I det prestigefyldte tidsskrift Nature kunne man for nylig læse, at ”tusindvis af forskere udgiver en videnskabelig artikel hver femte dag.”
Forskeres produktivitet har nået helt nye højder. Imellem år 2001 og 2014 er antallet af forskere, der i gennemsnit publicerer hver femte dag, 20-doblet. Og i samme periode er selve antallet af forskere kun godt fordoblet, konkluderer de forskere, der står bag undersøgelsen.
Én af de forskere, der i gennemsnit publicerer hver femte dag eller oftere, er Frede Blaabjerg, professor ved Institut for Energiteknik på Aalborg Universitet.
Jeg har et stort netværk af folk, jeg arbejder sammen med både i Danmark og internationalt
Science Report har taget en snak med den danske professor om, hvordan det kan lade sig gøre i gennemsnit at udgive en videnskabelig artikel hver femte dag.
– Jeg har et stort netværk af folk, jeg arbejder sammen med både i Danmark og internationalt. De forskningsmiljøer, der er i dag, er langt større end i gamle dage. Det betyder alt andet lige, at der kommer flere resultater ud af det, og at man kan publicere flere artikler end tidligere, nævner Frede Blaabjerg som den vigtigste grund.
Der er godt 50 forskere i Frede Blaabjergs egen forskningsgruppe, og han samarbejder derudover med blandt andet gæsteforelæsere på Aalborg Universitet og tidligere ph.d.-studerende, der gerne vil have ham med inde over en publikation. For tiden har han også omkring 15 ph.d.-studerende, hvor han som vejleder bliver krediteret et forfatterskab, når de udgiver en artikel.
På Wikipedia kan man læse, at Frede Blaabjerg igennem hele sin karriere har udgivet mere end 1.400 publikationer, men langt hovedparten af dem er såkaldte konference-artikler, der ikke er nær så omfattende at udgive, understreger han.
– Vi bruger i høj grad konferencer til at præsentere foreløbige resultater, og tidsskrifter til de færdige resultater. Mine tidsskriftsartikler er dem, der rent forskningsmæssigt er vigtige for mig. Det er det, der virkelig tæller. Det andet er træning af ph.d.’ere og præsentation af foreløbige resultater, fortæller han.
For løs definition af forfatterskab?
Alt dette giver sammenlagt et ”ret produktivt niveau”, som Frede Blaabjerg selv betegner det. Og så er forskningsartikler også noget, han bruger rigtig meget tid på.
– Jeg har altid en fem stykker med i min taske, når jeg er ude at rejse, fortæller professoren der pt. er i USA.
Det er derfor også meget varierende, i hvilken grad, Frede Blaabjerg selv bidrager til hver enkel forskningsartikel.
Jeg læser alt, og jeg giver også altid et eller andet bidrag, hvis jeg sætter mit navn på noget
– Der er ingen, der er presset til at sætte mit navn på en forskningsartikel. Og hvis jeg skal være med, vil jeg også komme med input på det. Jeg læser alt, og jeg giver også altid et eller andet bidrag, hvis jeg sætter mit navn på noget, forklarer han.
Det er tre amerikanske forskere, der har undersøgt deres kollegaers produktivitet med det formål at sætte fokus på, hvad forfatterskab indebærer. Og de peger på, at der kan være en for løs definition af ’forfatterskab’, og altså hvornår man retteligt bør kunne få sit navn på en videnskabelig udgivelse.
Det er en relevant problematik at tage op, mener Anita L. Thiesen, som er forskningsbibliotekar på Syddansk Universitetsbibliotek:
– Nogle forskere spekulerer måske lidt i, hvordan man kan få så mange artikler udgivet som muligt, siger hun og fortsætter;
– Videnskab er et meget konkurrencepræget miljø, og inden for videnskabelig litteratur opererer man faktisk med begrebet ”den mindst publicerbare enhed”– eller sagt på en anden måde; hvor lidt kan jeg slippe afsted med at bidrage og stadig på mit navn på en videnskabelig artikel.
Jeg får mange henvendelser, og jeg siger også ofte nej
Frede Blaabjerg mener ikke, at kravene til et forfatterskab, inden for hans eget felt, er anderledes end tidligere. Men han oplever dog ofte at blive kontakt af forskere, der gerne vil sætte hans navn på en artikel;
– Ja, der er absolut nogen, der spørger, fordi det vil se godt ud med mit navn på artiklen. Jeg får mange henvendelser, og jeg siger også ofte nej. Det gør jeg dels fordi, jeg ikke kender dem, og så har jeg ikke været med i idéfasen, forklarer han.
Anita L. Thiesen understreger, at det også er meget forskelligt fra fag til fag, hvad der er kutyme i forhold til forfatterskab, og hvilken forskningspraksis, der gør sig gældende.
– For eksempel inden for partikelfysik, hvor man jo skal have bygget en masse legoklodser sammen i forskningen, der kan det godt være tusind mennesker, der i sidste ende skal krediteres, siger hun.
BFI spiller ingen rolle
At publicere i de store videnskabelige tidsskrifter er alfa og omega for en forskerkarriere, og Frede Blaabjerg mener også, at presset om at publicere et accelereret:
– Presset er nok blevet for stort, til en vis grad, i forhold til, at hvis man skal udvikle sig og komme videre til næste niveau, og få del i de konkurrenceudsatte midler, så skal man demonstrere, at man kan levere resultater og har publikationer på CV’et, siger han.
Det, der tæller, det er at publicere i de bedste tidsskrifter. Her har vi en del hvert år
Presset på forskere om at publicere har flere gange været diskuteret herhjemme i forbindelse med den såkaldte BFI; Den Bibliometriske Forskningsindikator.
– Vi går ikke op i BFI-points. Vi kigger slet ikke på det, vi har aldrig nogensinde drøftet det. Det, der tæller, det er at publicere i de bedste tidsskrifter. Her har vi en del hvert år. Det er tilfredsstillende, siger Frede Blaabjerg.
Endeligt mener Frede Blaabjerg heller ikke, at det boomende antal udgivelser betyder, at kvaliteten er blevet ringere – tværtimod:
– Jeg er temmelig sikker på, at de artikler, vi laver i dag, er på endnu højere niveau end for 15 år siden, siger han.
Det er forskerne John P. A. Ioannidis, Richard Klavans og Kevin Boyack, der står bag undersøgelsen og artiklen i Nature.
