Priserne på de videnskabelige tidsskrifter stiger og stiger.
Alene i 2017 ender de danske biblioteker med at bruge over 200 mio. kroner på at skaffe forskerne adgang til de nyeste videnskabelige tidsskrifter. Det er i sig selv uholdbart og sætter de videnskabelige biblioteker uden hårdt økonomisk pres.
En måde – på sigt – at komme rundt om problemet er ved udstrakt grad af Open Access, altså fri og gratis adgang, hvor enten tidsskriftet selv eller forskeren publicerer artiklen så alle kan læse den.
Det står sløjt til
Der er i Danmark en open access strategi, som angiver, at 80% af alle artikler skal være tilgængelige som ”grøn” Open Access (OA) i 2017.
Det vil sige, at artikler publiceres frit i et åbent digitalt arkiv parallelt med det videnskabelige tidsskrift – evt. efter en karenstid, hvor artiklerne kun findes hos tidsskriftet.
Den seneste optælling af de over 1 mio. danske artikler angiver, at kun 23% rent faktisk er tilgængelige som open access – altså 57% fra det opstillede mål!
Ganske vist er de nyeste tal fra 2015, og der var faktisk en stigning på 5% alene det sidste år op til 2015, men det er stadig langt fra målsætningen. Særligt i betragtning af at alle danske artikler skal være frit tilgængelige i 2022.
Jeg mener, at forskerne som offentligt ansatte har en forpligtelse til at bakke op om den nationale politik
Hans Müller Pedersen, der er formand for den nationale styregruppe for Open Access, kalder selv målet på 80% ambitiøst:
– Hvis man tager realiseringen indtil nu af Open Access i Danmark i betragtning, herunder at alene knapt en fjerdedel af de videnskabelige artikler er Open Access i dag (baseret på data fra 2015), er målene i den Nationale Strategi for Open Access ambitiøse, skriver han i en mail til Science Report.
Det er også forskernes skyld
Så problemet er til at tage at føle på. Men mindst ligeså interessant er det, hvorfor det går så langsomt fremad.
Spørger man Hans Müller Pedersen, siger han at forskernes rolle er central for, at målet bliver nået:
– Vi ville være nået langt, hvis forskere og universiteter udnyttede deres legale ret til at udgive deres artikler i Grøn Open Access. Mange forlag tillader i dag Grøn Open Access med eller uden en karensperiode. Open Access Indikatorens sidste måling (marts 2017) viste, at 48 % af publikationer fra de danske universiteter kunne have været Open Access, hvis forskerne og universiteterne havde gjort dem tilgængelige på denne måde.
Den vurdering er Niels Stern, der har beskæftiget sig med Open Access- området i mere end 10 år, enig i:
– Jeg mener, at forskerne som offentligt ansatte har en forpligtelse til at bakke op om den nationale politik, der er på området. En del af deres opdrag burde være at søge open access, når de publicerer. Problemet er nok, at der ikke er særlig meget fokus på området, og at det endnu ikke fylder så meget i forskernes daglige arbejde.
En måde kunne være at stille strenge krav til open access publicering fra bevilgende myndigheder. Som det f.eks. er i dag, hvor alle projekter, der finansieres under Europa Kommissionens Horizon2020 program, skal publiceres open access. Det samme gælder andre store fonde inden for eksempelvis det biomedicinske område, og her er fokus på open access klart blevet skærpet.
– Men det kræver, at man er villig til at stille tydelig krav og følge op på, om de efterleves, siger Niels Stern.
Ingen lovgivning
I den danske strategi for open access er der lagt vægt på, at det skal ske uden lovgivning. Dermed har der ikke været mange incitamenter for forskerne til at være mere aktive på området, mener Niels Stern.
Det tyder ikke på, pengene er det største problem.
Forskerne og universiteterne har måske nok noget af ansvaret, for det ikke sker. Men i en hverdag med pres for at publicere næste resultat, søgen penge til ny forskning og fokus et helt andet sted, kan det virke nemt at skyde på forskerne, mener Charlotte Wien, der er leder af afdelingen for forskning og analyse ved universitetsbiblioteket på SDU:
– Det er meget at forvente, at forskeren skal have blik for det store billede med, at viden skal være for alle oven i alle de andre opgaver.
Ofte bliver der skudt på, at ændringer koster penge, men det tyder ikke på, pengene er det største problem. En EU rapport om Open Access peger på, at forskerne ikke har nok viden om, hvordan man gør og i øvrigt bekymrer sig over copyrightkrænkelser.
Hvad gør vi nu…
Når vi nu ikke er nået længere i Danmark, kunne det tyde på, der skal andre boller på suppen.
– En mere kontant honorering ville måske hjælpe – så man belønner dem, der gør en indsats. Ikke økonomisk, men fx ved at det kunne give en eller anden form for ekstra point, hvis man sikrer open access til sine publikationer. Det ville være et incitament for forskerne til at fokusere mere på open access, siger Niels Stern.
Men nu er det ikke altid, de mest prestigefyldte tidsskrifter giver mulighed for open access, og dermed kan det skabe problemer.
– En anden vej er øget dialog med universitetsledelserne. For der er jo mange forskere, som gerne vil gøre noget, men hvis de er pressede af alt mulig andet, som deres ledelse beder dem om, er det jo svært at have fokus på open access, når det ikke er meriterende på nogen måde, fortæller han.
Hvis man kigger mod udlandet, findes der gode eksempler at blive klog af.
For eksempel fra Universitetet i Liège i Belgien. Her har den progressive rektor Bernard Rentier i 2007 indført et princip om, at hvis man søger for eksempel en stilling eller en forskningsbevilling, så er det kun de publikationer, der ligger som open access i universitetets arkiv, der bliver talt med i ansøgningerne. På den måde har forskerne fået en helt naturlig interesse til at publicere open access.
– Det væsentlige er i hvert fald, at vi fortsætter med at afprøve nye veje og sikrer os, at alle aktører på området spiller konstruktivt med – inklusive forlagene, der i dag udgiver de videnskabelige artikler med meget store profitmarginer. Målet er jo at opnå den optimale tilgængelighed til den forskning, vi alle sammen betaler til inden for en rimelig økonomisk ramme, slutter Niels Stern.
Læs også: Kun ITU når den nationale målsætning for open access
