Hvis man kigger på universiteternes hjemmesider, er der tilsyneladende en god del samarbejde kommuner og universiteter imellem. Og meget tyder på, det er en god måde at avle tværfaglighed og smage på virkeligheden:
– Det bedste har været, at vi som forskere får nogle helt konkrete problemstillinger ude fra virkeligheden, som vi kan lege med. Og sådan fra helikopterperspektiv, så synes jeg personligt også, det er fedt, at vi kan være med til at gøre en forskel i samfundet – i dette tilfælde ved at forbedre situationen i folkeskolen. På universitetet mærker jeg det ikke helt så klart, hvis fx jeg udarbejder en videnskabelig artikel, som der nok ikke er mange, der læser, siger Simon Lex, der er adjunkt på Institut for Antropologi på KU.
Projektet han deltager i handler om at optimere offentlige bygningers energisystemer og at skabe bedre indeklima i skoleklasser. For det er ikke det bedste, viser flere rapporter
Men et forskningsprojekt med samarbejdspartnere fra så forskellige grene som antropologi, jura og computerteknologi ville sammen med Høje Taastrup Kommune gøre noget ved problemet:
– Vi stod pludselig med 31 IC- metre (der måler fugt, støj, temperatur og CO2, red.) som vi kunne bruge til at måle indeklimaet i skoleklasser med, fortæller Morten Rasmussen, der arbejder i klimasekretariatet i Høje Taastrup kommune.
Siden købte de 100 IC metre mere til projektet.
Hele ideen var at tage det ekstra skridt, hvor vi binder både DTU, men også humaniora og samfundsfag sammen med det omgivende samfund
Kommunen deltager sammen med 11 andre parthavere. Projektet er en del af ”Smart Cities Accelerator”, der har til formål at facilitere demonstrationsprojekter, som skal fremme mere bæredygtige kommunale energiløsninger på tværs af den dansk-svenske region Greater Copenhagen.
Men for at vise hvordan IC-metrene kunne bruges, krævede det imidlertid både en IT tilgang, da der skulle skrives et brugerinterface og en antropologisk tilgang, da målet også var, at forstå hvorfor indeklimaet var skidt.
Mange interessenter
Projekter af denne her type kommer ikke op at stå af sig selv. Anne Marie Damgaard, der er ledende projektleder for Smart Cities Accelerator og ansat på DTU Compute startede for 2 år siden med at udvikle selve projektideen og kontakte byer, universitetspartnere og virksomheder i Øresundsområdet omkring at deltage i projektet. Den overordnede ide handlede om, at byer og virksomheder med udgangspunkt i deres daglige energi- og klimaudfordringer skulle teame op med universitetsforskerne og sammen definere og udvikle løsninger og demonstrationsprojekter, der står på skuldrene af ny forskning.
– I fællesskab udarbejdede vi en ansøgning til EU’s Interreg-Øresundsprogram om at få midler til at arbejde på tværs af aktører og fagdiscipliner, fortæller Anne Marie Damgaard og fortsætter:
– Hele ideen var at tage det ekstra skridt, hvor vi binder både DTU, men også humaniora og samfundsfag sammen med det omgivende samfund. Det sker nemlig ikke i tilstrækkelig grad.
Ansøgningen blev godkendt af Interreg med en tre årig bevilling (2016 – 2019) på godt 6.5 millioner euro, hvor alle partnere i projektet samtidig selv medfinansierer deres andel i projektet med 50 %.
Indeklimaets tilstand er ikke alene et teknisk anliggende. Der er både en personlig og en social del i opfattelsen af indeklimaet.
Hvor kommunen gerne ville stille bygninger til rådighed – i det her tilfælde skoler, ville antropologerne undersøge sociale og organisatoriske forhold bag opfattelsen af indeklimaet. For det er meget forskelligt fra person til person
– Indeklimaets tilstand er ikke alene et teknisk anliggende. Der er både en personlig og en social del i opfattelsen af indeklimaet. På skolen er det noget som lærere, elever og servicepersonale i dagligdagen forholder sig til, og hvis vi skal være med til at løse problemet, så er det vigtigt at kigge på deres forståelser og forhandlinger af indeklima, forklarer Simon Lex.
Faren – og glæden – ved en løs projektformulering
Projektet var ret ”løst” formuleret fra starten, hvilket både er en fordel og en risiko i den slags samarbejder:
– Det er vigtigt for mig ikke at overgøre mit disciplinære ophav. Faktisk vil jeg i det tætte og intense samarbejde helst glemme min faglige baggrund, fortæller Simon. Når vi sidder sammen, så er vi et team. Jeg vil hellere have fokus på det, vi skal opnå frem for at oppuste min egen faglighed – det handler om at komme i gang, og der skal vores kompetencer nok vise sig.
– …med risiko for man skyder ved siden af, når man ikke har noget klart defineret, supplerer Morten Rasmussen
Men når målet ikke er defineret stramt, skal der også være rum til at ændre fokus. Det gav nogle udfordringer, fortsætter Morten:
– Som udviklingsmedarbejder i kommunen skal jeg fx sørge for at tage bygningsafdelingen i ed, med frygt for jeg ikke forstår deres arbejdsgange til fulde, og der har vi haft nogle udfordringer.
Da alle indeklimamålingerne fra klasserummene begyndte at komme ind, delte folkene bag projektet naturligt nok fundene med lærerne. Men det viste sig, at være uhensigtsmæssigt uden en klar plan for forløbet. Så data blev tilbagetrukket kort efter lancering.
– Så lærerne fik 5 minutter til at se resultaterne, og så endte vi med at vente flere måneder på at dele resultaterne ud, fortæller Morten.
…altså skolelærerne elsker jo forskere, og når DTU kommer, så lytter de også efter i bygningsafdelingen.
Til gengæld får man også noget ud af den løse formulering, mener Simon Lex:
– Når kommunerne fx samarbejder med forskerne, så åbner de for eksperimentelle rum, hvor de kan gøre noget andet, end det de plejer at gøre. Alle risikerer noget ved at gøre det anderledes, end vi plejer at gøre. Sådan bliver det nødt til at være. Men ved at udfordre og udforske de velkendte arbejdsprocesser og fokusområder, så kan der komme noget originalt og innovativt ud af samarbejdet.
Den tværfaglige viden
For forskerne har det været interessant at arbejde ude i den ”virkelige verden”. Men kommunen har også fået noget ud af det:
– Jeg er ovenud lykkelig for samarbejdet. Vi ved alle sammen, at kommunerne har en vis mængde kapacitet og ressourcer og alt muligt andet. Jeg ville aldrig kunne løfte det her alene, så det at jeg kan få DTU og KU ind og kigge på det, gør at jeg kan komme meget videre med energioptimeringen i kommunen.
Når forskerne deltager, glider den nye viden også nemmere ud i kommunen:
– …altså skolelærerne elsker jo forskere, og når DTU kommer, så lytter de også efter i bygningsafdelingen. Det er ikke bare mig, der siger, vi kan gøre det bedre, fortælle Morten Rasmussen – det kommer fra nogen, der ved, hvad de snakker om.
Projektet har kørt et års tid på to skoler, og partnerne begynder at kunne skimte slutdatoen. Derfor arbejder de aktuelt på at finde partnere, der kan kommercialisere metoden til måling af indeklima. Desuden skal det afprøves i Sverige, og endelig arbejder konsortiet på næste ansøgning, der skal sikre, at systemet kommer ud til andre kommuner og bygningstyper.
