– Forskerne vil gerne kommunikere, men kan ikke

Af Peter Hyldgård, leder af Formidlingsakademiet hos Videnskabernes Selskab og Frederik Langkjær, projektleder Teknologirådet

Forskningen skal levere løsningerne på fremtiden. Men kommunikationen af forskningen er både utidssvarende og udemokratisk. Nyt stort europæisk projekt viser, at det er på høje tid til at gentænke forskningskommunikationen.  

Før i tiden var det simpelt: En forsker fortalte om sin viden til en journalist, som så formidlede det videre i sin avis, i radioen eller på tv. Men med digitaliseringen er det blevet langt mere kompliceret. Forskning kommunikeres i dag mellem rigtig mange forskellige grupper i samfundet på et utal af forskellige platforme – døgnet rundt. Når alle kan producere indhold, der refererer til videnskab, udfordres de klassiske autoriteters legitimitet. Vi ser, at mange forskellige mennesker nu deltager i offentlige diskussioner om videnskaben og fortolker den på tilsvarende mangfoldige måder. 

Det viser et stort, tværeuropæisk forskningsprojekt, RETHINK, som netop er afsluttet. Projektet har afdækket, hvordan forskningskommunikation foregår på digitale medier og hvilke udfordringer, vi har i forhold til at skabe en god, åben debat. 

I Teknologirådet har vi deltaget i forskningsprojektet og opsummerer her nogle af de vigtigste resultater. Samtidig peger vi også på nogle udfordringer, vi har her i Danmark i forhold til god kommunikation om videnskab. For selvom der ikke er nogle enkle løsninger, så SKAL vi blive bedre til snakke om videnskaben i den offentlige debat. Og her spiller universiteterne, som de centrale producenter af forskningsbaseret viden, bl.a. en helt afgørende rolle.  

Vi rækker ud efter de allerede omvendte 

Gennem tre år har projektet RETHINK undersøgt, hvem der deltager i kommunikationen af videnskab, og hvordan folk benytter den videnskabelige viden, når de orienterer sig og skal træffe beslutninger. 

Kortlægningen viser, at det videnskabelige ’økosystem’ for kommunikation af videnskab er meget komplekst: Rigtig mange mennesker bruger den videnskabelige viden, debatterer den og deler den med andre. 

Med digitaliseringen er der opstået en unik mulighed for at flere borgere kan tilgå og diskutere den videnskabelige viden. Men desværre viser RETHINK også, at store dele af dem, der normalt arbejder med forskningskommunikation, primært kommunikerer til veluddannede med en forudgående interesse for forskning. 

Blandt andet viser en undersøgelse fra projektet, at under en tredjedel af de adspurgte videnskabskommunikatører i Europa prøver at nå grupper, der normalt ikke møder så meget videnskab i hverdagen, og så lidt som 1,5 procent af forsøger at række ud til folk, der ikke er interesserede i videnskab. 

At det forholder sig sådan, er et stort demokratisk problem. Vi har nemlig brug for, at alle dele af samfundet kan deltage i debatten om videnskaben og dens resultater – og det kræver lige adgang til den viden for alle.

Det er ganske enkelt på tide, at universiteterne og forskerne rækker længere ud. 

For mange tankpassere

RETHINK-projektet viser også, at der er en ubalance i dialogen om forskningen: Rigtig mange forskningskommunikatører har en tendens til at benytte envejs-kommunikation i forsøget på at formidle videnskaben. De angiver selv, at de vil ”informere” eller ”uddanne” offentligheden.

Det viser sig altså, at ’tankpasser’-mentaliteten, hvor man ser forskeren som den ophøjede kloge, der skal hælde viden ind i de umælende og uvidende masser, stadig lever i bedste velgående rundt om i universiteternes auditorier. Tankegangen er udtryk for, at man ser det primære problem som et underskud (deficit) af viden hos befolkningen, og at der derfor bare skal hældes ukritisk på. Den kaldes derfor også for ’deficit-modellen’ af sociologer, som i mange år i stedet har peget på nye og mere dialogbaserede tilgange som vejen frem mod mere lige adgang til viden for alle.

Det er ganske enkelt ikke nok at være tankpasser, hvis man vil skubbe til holdninger og handlinger. Følelser, værdier, tillid, forudgående holdninger er helt afgørende for, hvordan vi skaber mening i den viden, vi udsættes for. 

Forskningskommunikation handler altså ikke bare om at formidle fakta og evidens. Det handler mindst lige så meget om, hvordan den viden, der kommunikeres, passer ind i vores verdensbillede, og om vi stoler på hinanden. Desværre viser RETHINK-projektet, at rigtig meget kommunikation af og om videnskab ikke tager hensyn til dette.

Med andre ord, så viser RETHINK, at der prædikes i stedet for at have samtaler. Og der prædikes mest til de allerede omvendte.

’Viljen er der, men rammerne mangler’

Så kan man spørge, hvorfor det er sådan? Hvorfor prædiker forskere og kommunikatører primært videnskaben til de allerede omvendte?

En af grundene er ganske enkelt, at det er møgsvært at gøre andet.

Det viser en anden del af RETHINK-projektet, som har kigget på barriererne for en ny og bedre forskningskommunikation i Europa. 

De fleste forskere føler en stor motivation og ansvar for at kommunikere deres forskning og ønsker at demokratisere forskningen. Men når det kommer til at gøre det i praksis, støder de ofte panden mod muren: De oplever, at det er svært at komme i dialog med et nyt publikum, og mange udnytter heller ikke de digitale muligheder for at række ud. Og hvis de for alvor kaster sig ud i diskussionerne på sociale medier, oplever de ofte ubehagelige interaktioner, hvilket får dem til at trække sig. 

Men den vigtigste grund til, at forskerne ikke kommunikerer mere om deres forskning til resten af samfundet, handler om noget helt andet end besværlighederne ved at være på nettet. Det handler om tid og anerkendelse.

I den danske universitetslov står der, at formidling er en central del af forskernes forpligtelser. Alligevel er universiteterne både i Danmark og i det meste af det øvrige Europa skruet sammen på en måde, så det ganske enkelt ikke betaler sig at bruge tid på at snakke med omverdenen. Forskere opnår anerkendelse, de forfremmes og de vinder priser ved at forske og publicere i videnskabelige tidsskrifter. Formidlingen er ren con amore, og der er hverken afsat tid eller penge til at den enkelte forsker kommunikerer sin forskning.

Så selvom der rent faktisk er et stort ønske hos forskerne om at dele ud af deres viden og gå i dialog med omverdenen, så spænder systemet ben for dem.

Ja, nogle gange får de slet ikke lov. Den ene af skribenterne har således oplevet en ph.d-studerende, der af sin vejleder fik direkte forbud mod at formidle sin forskning for at det ikke skulle gå ud over videnskaben.

Men den tankegang er helt forkert. Det går netop ud over videnskaben – og dermed os alle sammen – hvis forskerne ikke stiller sig til rådighed. 

Hvis vi for alvor mener, at Danmark skal være et videnssamfund, er vi simpelthen nødt til at styrke forskningsformidlingen på en ganske anderledes og mere radikal måde, end det er tilfældet i dag.

Det kan gøres på den helt store klinge ved at ændre i incitaments-strukturen på universiteterne, men der kan også gøres meget inden for det eksisterende system.

RETHINK-projektet kommer med en række anbefalinger til, hvordan vi kan styrke forskningskommunikationen i Europa. Og nogle af dem, kunne vi i Danmark nemt kaste os over her og nu.

• Vi skal støtte de små, eksisterende forskningsmiljøer i forskningskommunikation
• Vi skal have en kandidatuddannelse i forskningskommunikation.
• Vi skal inddrage forskningskommunikation på alle niveauer af de akademiske uddannelser (bachelor, master, ph.d.)

RETHINK-projektet foreslår også, at der oprettes paraplyorganisationer for alle dem, der lokalt arbejder med forskningskommunikation. 

Sådan en organisation skal vi have i Danmark. Hvor der samles og deles den seneste viden om effektiv forskningskommunikation. Hvor man udarbejder et fælles curriculum og konkrete guidelines. Hvor kommunikerende forskere kan dele erfaringer med hinanden, og hvor man i det hele taget støttes op om forskningsformidlingen i Danmark. 

Der er helt sikkert mange andre gode bud på, hvordan vi kan forbedre forskernes muligheder for at gå i dialog med ale os andre. 

Det drøfter vi på et online debatmøde, som afholdes 7. februar. Det kan følges på Videnskabernes Selskabs YouTube-kanal:

https://www.youtube.com/channel/UC984526oKuSyRx08_229Cnw

Artiklen er oprindeligt udgivet d. 2.2.22