Spillerum for ledelsen på universiteterne så de kan styrke fagligheden.
Det har været en af intentionerne bag flere reformer af vores otte universiteter siden begyndelsen af nullerne. Og efter en lang række reformer er det på tide at stoppe op og se på, om ikke man kan fjerne nogle regler og tiltag, mener Kaare Aagaard:
– Måske skulle vi se på, hvordan alle reformerne spiller sammen? Samlet ser det ud til, at reformerne giver en overstyring af universiteterne, siger han.
Kaare Aagaard er seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet. Han står sammen med Jonas Krog Lind, der er ph.d. ved Københavns Universitet, bag et kapitel om universitetsreformerne i en ny bog om styring og evaluering i den offentlige sektor, der for nylig er udkommet på Hans Reitzels forlag.
De to forskere analyserer ledelsesreformen fra 2003, fusionerne i universitetssektoren fra 2007 og introduktionen af den såkaldte Bibliometriske Forskningsindikator i 2010.
I analysen konkluderer de, at der samlet er brug for færre redskaber og en mere langsigtet styring af universiteterne.
Et nyt lag af regler
Siden er det nye bevillingssystem kommet til. Også med denne reform er kommet regler inden for områder, som allerede er adresseret i andre reformer:
”Høj beskæftigelse bliver eksempelvis honoreret gennem reglerne i det nye bevillingssystem,” siger Kaare Aagaard og fortsætter:
”Men hvordan spiller det sammen med de lokale aftagerpaneler på institutterne, akkrediteringsinstitutionen, de strategiske rammekontrakter, beskæftigelsesundersøgelser, evalueringerne af samarbejdsrelationer med erhvervslivet og honorering af beskæftigelse fra dimensioneringsreformen?”, spørger han retorisk
Når man med nye reformer lægger nye lag af regler oven på gamle kan det give en overstyring af universiteterne. Især når man ikke kasserer regler på det samme område, selvom de i nogle tilfælde overlapper.
Der har været forskellige argumenter fremme mod den stramme styring af universiteterne i forhold til beskæftigelse – fx at ingen kan forudse, hvordan behovet bliver for de forskellige kandidater i fremtiden.
”Men det må jo heller ikke blive et argument for, at det er bedst, hvis universiteterne får lov til at udvikle sig helt frit – selvfølgelig skal man styre efter muligheden for beskæftigelse og gavn for samfundet. Men det virvar af overlappende tiltag, vi ser i øjeblikket, er nok ikke den mest effektive måde at gøre det på”, siger Kaare Aagaard.
Færre redskaber, mere langsigtet styring
Forskningen og midlerne til den er afhængig af universiteternes samlede finansiering, og der er sket ændringer i forbindelse med flere af reformerne.
Ændringerne i finansieringssystemet har øget andelen af eksterne midler på bekostning af de såkaldte basismidler, som universiteterne selv råder over. Og basismidlerne skal bruges til andet end forskning.
Det kan være til medfinansiering af universiteternes uddannelser, som i nogle tilfælde ikke løber rundt uden.
– Basismidlerne er samlet blevet mindre frie, og mindst halvdelen af de cirka 8 milliarder kroner er i dag bundne penge i en eller forstand, vurderer Kaare Aagaard. Ikke nødvendigvis til medfinansiering af uddannelser, det kan også være medfinansiering af forskning for eksterne midler, hvor der ikke altid følger midler med til fx administration.
– Det nye bevillingssystem er vedtaget af alle partier. Universiteterne er ikke et område, hvor man er meget uenige om retningen politisk. Derfor håber jeg også, det er muligt se på, om man kan reducere omfanget af regler, så der kommer lidt mere råderum til universiteterne, som politikerne bag reformerne oprindelig ønskede, siger Kaare Aagaard.
