Ukrainske kvindelige forskere kan inspirere dansk forskning

Af Marie-Louise Nosch, professor ved Københavns Universitet og præsident for Videnskabernes Selskab.

Fremtidens samfund skal bygge på et fundament af videnskab – og menneskene, der bedriver den.

Da storskalakrigen i Ukraine brød ud for godt et år siden, blev landet kastet ud i en akut krise, også landets forsknings- og uddannelsessamfund.

Siden er laboratorier og andre forskningsfaciliteter systematisk blevet bombet, mange steder står uden strøm, varme og vand, og studiemiljøerne er væk. Mens de fleste mandlige forskere har måttet blive tilbage for at kæmpe, er en del kvindelige forskere flygtet, særligt fra de universiteter, som ligger i de russisk-besatte områder.

Det videnskabelige samfund i Danmark har forsøgt at slutte ring om og støtte de flygtende ukrainske forskere. Private fonde og forskningsinstitutioner har – ligesom Videnskabernes Selskab – samarbejdet om at yde hjælp, starte mentornetværk og forsøge at sikre ukrainske forskeres mulighed for at fortsætte deres forskning i Danmark, mens krigen varer.

For vi ved, at det netop er i den først del af karrieren, hvor ’the leaky pipeline’ findes for kvinder: De forlader forskningen eller skubbes ud. Og det må ikke ske for ukrainerne.

For de ukrainske kvindelige forskere vil være nøglepersoner, når Ukraines forskningsinstitutioner skal reformeres og genopbygges. Derfor er det særligt vigtigt, at de ikke forlader videnskab. Samtidig er der politisk opmærksomhed på, at vi ikke må skabe en ’brain drain’ ud af Ukraine.

De fleste ukrainske forskere, som har forladt Ukraine midlertidigt, arbejder nu i ved forskningsinstitutioner i Polen, Tjekkiet og Østrig, men nogle af disse kvinder er blevet en del af vores land og vores forskningsmiljøer. Jeg synes, at det er inspirerende at tale med dem – om videnskabens rolle i samfundet og for et fremtidigt frit og demokratisk Ukraine, også hvad angår ligestilling.

Diversitet og køn i videnskab

I Danmark går det den rigtige vej med ligestillingen, men det går langsomt. Jeg tror, at de fleste forskere kan genkende, at diversitet i forskningsmiljøerne – også hvad angår køn – kan bidrage til øget kvalitet og styrke relevansen af den forskning, vi bedriver.

I Danmark er næsten halvdelen af landets ph.d.’er kvinder, mens det kun gælder for 23 % af professorerne. Undervejs i karriereforløbet forsvinder flere kvinder end mænd ud af forskningen, og dermed taber vi en vigtig ressource og talent. Der er både sociale og strukturelle barrierer, og nogle er mere synlige end andre.

Læs også: Vi hylder kvinderne i dansk forskning

Der er også rigtig mange bud på, hvordan det løses, men de færreste ledere tør tage diversitet op som rekrutteringsmål. Under covid-19-pandemien blev det helt konkret dokumenteret, hvordan forskere med små børn, og særligt mødre, presses særligt hårdt i deres videnskabelige virke.  

Der er ingen hurtige eller enkle løsninger til at understøtte diversitet, herunder mere ligelig fordeling af kønnene i forskning, men behov for at fastholde fokus på en nuanceret og varig indsats.

Når vi ser mod Ukraine, står det klart, at brain drain og tab af talent er katastrofalt for et land og en uhensigtsmæssige udvikling, også for Danmark.

Flere kvinder i ukrainsk forskning

Måske overraskende for nogle er godt 45 % (2019) af alle forskere i Ukraine kvinder – det tilsvarende tal i Danmark er 33 % (2015). Dermed er Ukraine en repræsentant for store dele af Østeuropa, hvor kvinder generelt er bedre repræsenteret i videnskab.

Dykker man lidt ned i tallene for fordelingen af kvindelige forskere i Ukraine på tværs af fag, finder man samme tendens, en jævn og ligelig repræsentation.

I Danmark har vi altså både færre kvinder i videnskab og også et mere kønsopdelt arbejdsmarked i videnskab. Traditionelt har kvinder i Danmark valgt en humanistisk og samfundsfaglig retning, når de læste videre, og i de seneste år er medicin også blevet et fag for mange kvindelige studerende og forskere.

Omvendt har STEM-fagene (science, technology, engineering, mathematics) tiltrukket de danske mænd. En tendens, der også ses på forskerniveau. Anderledes ser det ud, når man kigger mod Ukraine. Her er ca. halvdelen af forskerne i de naturvidenskabelige fag kvinder. I Danmark er tallet omkring 3 ud af 10.

Det samme billede på stærkere repræsentation af kvinder i naturvidenskab ser vi i de andre østeuropæiske lande. Det skyldes delvist den tragiske situation, at de kommunistiske regimer frem til 1990 ikke gav frihed til at vælge egen livsretning og erhverv.

Videnskab og studier skulle alene tjene statens formål, og den fri forskning var begrænset. Men det gav ukrainske kvindelige forskere muligheder for karrierer i naturvidenskab, og dét uden at være en minoritet, og det gav en længere tradition for kvindelige rollemodeller i kemi, fysik, matematik og tekniske videnskaber.

Når krigen er ovre, vil de ukrainske kvindelige forskere vende hjem. Jeg tror, at de vil revolutionere videnskaben i Ukraine. De kommer tilbage med internationale netværk, nye metoder, nye samarbejdspartnere og med viden om, hvordan forskning bedrives andre steder. De vil berige og styrke deres miljøer, og de vil sætte spørgsmålstegn ved institutioner og den ældre generation af professorer, som stadig er primært mænd.

Kønsroller og kønsstereotyper bliver traditionelt meget tydelige, når et land går i krig. Men krig kan også vende vores værdier på hovedet. KVINFO har samlet undersøgelser af kønsstereotyper i Ukraine og kunne vise, at der særligt blandt unge i de seneste år er opstået en mere ligestillet opfattelse af, hvad mænd og kvinders roller er i samfundet, måske fordi de ser kvinder indgå i hæren eller overtage erhverv og virksomheder.

Og Ukraines ønske om at være en del af EU har givet nyt fokus på kvinders rettigheder som en del af det, Ukraine kæmper for og står for. ”Krigen vil vise sig at være en hjælp for os i forhold til ligestilling og kvinders rettigheder,” udtaler Lyubov Maksymovych, direktør i organisationen Women’s Perspectives, som KVINFO samarbejder med.

Tilbage til Danmark. Vores nuværende model med leaky pipeline og tab af kvinders videnskabelige bidrag er ikke bæredygtig i et land, som skal leve af viden, og en fremtid, der skal bygge på videnskab. Hverken i Ukraine eller i Danmark.

Det inspirerer mig at høre, hvordan ukrainske kvindelige forskere taler om videnskab som nøglen til fremtidens frie, demokratiske, bæredygtige og økonomisk styrkede land. Deres kamp for ligestilling er en anden end vores, men målet er det samme.