Debatindlæg af David Budtz Pedersen
Det diskuteres jævnligt, om Danmark bør hæve sine investeringer i forskning og udvikling. Fra det nuværende niveau omkring 1 procent af BNP har forskellige interesseorganisationer foreslået, at danske politikere forøger niveauet. Men den egentlige udfordring, Danmark står over for, er ikke øget udbud af forskning. Det er øget optag og efterspørgsel. Kun med en stærkere efterspørgsmål efter viden giver diskussionen af flere bevillinger mening.
Den såkaldte 1-procentsmålsætning, som blev formuleret i 2002 som en del af EU-landenes Barcelona-aftale, har været en uantastelig del af dansk forskningspolitik i årtier. Målsætningen siger, at staten skal tilføre minimum en procent af bruttonationalproduktet til forskning og udvikling, og at erhvervslivet skal dedikere to procent af BNP.
Det giver mening, at den private andel er dobbelt så stor som den offentlige. Det er gennem investeringer i forskning, teknologi og innovation, at private virksomheder udvikler nye produkter og forøger deres konkurrenceevne. De private investeringer går dels til grundlagsskabende forskning i store videnstunge virksomheder, dels til anvendt forskning og udvikling i de mange mellemstore virksomheder.
Staten har en væsentlig opgave med at frembringe viden til brug i samfundet. Især grundforskning hører til statens opgaver, fordi grundforskning ikke i tilstrækkelig grad tilvejebringes af virksomheder. Det er svært at beskytte investeringer i grundforskning over for konkurrenter på et marked. Grundforskning kan ikke patenteres, talenter flytter arbejdsplads, og metoder og teorier flyder ud i samfundet uden ophavsmandens indflydelse. Derfor mangler virksomheder incitament til at fremstille grundforskning. Denne markedsfejl udbedrer staten ved at stille viden til rådighed, som kommer samfundet til gode gennem åben vidensdeling, for eksempel i form af uddannelser, talentudvikling og adgang til nye metoder og teknologier.
Ingen af de (mange!) skiftende danske forskningsministre har de seneste årtier foreslået en reduktion i investeringsniveauet. Det har været drøftet, hvorvidt det er nyttigt at trække EU-midler fra i regnskabet, når danske universiteter hjemtager bevillinger fra europæiske forskningsprogrammer. Og det har været drøftet, hvor de mange bevillinger kommer mest til gavn. Blandt andet har danske politikere notorisk haft vanskeligt ved at se nytten af human- og samfundsvidenskaberne og har i stedet prioriteret bevillinger til natur- og sundhedsvidenskab. Men Barcelona-målsætningen står fortsat.
Den store udfordring er imidlertid ikke at overbevise landets politikere om at hæve niveauet til 1,25 eller 1,5 procent af BNP. Den store udfordring er at give en bedre forklaring på, hvad midlerne går til, hvordan de bidrager til udvikling, og hvilken gennemslagskraft, forskningen har. Dette er et forskningsfelt i sig selv. Effektstudier af forskning og innovation har vist, at den bedste måde at forøge værdien af forskningsinvesteringer er ved at øge samarbejde, udveksling og ibrugtagning af viden. Samarbejder og partnerskaber gør viden tilgængelig og relevant for aftagere og bidrager til at skabe konkrete løsninger i samfundet.
En kortlægning foretaget af Danmarks Statistik viser desværre, at det kun er 7,2 procent af danske virksomheder, der samarbejder med et dansk universitet. Tilsvarende tal for samarbejde mellem universiteter og ministerier, styrelser, Folketing og andre organisationer eksisterer ikke. Men så længe tallene er så beskedne, giver det ikke mening at øge udbuddet af viden.
Derfor bør danske politikere overveje, hvordan man kan øge tilgængeligheden og efterspørgslen efter viden. For eksempel kan man forestille sig, at universiteterne gør mere for ikke blot at stille viden til rådighed, men aktivt driver partnerskaber og missioner, der bringer viden i anvendelse. Det er en af vores målsætninger på Aalborg Universitet. Partnerskaber og samarbejde er med til at skabe værdi for interessenter og dermed øge efterspørgslen.
I samme anledning kan man overveje, om universiteterne besidder de rigtige kompetencer til at bringe viden i spil i samfundet. Universiteterne har i en årrække været fokuserede på at øge udbuddet af viden, for eksempel i form af videnskabelige artikler, ph.d.-grader, uddannelsesprogrammer osv. i en antagelse om, at erhvervsliv, myndigheder og offentlighed vil tage de mange resultater i brug.
Men ligesom med alle andre produkter skaber øget udbud ikke automatisk øget efterspørgsel. Skal det ske, kræver det, at universiteter og forskere aktivt tager ansvar for ikke blot at stille viden til rådighed, men formidle, kommunikere og organisere projekter og partnerskaber med erhvervsliv, myndigheder og civilsamfund. Nye policy-orienterede videnscentre, kompetenceudvikling og efteruddannelse kunne være redskaber til at skabe en sådan efterspørgsel og gennemslagskraft.
Især inden for politikudvikling og myndighedsbetjening bør der gøres mere for at bringe viden i spil, end det sker i dag. Mange personer i embedsapparatet, regering og Folketing efterspørger bedre adgang til forskning og oversættelse af viden til konkrete løsninger og anbefalinger. Med store samfundsudfordringer som klima, energi, transport, sikkerhed, uddannelse og digitalisering er det oplagt at skabe tættere forbindelser mellem udbydere og aftagere af viden.
Samtidig bør forskernes samarbejde og formidling belønnes mere systematisk, end det er tilfældet i dag. Det er vigtigt at udvikle indikatorer og evalueringsredskaber, der ikke blot anerkender værdien af nye artikler og uddannelser, men tilmed belønner det produktive samarbejde med omverdenen, og de mange forskellige aktiviteter, det kræver at etablere.
Stærke grundforskningsmiljøer skal med andre ord suppleres af stærke miljøer for partnerskaber, rådgivning og formidling. På den måde vil de eksisterende bevillinger udnyttes i højere grad, og dermed fører til mere overbevisende argumenter for højere investeringer i fremtiden.
