Tid til ny regeringsmålsætning for den offentlige forskning

Tiden er løbet fra regeringens 1-procentmålsætning. I stedet for at diskutere, hvordan de offentlige midler når op på én procent af BNP, bør den kommende regering spørge sig selv, hvad den ønsker at opnå med statens bevillinger til forskning og udvikling.

Det peger en ny undersøgelse på fra Tænketanken DEA og Institut for Regnskab ved Copenhagen Business School, som er en del af projektet Finansiering af den offentlige forskning i Danmark.

Siden 2006 har forskellige regeringer haft som målsætning, at Danmark skal investere mindst 1 procent af BNP i offentlig finansieret forskning og udvikling. 1-procentmålsætningen har bidraget til at hæve ambitionerne for, hvor mange penge vi i Danmark bruger på forskning og udvikling.

1-procentmålsætningen medregner udover bevillinger fra staten også bevillinger fra kommuner og regioner, EU’s rammeprogrammer for forskning og innovation, Nordisk Ministerråd samt bevillinger til Danmarks Grundforskningsfond.

Målsætningen er siden 2016 imidlertid gået fra at være en løftestang til at blive en udfordring for dansk forskning.

På de sidste fire finanslove har regeringen i praksis behandlet målsætningen som en eksakt målsætning for de offentlige bevillinger til forskning og udvikling i Danmark ved at afsætte nøjagtigt 1,00 pct. af BNP hertil.

Dermed fastsættes niveauet af de statslige bevillinger til universiteterne ikke af regeringen, men af niveauet af kommunale, regionale og internationale bevillinger til forskning og udvikling, over hvilke staten ingen indflydelse har i dag.

Pointen har været fremført før, men har manglet et solidt fundament at stå på. Det har CBS og DEA nu skabt, med finansiering fra Novo Nordisk Fonden, hvilket kalder på fornyet debat om, hvilke ambitioner Danmark har for den offentlige forskning. Og om begrænsningerne ved den mekaniske tilgang til et regnestykke, som pinedød skal give 1 pct. af BNP, uanset hvor pengene kommer fra.

Blind vinkel i målsætning

Penge er nemlig ikke bare penge – de indebærer forskellige krav.

Fokus bør være på de statslige bevillinger, som staten selv kan påvirke, og ikke på andre offentlige midler fra kommuner, regioner og EU

Statens basisforskningsmidler gives til universiteterne, der frit kan disponere over bevillingen. Derimod er statens konkurrenceudsatte bevillinger, i regi af bl.a. Danmarks Frie Forskningsfond og Danmarks Grundforskningsfond, ikke til fri disposition for universiteterne, men øremærket til specifikke aktiviteter, som deres forskere har søgt midler til. Sammenlignet med eksempelvis mange af forskningsmidlerne fra EU, så stiller de to statslige fonde danske forskere frit i forhold til, hvad deres forskning kan adressere, og hvem de vil samarbejde med.

Regeringens målsætning har en blind vinkel i forhold til, hvor stor en rolle statens basisforskningsmidler spiller i universiteternes økonomiske råderum. Statens bevillinger til forskning og udvikling er ikke alene faldet de sidste 10 år som andel af de samlede bevillinger, der regnes med i regeringens en-procentmålsætning. De statslige basisbevillinger udgør også en stadig mindre andel af universiteternes samlede indtægter.

Notat: Hvad vil med finansieringen af den offentlige forskning i Danmark?

Behov for regeringsmålsætning

DEA foreslår at erstatte den hidtidige 1-procentmålsætning med en ny regeringsmålsætning, der fastsætter et minimumsniveau af statslige bevillinger til forskning og udvikling målt i forhold til BNP.

Fokus bør være på de statslige bevillinger, som staten selv kan påvirke, og ikke på andre offentlige midler fra kommuner, regioner og EU, som staten i meget begrænset omfang – hvis overhovedet – har nogen indflydelse på; Der bør være tale om et minimumsmål for de statslige bevillinger for at sikre et minimum af kontinuitet i finansieringen af en sektor, som i høj grad er afhængig af tålmodige penge; og regeringsmålsætningen bør knyttes op på velstandsudviklingen (altså BNP) i en erkendelse af at det ville være politisk urealistisk at koble målsætningen op på den til tider betydelige udvikling i eksterne bevillinger fra eksempelvis private fonde.

En ny regeringsmålsætning vil være et vigtigt skridt i den rigtige retning. Et yderligere skridt vil være at erkende, at de statslige bevillingers betydning i høj grad afhænger af, hvor meget de fylder i det samlede finansieringslandskab.