Er humaniora i krise?

Spørgsmålet om humanioras krise er blevet så fortærsket, at mange tager det for givet, at humaniora er i krise. At spørgsmålet stilles, er ikke så mærkeligt endda. Gennem de seneste år har man set lukninger af knapt halvdelen af universiteternes sproguddannelser, mens dimensioneringen i 2014 ramte især de humanistiske uddannelser med et forventet fremtidigt indtægtstab på over 100. mio. kroner om året på hvert af de to store humanistiske miljøer på AU og KU.

Det, der kan komme i krise, er det danske samfunds fremtidige evne til at tilbyde sproguddannelser, dannelsesfag og et samlet vidensgrundlag inden for det humanistiske område

Alt dette er sket til baggrunds­musikken af kommentarer fra politikere og medier om, hvordan de humanistiske uddannelser gør det ene eller andet forkert.

Besparelser har konsekvenser
Det er givet lettere at kritisere de humanistiske uddannelser end at skabe ram­merne i folkeskole og gymnasium for at flere unge får forudsætninger og lyst til at tage en naturviden­skabelig, teknisk eller håndværksmæssig uddannelse. Det er også givet at en del af de systematisk og gennem mange år underfinansierede humanistiske uddan­nelser i en årrække op mod 2014 optog for mange studerende, og følgelig blev pålagt et håndfast loft for optag. Endelig er det givet, at de store ind­tægts­­­tab for de humanistiske fakulteter vil betyde, at der årene fremover vil blive færre forskere og under­visere inden for de humanistiske fagområder. Men er besparelser og indskrænkninger – som ganske vist gør ondt, især for yngre forskere – det samme som at være i faglig krise? Næppe. Det, der kan komme i krise, er det danske samfunds fremtidige evne til at tilbyde sproguddannelser, dannelsesfag og et samlet vidensgrundlag inden for det humanistiske område.

Ingen kvalitetskrise
Hvis man ser på fakta bag krisestemningen på humaniora går det mange steder bedre end nogensinde. Der skrives stadig vægtige bøger, publicering af artikler stiger fortsat, og humanistiske forskere får en stadig stærkere international profil. Samarbejdet med virksomheder, kulturinstitutioner og fonde er voksende. Humanioras forskningsformidling er samtidig formidabel både i skrift og i medierne. De fleste humanistiske uddannelser arbejder energisk med beskæftigelses- og karriereparathed og klarer sig godt i forhold til at sikre bedre fremdrift og flere undervisningstimer. Hvis der gemmer sig en svaghed, så er det, at de store indtægtstab og aktivitetsindskrænkninger skærper humanioras udfordring med at sikre kritisk masse inden for de enkelte fagligheder.

Spørger man de humanistiske forskere, vil de fleste svare, at de føler sig forfulgt af stereotype generaliseringer i medierne

Det er et grundvilkår for humaniora overalt – også på verdens bedste universiteter – at der er mange små fagligheder og uddannelser. Det samlede gennemslag af besparelser og dimensionering kan imidlertid i dansk sammenhæng nogle steder risikere at bringe dele af humaniora under fagligt bæredygtigt niveau. Det kan rejse nye krav til samarbejdet mellem institutionerne, men er ikke i sig selv et krisetegn.

Hvor ligger problemet så? Spørger man de humanistiske forskere, vil de fleste svare, at de føler sig forfulgt af stereotype generaliseringer i medierne. Selv om dette er ubehageligt og urimeligt over for humanioras undervisere og studerende, så er sandheden, at de unge stadig søger optagelse på humaniora med stor interesse, og at kravene for at blive optaget på de gradvist færre studiepladser stiger år for år. Sand­heden er også, at humanistisk forskning og formidling i stigende grad efterspørges af virksomheder, offentlige institutioner og borgere. Det er heller ikke udtryk for en krise.

Nationale styringsmodeller eller ’højeste internationale niveau’
Risikoen for humaniora kommer fra en anden kant. I bestræbelsen på at opbygge natio­nale systemer og incitamentsstrukturer med bred virkning for alle fagligheder, som f. eks. BFI-model­len, der bestemmer hvordan midler skal fordeles, er der en risiko for, at danske humanistiske forskningsmiljøer indretter sig efter nationale modeller formet efter andre videnskabers model.

Fristelsen til at søge budgetmaksimering på bekostning af ’højeste internationale niveau’ kan udvikle sig til en indre krise i dansk humaniora

På den måde mister de fokus på den internationale standard inden for de enkelte videnskaber. Universitetslovens § 2 forpligter universite­terne på at ’…drive forskning og give forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau inden for sine fagområder’. Den standard måles og vurderes meget forskelligt – men overalt med høje kvalitetskrav – inden for de enkelte ’fagområder’ og videnskaber. Heldigvis skriver historikerne stadig bøger, selv om monografier ikke tæller så tungt i BFI. Men der er en betydelig risiko for, at et nationalt ønske om styring og adfærdsregulering af universite­terne med økonomidrevne incitamenter kan tvinge humanistiske fagligheder ind i en provinsialisering af deres kvalitetsmål. Fristelsen til at søge budgetmaksimering på bekostning af ’højeste internationale niveau’ kan udvikle sig til en indre krise i dansk humaniora. Lad os sætte vor lid til at den kommende finansieringsreform sammen med en fornuftig, dialogbaseret brug af udviklingskontrakterne vil sikre rum til, at de enkelte fagligheder kan udfolde sig i respekt for det, som er fagets internationale højeste standard – og i overensstemmelse med universitetsloven.

Menneskevidenskabernes bidrag til fremtiden
Krisestemninger opstår  nogle gange indefra, når der er store forandringer. Huma­niora står netop i disse år overfor nye opgaver, arbejdsfelter og metoder, som trænger sig på ved siden af de klassiske vidensområder. Der er i lyset af krisestemningen en risiko for, at humaniora ikke vil være i stand til – sammen med samfundsvidenskaberne – at påtage sig de nye opgaver, som den seneste tids store teknologi- og samfundsopbrud stiller til menneskevidenskaberne. Vor evne til at styre teknologien er i disse år større end vor evne til at styre dens konsekvenser og samfunds­udviklingen. Det viser sig bl.a. i form af tidens store udfordringer til et folkestyre på et fælles videns­grundlag, de samfunds­mæssige brydninger af globalisering og kulturmøder og destabiliseringen af de internationale relationer; for ikke at tale om udfordringerne til inklusion og indre sikkerhed. Det danske samfund har brug for, at humaniora og samfundsvidenskaberne tager den opgave på sig at skabe ny, sikker viden om denne udvikling. Sikre kandidater, som kan tage denne viden med sig til det danske arbejdsmarked, og formidle disse kundskaber i al deres kompleksitet til et samfund, som i de kommende år står over for store udfordringer. Alle de store teknologiske nybrud – ikke mindst de samfundsmæssige konsekvenser af digitaliseringen – rummer et møde mellem menneske, teknologi og samfund, hvor humaniora, samfundsvidenskab og de tekniske videnskaber må arbejde sammen for at sikre et samfund på menneskenes, og ikke robotternes, vilkår. Her ligger en stor ledelses- og samarbejdsopgave, som bedst kan løses uden en overhængende dommedagsstemning.

Det danske samfund har brug for selvsikre, ydedygtige humanistiske videnskaber i fremtiden. Det ville være hjælpsomt, hvis vore politikere fortæller det klart og tydeligt til humanisterne og til den brede offent­lighed, så vi kan få lukket krisesnakken og komme videre med arbejdet.

Klummen er skrevet af Johnny Laursen, Dekan på Arts ved Aarhus Universitet.