Bioetiker på Københavns Universitet, Mickey Gjerris, har læst Rasmus Willig & Arne Johan Wetlesens: Hvad skal vi svare? Det er forstemmende og håbefuld læsning, der kalder på at få forskerne langt mere på banen, mener han.
Hvordan vækker man en kultur, der – bedøvet af glæden over et evigt stigende forbrug – går sin egen undergang i møde? Hvordan får man mennesker til at se en sandhed i øjnene, som de med al magt forsøger at undgå? Hvad skal vi svare vores børn, når de spørger os, hvorfor vi ikke handlede på vores viden om, at vores kultur skaber klimaforandringer, udpiner planetens ressourcer og udrydder utallige arter?
De spørgsmål har den danske sociolog Rasmus Willig og den norske filosof Arne Johan Wetlesen stillet hinanden.
Resultatet er en meget læseværdig og dybt bekymrende bog. Her er ingen hurtige løsninger eller teknologioptimisme. Fremtidsudsigterne er sorte som den olie, den norske stat bliver ved med at pumpe op af undergrunden, samtidig med den forsikrer sig selv og resten af verden om, at Norge er en af de grønneste forkæmpere for Paris-aftalens klimamål.
For forfatterne er vi i en situation, der truer med at udslette menneskeheden, hvis vi ikke omlægger vores liv hurtigt og drastisk.
Med stor analytisk klarhed viser de to forfattere, hvordan klima-, ressource- og biodiversitetskriserne, som vi står midt i, ikke blot er en uheldig og midlertidig bivirkning ved en ellers uproblematisk kultur bygget på evig vækst.
Kriserne er indbygget i den vestlige civilisations natursyn og selvforståelse og kun en dybtgående reformation, ja sågar revolution, kan bringe os tilbage på et bæredygtigt spor.
Fædre og forskere
Bogen er skrevet af to anerkendte universitetsforskere. Men en af bogens centrale pointer er, at den samtidig er skrevet af to mennesker, to fædre, der med lige dele vrede og skyldfølelse prøver at se situationen i øjnene. En situation, der kan tage modet fra de fleste. Her er ingen formildende omstændigheder.
For forfatterne er vi i en situation, der truer med at udslette menneskeheden, hvis vi ikke omlægger vores liv hurtigt og drastisk. Det kan være en farlig strategi at gå ud med sådan et budskab, da man enten risikerer, at budskabet affærdiges som hysteriske Dommedagsprofetier eller, hvis budskabet accepteres, at læserne giver op på forhånd, når de forstår, hvor alvorlige og omfattende, vores selvskabte problemer er.
Det står da også de to forfattere klart, og de forsøger derfor i slutningen af bogen at pege på, hvor der kan findes håb i en ellers håbløs situation. Et håb, der skal give mod til at prøve at ændre situationen. Men de fastholder hele tiden, at det ikke nytter noget at lade som om, at det hele ikke er så slemt, og det da nok skal gå. Håbet må findes i en realistisk forståelse af situationen – ikke ved at nedtone problemerne.
Bogen er drevet frem af lige dele skyld over selv at have bidraget til problemerne og af en enorm indignation over, at ”vi” har ladet det komme hertil.
Bogen er drevet frem af lige dele skyld over selv at have bidraget til problemerne og af en enorm indignation over, at ”vi” har ladet det komme hertil. Et ”vi”, der på en gang er kollektivt, men samtidig et ”vi”, der er blevet drevet frem af en økonomisk og teknologisk udvikling, der har gavnet nogle mere end andre.
Den kritiske tradition, som bogen skrives ud af, rummer en dybtgående civilisationskritik, der påpeger, hvordan forarmelsen af mennesket i den neoliberalistiske ideologi går hånd i hånd med naturforarmelsen. Bogen er derfor også et opgør med den logik, der tilsiger os, at vi kan skabe os selv gennem forbrug og arbejde.
Håb og overvældelse
Efter endt læsning er man overvældet. Overvældet af hvor dybt problemerne stikker, og hvor langt vi er fra at løse dem. Men også inspireret. Inspireret til at yde sit til, at tingene kan ændres. I det små og i det store. I hverdagens mange små forbrugsvalg og i sit liv som borger i et demokratisk samfund, hvor alle gennem ord og aktivisme kan bidrage. Og håbefuld. For bogen lykkes faktisk med sit projekt: På en gang at skrælle alle illusioner væk og efterlade læseren med håb. Et håb, der grunder i muligheden for at leve på en måde, hvor afstanden mellem det vi siger, og det vi gør mindskes. Ikke som et offer vi af pligt skal bære for fremtidens skyld, men en mulighed for at leve et meningsfyldt liv – og trods alt kunne svare barnet, at selvom vi kunne have gjort meget mere meget tidligere, så lykkedes det os faktisk til sidst at tage problemerne alvorligt. Så må vi se, hvor langt vi kan nå.
Hvad skal videnskaberne tjene, hvis det ikke er menneskeheden
Forskere skal mere på banen
Bogen er et kampskrift. Skrevet af to mennesker og fædre. Men som nævnt også skrevet af to forskere. To forskere, der mener, at situationens alvor kalder på, at vi også som forskere kommer ind i kampen. Holder op med at skjule os bag vidensproduktionens påståede objektivitet og erkender, at vi er forpligtet på at bruge vores stemme som forskere til at bidrage til de forandringer, som er bydende nødvendige.
”Hvad skal videnskaberne tjene, hvis det ikke er menneskeheden”, spørger de retorisk og afviser, at videnskaberne kan beholde deres legitimitet, hvis de fastholder deres neutralitet. Det er en påstand, som nok skal bringe sindene i kog. Denne anmelder er langt hen ad vejen enig med påstanden.
Der findes ikke ”ren viden”, som andre må beslutte, hvad der skal stilles op med. Vores viden om, at vi har skabt et samfund, der undergraver vores egne børn og børnebørns livsmuligheder, kan ikke blot konstateres akademisk. Den rejser en etisk fordring til os alle om at handle – også som forskere.
Forsiden lige nu:

Sprogforskers karrieresti er belagt med både hverdagssprog og trusler
DERFOR BLEV JEG FORSKER: “Jeg ved, hvor du bor” er ikke en trussel i sig selv, men har alligevel en ildevarslende lyd. Tanya Karoli Christensen har specialiseret sig i den slags ytringer og fortæller i dag, hvorfor hun blev forsker.

OL-kemi, Science-hold og grønne løsninger: Ørsted Medaljen hylder unik underviser og rollemodel
STEM-fagene og en grøn fremtid skal være for alle. Det formår lektor, Novo-rådgiver og gymnasielærer i kemi Nicolai Bogø Stabell med unik undervisning, der både når universitetshøjder og samtidig lader talentet overvinde forhindringer hos udfordrede elever. Derfor modtager han H.C. Ørsted Medaljen i bronze.

Stor forskningsbevilling skal få danskerne op af sofaen
Forskere fra Syddansk Universitet har modtaget støtte fra Nordea-fonden til at videreføre den nationale måling ’Danmark i Bevægelse’ og blive klogere på børn, unge og voksnes bevægelsesvaner. Målet er at skabe et mere fysisk aktivt Danmark.
Seneste artikler:

Robothænder med følelser
Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu.

Jens Lundgren: – Jeg var lægestuderende, havde kludder i mit privatliv og ønskede at tage orlov. Så fik jeg en øjenåbner
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Midt i en periode med kludder i privatlivet blev Jens Lundgren inviteret til det føderale forskningsinstitut NIH i USA. Det blev en øjenåbner for ham.

Mathias Poulsen: – Mine spørgsmål trængte sig på: Bidrager legen til samfundets demokratiske samtaler?
DERFOR BLEV JEG FORSKER: Mathias Poulsen startede en international legefestival, som udviklede sig til et levende, legende fællesskab. Derfra mærkede han en længsel efter at stille store spørgsmål.
Loading...
Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.
