meget, at der snart kommer forbedringer på dette felt.
Vi er nødt til at sikre rammebetingelser, som giver plads og ro. For gode rammebetingelser og et rart arbejdsmiljø er afgørende for at skabe viden, der udvikler vores samfund.
I DM har vi i mange år arbejdet for at skabe gode karriereveje for forskerne, så det er attraktivt at vælge forskervejen. Det fokus vil vi fortsætte – og sammen med vores mange dygtige tillidsrepræsentanter samarbejde med universitetsledelser og styrelse om. Vi rejser krav om økonomisk stabilitet ad politisk vej, og vi kæmper for ansættelsestryghed ved overenskomstforhandlingerne.
Selv om det kan føles tungt, får vi også sejre hjem, som kan skabe bedre forhold for alle universitetsforskere. I forhold til forskere i midlertidige stillinger lykkedes det ved overenskomstforhandlingerne at sikre dem en forlængelse af ansættelsesperioden, så de nu får løn under barslen, selv hvis lønnen ellers udløb under orloven. Det er en nyskabelse på arbejdsmarkedet, som kan give mindre stress for forskerne, og det er jeg stolt af.
Trods de små gode skridt viser vores nye arbejdsmiljøundersøgelse, at der stadig er store problemer med stress blandt forskere. Det bliver ikke bedre af, at forskerne arbejder i et system, der i de seneste år har været udsat for et utal af reformer.
De konstante ændringer stresser uddannelsessystemet og de mennesker, der arbejder og studerer i det, og det er paradoksalt at høre politikere snakke om afbureaukratisering, mens ledelse og ansatte på universiteterne dårligt kan nå at implementere en reform, før den næste rammer, og alle bolde kastes op i luften igen.
Samlet giver det ingredienserne til en cocktail, der – som jeg lister op i toppen af dette indlæg – viser sig at give gedigne tømmermænd.
Det giver trivselsproblemer hos forskerne, og det giver ifølge forskerne selv en dårligere kvalitet af deres arbejde. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Hverken over for forskerne, der skal finde løsninger på vores samfunds fremtidige udfordringer, eller over for skatteyderne, hvis penge skal bruges så optimalt som muligt.
Forskerne skal have ro til at levere forskning i verdensklasse, og det kan de kun gøre med mere tryghed. Derfor skal vi sikre stabile midler til forskningsmiljøerne og gode karriereveje for forskerne, og det bliver vi ved med at kæmpe for.
