Når politikere og embedsfolk i ministerierne arbejder på nye love, så lytter de mindre til forskning end politikere og embedsfolk i lande, som vi ofte sammenligner os med. Den viden, som forskere på landets universiteter har samlet, bliver derfor tit glemt, når det kommer til lovgivningsarbejdet. Det siger Jens Oddershede tidligere rektor på Syddansk Universitet og nuværende formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR).
– Den viden, man som skatteyder har betalt for, bruger man ikke, når man skal lave politik. Man bruger de holdninger, som man har til at danne politik – det skal man selvfølgeligt gøre – men man får ikke set, hvordan det ser ud, hvis man nu også inddrager fakta, siger han.
…forskningsbaseret vejledning i det politiske arbejde i Danmark foregår meget mere sporadisk. Forskningen indgår til tider, men ikke altid.
I rapporten har DFIR og Jens Oddershede kigget på udenlandske erfaringer og sammenlignet med de danske.
I Storbritannien benytter de en såkaldt chief science adviser, som leder et 80 mand stort kontor, som kan vejlede i videnskabelige spørgsmål i lovgivningsprocessen. Samtidig har alle ministerier en science adviser – en forskningsrådgiver – tilknyttet. Ligeledes har man i Holland tilknyttet videnskabelige rådgivere til hvert ministerium. I EU benytter man Science Advice Mechanism, som er et organ, der rådgiver kommissionen i forbindelse med beslutninger.
Mekanismerne sikrer, at den nødvendige forskning bliver inddraget, når politikerne udfører deres job. Sådan et system har vi ikke i Danmark. Forskningsbaseret vejledning i det politiske arbejde i Danmark foregår meget mere sporadisk. Forskningen indgår til tider, men ikke altid.
Flere ministerier uden forskningsbaseret vejledning
Den forskningsbaserede vejledningen fungerer bedst i de ministerier, som har ministeriebetjent forskning. Her peger Jens Oddershede på miljø- og landbrugsområderne, hvor sektorforskningsinstitutioner som DCE sikrer viden til lovarbejdet. Der hvor det fungerer værst, er der ingen forskningsmæssig vejledning, overhovedet.
…det er nødvendigt at se på, hvordan man i ministerierne får bedre adgang til eksisterende viden fra forskerne.
– Når man foreslår et politisk initiativ, er konsekvensen, at man ikke bruger den viden, vidensinstitutionerne måtte have om emnet. For eksempel hvis man vil lave en ny folkeskolelov, så går man ikke først ud og spørger forskerne om, hvad ved vi om folkeskolens funktioner, og hvordan fungerer de i andre lande, siger Jens Oddershede.
Han understreger, at politikerne på ingen måde er tvunget til at gøre som forskerne foreslår – og heller ikke skal være det. Men han mener, at det er nødvendigt at se på, hvordan man i ministerierne får bedre adgang til eksisterende viden fra forskerne.
– Det bedste ville jo være, hvis vi fik en videnskabelig rådgiver ind med en forskningsmæssig indsigt og baggrund, som kan fortælle ministeren og embedsfolkene om, hvor den relevante viden findes. Men det er ikke realistisk, siger han og henviser til, at han mener, det bliver for dyrt at ansætte videnskabelige rådgivere i samtlige ministerier.
Hvert ministerium skal udarbejde en strategi
Han peger i stedet på Holland, hvor hvert ministerium har pligt til at udarbejde en strategi for, hvordan de inddrager forskningsbaseret viden i politikdannelsen – hvilket også er et af tre forslag, som DFIR anbefaler at arbejde videre med i en rapport fra 2016.
Samtidig ønsker Jens Oddershede, at det offentlige får samme adgang til rådgivning på universiteterne, som virksomhederne har.
– Der er lavet en indgang hos universiteterne, som man kan henvende sig til, hvis man er en virksomhed. Vi foreslår, at et tilsvarende system oprettes for det offentlige, hvor der jo bruges meget store summer hver år på politik, siger han.
De to sidste anbefalinger fra DFIR er, at ”regeringen og Folketinget skal skabe lovmæssige rammer for at ministerierne kan indgå i et fast og tæt samarbejde med videns- og forskningsmiljøer om at udvikle viden og evidens til brug for politikudvikling,” som DFIR beskriver i rapporten. Til sidst skal universiteterne og vidensinstitutionerne skærpe orienteringen mod efterspørgslen fra ministerierne og andre dele af samfundet – det anbefaler DFIR sker ved en incitamentsstruktur, som eksempelvis kan være økonomisk eller ved at give karrieremæssige muligheder for forskere, som samarbejder med ministerierne.
Svært at inddrage forskning
Jens Oddershede erkender, at det ikke nødvendigvis er så let at inddrage mere forskning i politik.
…det vigtigste er at lette politikernes adgang til forskningen og formalisere ministeriernes arbejde med forskningsviden
– Det er ikke, fordi politikerne og ministerierne ikke ønsker at inddrage forskning i deres arbejde, men det er vanskeligt at gøre. Det er ikke givet, at der findes forskning om det emne, man interesserer sig for. Dernæst er spørgsmålet, hvordan man finder frem til den forskning man skal bruge og til sidst, er spørgsmålet, hvordan man får en objektiv og ikke en politisk rådgivning, siger Oddershede.
Han understreger derfor også, at det vigtigste er at lette politikernes adgang til forskningen og formalisere ministeriernes arbejde med forskningsviden, hvilket DFIRs forslag vil gøre, hvorved politikernes arbejde også vil kunne ske på et bedre vidensgrundlag.
