Employability bliver det aldrig til…

UGENS MENING: Tyskland er Danmarks største eksportmarked. Eksportandelen til Tyskland lå i 2014 på omkring 18 procent. Det næststørste eksportmarked var Sverige med en andel på knap 12 procent. Over en femårig periode har andelen af den danske eksport til Tyskland gennemsnitligt ligget på 15 procent. Føjer man yderligere tysktalende lande som Østrig og delvist Schweitz til, er eksportandelen endnu højere.

Tal dansk din hundsvot!
Et af de nye modeord på mit eget universitet hedder employability – det betyder arbejdsduelighed- eller færdighed, altså evnen til at kunne gå fra uddannelse og ind på arbejdsmarkedet; men i dag taler vi ikke længere dansk, for vi skal evaluere, facilitere, implementere, monitorere, optimere og guderne må vide hvad. Selv fristes jeg til at sige: Tal dansk, din hundsvot! Men Jean de France har kronede dage i den danske universitetsverden, hvor konsulenters bullshitsprog har holdt sit indtog, så ørerne er ved at falde af: “Vi skal have fokus på kvalitet og relevans, ikke kun i vores strategiske initiativer, men også i de daglige arbejdsgange,” som en nylig udnævnt universitetsdirektør for SDU alvorsfuldt har forkyndt det moderne universitetsevangelium. Smukt er det ikke. Det er forstemmende, at universiteterne har undergået et dannelsestab, så man nu fra ledelsesmæssig side ofte tyer til sprogbrug, som i al fald ikke borger for historisk tyngde eller international vidde. Hvorfor?

Samtidig med at vi excellerer i nysprog, har sprogfærdighederne aldrig været så ringe blandt danske studerende og deres undervisere. Jeg synes, det er både fornuftigt og rimeligt at diskutere kandidaters arbejdsduelighed, ligesom man med fordel kunne øge studerendes bevidsthed om, at de faktisk kan omsætte deres lærdom direkte på arbejdsmarkedet. Det er til gavn for både dem selv og samfundet. Men jeg er ikke sikker på, at jeg deler den opfattelse af ʽemployability’, som trives i betydelige dele af universitetsverdenen.

For ringe sprogkundskaber
Lad mig vende tilbage til mine eksportandele. Hvis vi nu har et tysksproget eksportmarked på knap 95 millioner mennesker (Østrig og Schweitz iberegnet), hvor fornuftigt er det så, at stort set ingen studerende i dag behersker tysk som talesprog endsige som skriftsprog? Jeg har svært ved at se logikken, når man vil diskutere ʽemployability’. Kunne dansk erhvervsliv ikke “optimere deres saleability” med medarbejdere, som behersker tysk?

I min verden hører det med til arbejdsduelighed, at man som minimum er i stand til at begå sig på sine nabolandes sprog. Jeg har flere gange oplevet, hvordan yngre kolleger i dag taler engelsk med jævnaldrende kolleger fra Sverige og Norge. Det er nedslående. Selvsagt kan universiteterne ikke løfte denne opgave. Den skal begynde i folkeskolen, videreføres i gymnasiet og plejes og videreudvikles på landets universiteter. Så meget desto mere som at en væsentlig del af forskningslitteraturen inden for human- og samfundsvidenskaber fortsat skrives på tysk – og fransk, italiensk og spansk kunne man tilføje.

Men skal vi virkelig investere tid og kræfter på tilegnelse af sprog, som vi alligevel regner med, vil spille en stadig mindre rolle? Har engelsk ikke overtaget den rolle, som tysk havde i det 19. århundrede, fransk i det 18. århundrede og før det latin?

Gentænk
Det er muligt; men hvis vi igen for en stund overvejer arbejdsfærdigheder og da ikke mindst i den sammenhæng de forkætrede humanisters mulighed for at entrere et arbejdsmarked, som de med betegnelser som cand.ubrugelig. er godt på vej til at blive trynet væk fra, kunne vi måske gentænke situationen. Hvor fornuftigt er det, at så godt som ingen længere behersker tysk, som alt andet lige giver en nemmere og mere fordelagtig adgang til Danmarks største eksportmarked? Læg hertil, at der fortsat føres meget væsentlige debatter i tyske medier, som såvel dansk erhvervsliv som dansk kultur generelt med fordel kunne tage ved lære af. Dertil kommer et andet forhold, som det kan være vanskeligere at forstå.

Med de ringe sprogfærdigheder, som præger dagens humanistiske- og samfundsvidenskabelige uddannelser, er vi godt på vej til at save den gren over, vi selv sidder på. I 1841 blev den første danske disputats efter dispensation fra kongen skrevet på dansk og indleveret til forsvar for den filosofiske doktorgrad. Det var Søren Kierkegaards Om Begrebet Ironi med stadigt Hensyn til Sokrates. Indtil da var alle afhandlinger skrevet på latin og det fortsatte en rum tid derefter. I dag kan historiestuderende ikke længere latin. Det betyder, at de er afskåret fra at læse centrale kilder til dansk videnskabshistorie før 1850, ligesom de selvsagt heller ikke er i stand til at læse andre betydningsfulde tekster på latin. Er det et problem? Ja, sågu er det så. Den, som ikke kan føre sit regnskab over 3.000 år, lever kun fra hånden og i munden, skrev Goethe. Han sigtede til det elementære forhold, at det ingen tid tager at ødelægge en kultur, men det tager 500 år eller en reformation at genopvække den, hvis overhovedet.

Provinsialisme og middelmådighed
Kultur er grundlæggende den sociale videreformidling og forfinelse fra generation til generation af læring, teknikker, handlingsmønstre, forestillinger og grundlæggende værdier. Hvis ikke vi fortsat løbende sørger for at videregive dem, forsvinder de. Det er universiteternes kulturbevarende opgave; men vi er andet og mere end bedemænd- og kvinder i forhold til kulturel reproduktion. Kultur holdes levende ved til stadighed at blive prøvet og videreudviklet. Forudsætningen for at træffe fornuftige beslutninger i nutiden er, at man kender sin historie. Den er et værn mod uigennemskuede fordomme og vanetænkning. Det er en af grundene til, at navnlig humanister og samfundsvidenskablere skal kende både forskningshistorien inden for deres felter og den generelle historie. Indgående kendskab til historien forudsætter imidlertid, at man arbejder med de grundlæggende tekster på deres originalsprog; men hvor er vi henne, når danske studerende er nødt til at læse Weber og Habermas, Durkheim og Voltaire i oversættelse? – eller når de samme studerende skal ud på arbejdsmarkedet i store danske virksomheder og alene er i stand til at følge udviklingen ved læsning af engelsksprogede medier, for slet ikke at tale om, at de i forhold til vore to største eksportmarkeder er nødt til at føre samtaler på engelsk? Det vidner da ikke om nogen stor sans for employability. Snarere om provinsialisme og middelmådighed.

Læs mere om diskussionen her