Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Debat

Missionorienteret forskning skaber forandring

De seneste måneders debat om forskningsfrihed maner til eftertanke. Skal samfundet lykkedes med de store missioner, kræver det en balance mellem fri og strategisk forskning. Det er op til politikere og beslutningstagere at sørge for at denne balance, og det er op til forskere at indgå kritisk og konstruktivt, mener forfatterne. 

Af David Budtz Pedersen & Rolf Hvidtfeldt

Mange hundrede forskere skriver i et åbent brev til politikerne, at der ikke længere er plads til den frie forskning. I kølvandet på de sidste årtiers reformer af universitetssektoren er der indført så mange direktiver og strategiske programmer på universiteterne, at den frie tanke er under pres. 

Det er meget prisværdigt at rejse debat om forskningsfriheden ved danske universiteter. Et robust forskningssystem bør løbende være til debat, og politiske instrumenter og lovgivning skal udfordres og anfægtes. Men inden vi ophøjer forskningsfriheden som svaret på alle problemers moder, er det værd at se på balancen. Mange nyskabende og nyttige forskningsprojekter udføres i grænsefeltet mellem fri og strategisk forskning. 

Der er findes mange gode argumenter for forskningsfrihed. Især forstået som frihed til metode- og teorivalg og til fri og åben offentliggørelse af resultater. Forskere er specialister på deres felt og kan bedst selv vurdere, hvilke metoder og teorier, der vil resultere i nye indsigter, og hvordan deres resultater skal behandles og formidles. 

Argumentet for forskningsfrihed er ligeledes politisk indlysende. For til stadighed at kunne fatte tillid til vidensinstitutioner er det nødvendigt, at de bliver opfattet som uvildige, uafhængige og drevet af hensyn til objektivitet og sandfærdighed. Vidensinstitutioner, der ikke er baseret på forskningsfrihed vil blive set som utroværdige instrumenter for særinteresser. Tillid til forskning skabes gennem forskersamfundets autonome valg af metoder og teorier – og gennem autonome beslutninger om ansættelser, tildeling af priser, videnskabelige grader, offentliggørelse af resultater osv. 

Spørgsmålet er imidlertid, hvem der helt overordnet skal bestemme, hvad forskerne skal beskæftige sig med. Og hvem der er mest kompetente til at udstikke de overordnede rammer for de programmer og missioner, som forskningen sker inden for. Fordi forskning spiller en helt central rolle på områder som energi, klima, sundhed, uddannelse, sikkerhed, kultur, jura, tilføres der i dag historisk mange forskningsmidler til universiteterne. Vi lever i en æra for ’big science’ og i særdeleshed for ’team science’, hvor det at arbejde i grupper og angribe komplekse problemer på tværs af discipliner er blevet reglen. Det kræver ofte planlægning, finansiering og ledelse at få store forskningskonsortier til at samarbejde og skabe fremskridt. Allerede her ser vi en spænding mellem individuel forskningsfrihed og hensynet til videnskabens udvikling.

Vi skriver dette indlæg som et rejsebrev fra et kortvarigt forskningsophold i USA, hvor vi har besøgt Harvard, MIT og Princeton for at undersøge, hvordan verdens bedste universiteter organiserer og leder deres forskningsmiljøer. Det står på denne baggrund ganske klart, at diskussionen om forskningsfrihed i Danmark – forstået som friheden til at vælge emner – har tydelige historiske rødder i amerikansk forskningspolitik. 

Myten om den frie forskning

For et par år siden udgav professor Daniel Sarewitz fra Arizona State University en opsigtsvækkende artikel i tidsskriftet The New Atlantis, hvori han argumenterer for, at forskning ikke som almindeligvis antaget er selvkorrigerende men derimod i visse situationer er selvdestruktiv. For flertallet af forskere er det ifølge Sarewitz nødvendigt at komme ud i ”den rigtige verden” og ”løse rigtige problemer”.

Sarewitz omtaler en myte, som har hersket i både amerikansk og europæisk forskningspolitik siden slutningen af Anden Verdenskrig. Her bad den amerikanske præsident Roosevelt sin rådgiver, Vannevar Bush, om at komme med anbefalinger til, hvordan forskningen skulle organiseres efter krigen. Målet var at bekæmpe sygdom og skabe ”jobs, velstand, og national sikkerhed”, som det hed i Bushs rapport The Endless Frontier. Men måden det skulle gøres på var ikke ved at styre forskningen med hård hånd. Derimod foreslog Bush, at USA skulle satse på fri grundforskning, som automatisk ville føre til velstand og velfærd.

Bush-rapporten blev en skabelon for, hvordan forskningssystemet blev indrettet i USA og andre steder – også i Danmark, hvor de frie forskningsråd blev oprettet efter samme model. Vejen til fremskridt var med Bushs ord ”the free play of free intellectuals”, hvor forskning udføres inden for selvvalgte emner kun dikteret af forskernes nysgerrighed.

Antagelsen om, at velstand automatisk kommer af fri forskning, er imidlertid ikke kun forkert: den er vildledende, skriver Sarewitz. Computere, lasere, mobiltelefoner, satellitter, vindenergi, vacciner og andre opfindelser, er ikke blot resultatet af frie forskeres frie leg – de udspringer af en målrettet forskningsindsats udført med bevillinger til missionsdrevet forskning under det amerikanske forskningsministerium. 

Historien, som Sarewitz gengiver, viser, at forskersamfundet ikke er selvregulerende i samme grad, som fortællingen om forskningsfrihed lægger op til. Denne historie handler blandt andet om mængden af forskningsartikler, der bliver udgivet, men hvis resultater ikke kan reproduceres. Selv et mindre udsnit af Sarewitz’ eksempler er nedslående: 

I en gennemgang af mere end 100 forskellige medikamenter mod sklerose, kunne ikke et eneste resultat reproduceres. En anden gennemgang har vist, at omkring 70 procent af 40.000 studier baseret på funktionel magnetisk resonans-billeddannelse, kan vise sig at være forkerte. Et studie af mere end 100 psykologiske artikler kunne kun reproducere 39 procent af resultaterne. Et sted mellem 75 og 90 procent af resultaterne inden for biomedicinsk forskning kan ikke reproduceres. 

En del af problemet skyldes, at universiteter og forskningsråd fokuserer alt for snævert på, hvor mange publikationer forskerne skriver, og hvor ofte de bliver citeret. Det giver incitament til overpublicering og hurtige udgivelser. Men som den danske evalueringsforsker Jesper W. Schneider har gjort opmærksom på, er dette problem ikke kun et styringsproblem. Forskerne er selv med til at opretholde et fokus på performance: ”Citationer er sociale, og de reproducerer sociale hierarkier. ’Forskningskvalitet’ og ’originalitet’ er vage størrelser og typisk defineret ud fra dominerende strukturer”, skrev Schneider som svar på kronikken i Politiken. 

Mere grundlæggende er det en misforståelse, at videnskabelige fremskridt kun sker, når forskerne er drevet af deres egne ideer og nysgerrighed. Sarewitz medgiver, at forskernes nysgerrighed har ført til opdagelsen af nye fænomener, som har kastet store anvendelser af sig, men han siger samtidig, at dette gælder en mikroelite af forskere. For genier som Albert Einstein, Kurt Gödel, Robert Oppenheimer, Hetty Goldman, John von Neumann o.a. har den frie leg blandt frie intellektuelle skabt store landvindinger. Men det er utroværdigt, når majoriteten af forskere ved universiteter verden over påberåber sig Einsteins og von Neumanns formåen som et argument for forskningsfrihed.

I forrige uge besøgte vi Princeton Institute for Advanced Study (IAS), hvor ovennævnte personer alle har været ansat. IAS har gjort det til sit varemærke at udpege en lille elite af forskere og give dem de bedst tænkelige vilkår og frihed til at arbejde på selvvalgte problemer. Det drejer sig om 25 fastansatte topforskere samt et antal yngre talenter, der alle er ledende stjerner inden for deres felt, og som udgør den absolutte verdenselite.

For disse talenter giver det mening at arbejde i et frirum, hvor de kan udvikle og afprøve banebrydende ideer. Men det er langtfra indlysende, at dette er en bæredygtig model for alle universiteter. Samarbejde om store samfundsproblemer som pandemier, grøn omstilling og digitalisering vil næppe opstå som resultat af den frie leg mellem frie intellektuelle. De videnskabelige gennembrud, vi har brug for de næste 50 år, skal derimod findes i en balance mellem fri forskning og missionsorienteret forskning.

For Sarewitz kalder disse observationer på en svær erkendelse. Videnskabens værdi i samfundet er ikke resultatet af fri forskning, men opstår, når viden bringes i kontakt med samfundet, og der skabes et økosystem for udveksling af viden mellem aktører. For alle os almindelige forskere, der ikke tilhører eliten, er forskningstiden måske bedre brugt på at løse problemer, der har samfundets interesser. Klimaforandringer, folkesundhed, global ulighed og digital omstilling kalder på løsninger på tværs af discipliner og på tværs af offentlige og private partnerskaber. Forskere overalt på kloden har et ansvar for at mobilisere og implementere deres viden i samfundet.  

Ingen af de argumenter, vi har præsenteret her, udgør et forsvar for ’micro management’ af forskere. De store amerikanske missionsprogrammer blev netop igangsat i en erkendelse af, at der inden for tematisk prioriterede områder skal være frihed til at vælge metoder og teorier, som ingen politisk ledelse vil kunne styre. Skal samfundet lykkedes med de store missioner, kræver det en balance mellem fri og strategisk forskning. Det er op til politikere og beslutningstagere at sørge for at denne balance, og det er op til forskere at indgå kritisk og konstruktivt. 

David Budtz Pedersen og Rolf Hvidtfeldt forsker i forskningskommunikation på Aalborg Universitet, Institut for Kommunikation og Psykologi.

Forsiden lige nu:

Ny aftale: Den nationale rumkonference skal afholdes på SDU, AU og AAU

Uddannelses- og Forskningsministeriet vil de næste tre år holde sin årlige nationale rumkonference i samarbejde med SDU, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet. Første konference bliver afholdt på SDU i 2023 og vil få fokus på tværfaglighed i rumforskningen og vækstlaget i den danske rumindustri.

Værsgo, politikere: Her er forskningsverdens ønskeliste

Science Reports valgserie har afsøgt forskningsverdens udfordringer og ønsker til det kommende rul af politikere. Enden er nået, og nu lander hermed den samlede ønskeliste med de fem største ønsker til at sikre forskningen nu og i fremtiden.

Seneste artikler:

Da mennesket tæmmede sig selv, fik evolutionen et andet fortegn

Den antropologiske selvtæmningstese bliver udfoldet og tryktestet i en ny bog af videnskabsformidler Thomas Thaulov Raab. Han mener, at det er på tide, at der kommer en tværfaglig historie om, hvordan mennesket tæmmede sig selv.

Kæmpestor tilslutning til ny Science Festival for de alleryngste

En ny lillesøster til den landsdækkende Naturvidenskabsfestival ser ud til at få en flyvende start. Flere end 600 dagtilbud over hele Danmark er i denne uge i gang med deres første Mikro Science Festival fyldt med leg og små eksperimenter.

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.