Forestil dig en linje. I den ene ende har vi den nysgerrighedsdrevne grundforskning, som opstår ud fra forskerens egen idé – her finansierer Det Frie Forskningsråd og Grundforskningsfonden. I den anden ende har vi den målrettede markedsrettede forskning – her finansierer Innovationsfonden.
På linjen mellem de to yderpoler har vi tidligere blandt andet haft den strategiske forskning og sektorforskningen. Essentielle forskningsområder, som i et vist omfang er blevet glemt i den måde, som vi i dag finansierer forskning på, mener Kaare Aagaard, seniorforsker hos Dansk Center for Forskningsanalyse.
Det er på tide at overveje hvordan vi i Danmark finansierer forskningen, så vi undgår flaskehalse og ubalancer
Problemet er et blandt flere, som Kaare Aagaard peger på, som skævvrider dansk forskning. Der er store huller i den danske forskningsverden, hvor nogle få områder har midler nok, mens mange andre skal kæmpe hårdere. Han peger derfor på, at det er på tide at overveje hvordan vi i Danmark finansierer forskningen, så vi undgår flaskehalse og ubalancer, som dem, der er ved at opstå.
Universiteterne mister magt til at prioritere forskning
Forskningsfonde finansierer eksempelvis en stor del af dansk forskning. Men fordi de enten ikke betaler så meget overhead eller fordi projekterne på anden måde trækker indirekte omkostninger med sig, binder universiteternes eksterne forskningsmidler ofte basismidlerne, så universiteterne har mistet magt til at prioritere deres egen forskning.
– Basismidlerne bliver hæftet på de eksterne fondsmidler, og det betyder, at universiteternes forskningsprioriteter i vidt omfang bliver truffet af de eksterne fonde – hvad enten de er offentlige eller private. Det betyder, at universiteterne ikke har råd til at forfølge den forskningsdiversitet og de problemstillinger, de gerne vil, forklarer han.
– Det er jo naturligt, at fondene har nogle forskningsområder, som de satser på. Men ud fra en samfundsmæssig betragtning, er der et behov for, at man i højere grad ser på systemet i et porteføljeperspektiv – altså på om vi som helhed dækker hele den palet, vi gerne vil have viden indenfor, siger Kaare Aagaard.
Hovedproblemet, mener Kaare Aagaard, er at man på den måde tvinger forskningen ned i to snævert definerede kasser; i den ene handler det primært om at publicere i bestemte prestigefyldte tidsskrifter. Den anden er meget markedsorienteret, hvor det er afgørende om forskningen har kommercielt potentiale.
Begge dele er vigtigt, men det udelader en række andre forskningsområder, som ikke passer ned i de kasser. Det kan være nogle af de store samfundsudfordringer, som vi står over for, som klimaforskning og forskning i fødevarer, migration, biodiversitet, som kræver andre former for støtte og virkemidler.
Flaskehalsen i karriereforløbene
Problemet er ikke kun indenfor den strategiske forskning. Kaare Aagaard peger også på et flaskehals- eller timeglasproblem, som opstår i forskernes karriereforløb. I en periode som den nuværende, præget af bevillingsmæssig stagnation eller nedskæringer, blokeres mange ph.d’ers og postdocs’ karriereforløb af, at der først bliver faste stillinger ledige i det øjeblik, at en person i en fast stilling siger op eller går på pension.
Det vil sige, at man bruger mange midler i bunden af systemet til at uddanne forskere og betale løstansatte forskere. Herefter koncentrerer midlerne sig på relativt få styrkepositioner i den modsatte ende af spektret.
– Der er mange postdoc’er, men der er ikke stillinger til dem. Man risikerer at tabe en generation af forskere på den måde, siger han.
Igen er der store huller i finansieringen, som giver ubalancer og flaskehalse i universiteternes forskning.
– Min pointe er, at der er brug for at kigge på de her balancer. Man har nogle kortsigtede eller relativt snævre forventninger til forskningen, men der er ikke meget blik for systemet i sin helhed. På den måde har man fået et system, som fremstår meget opsplittet, siger Kaare Aagaard.
Alle er sig selv nærmest
Ubalancerne og flaskehalsene bliver ikke bedre af, at alle aktørerne i forskningssystemet har forskellige interesser, og at der er en tendens til, at de alle anskuer problemet fra deres egen position.
Hvis der ikke er nogen, der hæver sig op over det og ser systemet som en organisk helhed, så er det man får den her fragmentering
– Det Frie Forskningsråd er sat i verden til en ting, Innovationsfonden til en anden. De private fonde har deres egne formål. Hvis der ikke er nogen, der hæver sig op over det og ser systemet som en organisk helhed, så er det man får den her fragmentering, hvor nogle af de her vigtige forbindelseslinjer i systemet kommer under pres, forklarer han.
Han fortæller dog samtidig, at det trods de forskellige aktørers forskellige interesser er noget, der bliver drøftet uformelt på forskellig niveauer, for at finde ud af, hvordan man kan sikre, at systemet som helhed bliver mere sammenhængende.
Kaare Aagaard mener, at man er nødt til at samle aktørerne og diskutere problemet.
Alle skal være med i løsningen
– Punkt et er at anerkende problemet – hvis man deler min analyse. Punkt to er i højere grad at bringe de forskellige aktører sammen, så man kan få et system, hvor det anerkendes, at et sundt og levedygtigt forskningssystem er et system, hvor der sker en kontinuerlig fornyelse, og hvor der er behov for en større grad af pluralisme end den, der passer ind i de aktuelle snævert definerede kasser, siger han og peger på forskellige løsninger fra andre lande:
I Holland har man en stærkere tradition for, at universiteterne og de finansierende organer koordinerer for at undgå den slags problemer, mens man i Norge har ét stort forskningsråd, som dækker hele paletten fra grundforskning til anvendt forskning.
– Det er klart, at der er fordele og ulemper ved alle de her konstruktioner. Jeg mener derfor, at en start er at anerkende, at der er et problem. Der bliver i øjeblikket snakket meget om, at de private fonde kommer til at fylde væsentligt mere, end de har gjort tidligere, og at det skaber udfordringer. Alt det offentlige kan man i princippet styre fra toppen. Men i forbindelse med de private fonde, bliver man nødt til at have noget frivillighed ind over i forhold til i højere grad at tænke i det her systemperspektiv. De fleste af dem er heldigvis også med på, at de er nødt til at være med, og de har åbenlyst en langsigtet interesse i, at vi har et samlet system, som er stærkt. De har heller ingen interesse i en skævvridning. På den måde tror jeg, at der er lydhørhed i forhold til det, forklarer Kaare Aagaard.
