Når forskere og bekymrede borgere går i demonstration lørdag d. 22. april, er det et opråb mod beskæringer i forskningsmidler og faldende opbakning til forskningen. March for science er overskriften, og der er demonstrationer i større byer verden over. I Danmark foregår det i København fra kl. 13 og Aarhus fra kl. 14.
Størst støtte til initiativet er der i USA, hvor der siden valget af Donald Trump som amerikansk præsident har hersket frygt og lede i forskningsverden. Det er Trump-administrationens bevidste brug af alternative facts, dens støtte til klima- og vaccineskeptikere og senest dens forslag til omfattende nedskæringer på centrale forskningsagenturer, der har været den direkte anledning til March for science.
Den danske nedskæring på forskningsrådene er større end Trumps planlagte 18 procents beskæring på National Institute of Health
Fald i forskningsbevillingerne
Situationen i Danmark er ikke ligeså kritisk og kaotisk. Så hvorfor udbrede en ide fostret i den amerikanske virkelighed til Danmark?
Først og fremmest er der sket besparelse i bevillingerne.
I 2016 skar regeringen for første gang siden 2005 i finanslovbevillingen til forskning og udvikling. Værst gik det ud over de frie forskningsråde, der blev reduceret med hele 21 procent.
Den danske nedskæring på forskningsrådene er større end Trumps planlagte 18 procents beskæring på National Institute of Health, den amerikanske pendant til et medicinsk forskningsråd. Besparelsen skaber problemer for den frie forskning i Danmark og ikke mindst for talentudviklingen.
Landbrugspakke og HPV-vacciner
Dernæst er der et tiltagende tegn på disrespekt for forskningsbaseret viden i både politiske og individuelle beslutninger. Se bare i sager som Landbrugspakken, hvor forskere fra Aarhus Universitet først – som del af deres kontrakt Miljø- og Fødevareministeriet – havde fået forbud mod at offentliggøre deres resultater (og forbud mod at sige, at de ikke måtte sige noget), og så derefter oplevede, at ministeriet fordrejede tallene.
Eller sagen om HPV-vaccinen, hvor oplyste og velmenende forældre bevidst og i stor stil fravælger det offentligt anbefalede og forskningsbaserede vaccineprogram til deres 12-årige døtre – og det på baggrund af anekdotisk information om bivirkninger, der ikke kan sættes i sammenhæng med vaccinen, i hvert fald ikke forskningsmæssigt.
Det er alt sammen indikationer på, at forskning kan være ved at miste legitimitet blandt politikere og borgere i Danmark. Ikke helt så skræmmende som Trump, men dog nok til at gå på gaden d. 22. april for at markere sin egen støtte til forskningen. ”Science, not silence”, som det officielle slogan lyder.
Bred støtte til forskningen
For selv om forskningen ser ud til at miste legitimitet, mener danskerne forskning er vigtig. De europæiske meningsmålinger Eurobarometer har siden 1973 gennemført regelmæssige undersøgelser af europæernes holdning til forskning, teknologi og innovation.
Det seneste Eurobarometer om forskning er fra 2014. Her blev respondenterne bedt om at forholde sig til forskningens positive eller negative indvirkning på en lang række områder fra miljø og sundhed til jobskabelse og sikkerhed.
Størstedelen af europæernes vurderer, at forskning (og teknologi) ville have en positiv virkning på alle områder. Danskerne hørte ikke overraskende til blandt de allermest positive europæiske befolkninger, når det gjaldt vurdering af forskningens fremtidige konsekvenser.
Forskere må gerne komme lidt mere ”ud af elfenbenstårnet” og deltage aktivt i den offentlige debat – det vil berige både politik og forskning
Forskningsdemo en dårlig ide
Demonstrationen d. 22 april har mødt modstand – forskningens brede appel taget i betragtning kan det ikke komme som en overraskelse. For eksempel har den amerikanske geolog Robert S. Young har i en debatartikel i The New York Times argumenteret for, at arrangørerne risikerer at gøre det hele værre.
Young frygter, at demonstrationen vil sætte forskere i bås med andre interesseorganisationer, der føler sig overset og råber højt. Demoen kan i værste fald bidrage til at politisere forskningen yderligere, altså det stik modsatte resultat af, hvad organisatorerne ønsker.
Der er ikke brug for, at forskere går på gaden, men snarere, at de bevæger sig ud i foreninger, skoler, markeder, forsamlingshuse, partiforeninger mm. Forskningen skal være mere synlig i samfundslivet, siger Young, og ikke kun stræbe efter at blive hørt på Capitol Hill (og Christiansborg).
Youngs sidste pointe er god og gælder også på vores side af Atlanten. Selvom der allerede foregår rigtig meget god forskningsformidling, er der stadig behov for tiltag, der styrker kommunikationen mellem folk og forskere – hvilket allerede var anbefalingen i rapporten Forsk og fortæl udgivet i 2004 af videnskabsministerens Tænketank for forståelse for forskning.
Men det ene udelukker ikke det andet. Forskning – dvs. forskere og deres forskningsinstitutioner – bør være stærkt repræsenteret i det politiske liv såvel som i det daglige liv. Og forskere må gerne komme lidt mere ”ud af elfenbenstårnet” og deltage aktivt i den offentlige debat – det vil berige både politik og forskning.
Historisk fortilfælde
Lørdag d. 22. april 2017 vil ikke være første gang, at man ser forskere på barrikaderne i København. D. 2. februar 1951 fandt Akademikertoget, som det efterfølgende blev kaldt i aviserne, sted – en protest imod ”videnskabens proletarisering”, som en af bagmændene, Ekstrabladets videnskabsjournalist Børge Michelsen, formulerede det.
I 1951 var det frygten for, at dansk forskning ville sakke bagud i forhold til udlandet, og at vi ville miste landets fremmeste forskere, hvis ikke regeringen tog initiativ til at støtte forskning mere direkte. Det virkede. Allerede året efter blev Statens Almindelige Videnskabsfond etableret, og selv om dens økonomiske betydning var minimal i årene herefter, havde den stor symbolsk værdi.
Til kamp for forskningen
I dag er situationen en anden. Dansk forskning hører til i den absolutte verdenselite, og Danmark er et af de lande i verden, der bruger flest penge på forskningen.
Den seneste tids politiske udvikling har derimod vist, at vi ikke kan tage forskningen for givet
Perioden fra 1951 til i dag har med al tydelighed vist, at forskning er en grundpille i et moderne videns- og velfærdssamfund. Den seneste tids politiske udvikling har derimod vist, at vi ikke kan tage forskningen for givet.
Forskning er vores eneste samfundsinstitution, der målrettet arbejder på at fremskaffe den mest solide viden, vi overhovedet kender til. Det er en langsommelig og møjsommelig proces, har vi lært af mange årtiers studier af forskningens verden.
Forskningens resultater er ofte foreløbige og usikre, og de bliver kun til sikker og stærk viden i kraft af mere forskning og mere viden. Og viden er – og bør være – grundlag for erkendelse, beslutninger og holdninger.
Derfor kan vi ikke undvære forskningen.
Forskning er værd at kæmpe for, og det kan man jo passende gøre ved at gå en ”march for science” lørdag d. 22. april.
