Connect with us

Hvad søger du?

Science ReportScience Report

Debat

Humaniora og naturvidenskab – en ny æra

UGENS MENING: Ny viden om evolution åbner for en fælles forståelse af verden

Det er knap 60 år siden, den engelske atomfysiker, litterat og embedsmand C.P. Snow holdt sin Rede-forelæsning i Cambridge, hvor han udmøntede udtrykket, de to kulturer, og i den sammenhæng understregede det sørgelige i, at humanister og naturvidenskabsfolk ikke længere var i stand til at forstå eller tale til og med hinanden, ja, at de endog lagde hinanden for had. Snow havde inderlig ret. Kun få humanister har kendskab til, endsige indsigt i grundlæggende naturvidenskabelige erkendelser gjort i løbet af de sidste 50 år. Det forholder sig tilsvarende i naturvidenskaben, men med omvendt fortegn. Og problemet gælder ikke i mindre grad social- og adfærdsvidenskaberne.

Jeg har et nyt og anderledes forslag, som tager den aktuelle videnskabelige situation alvorligt og lader den være springbræt for et storstilet eksperiment

Det var blandt andet i lyset af den situation, man i Danmark og andre europæiske lande i 80’erne søgte at råde bod på miseren gennem ændring af uddannelsessystemerne. Det måske mest synlige bevis var indførelsen af Almen Studieforberedelse i gymnasieskolen samt skærpede krav til sproglige gymnasiaster om fysik- og matematikundervisning i 1989. Den tilstræbte dialog er imidlertid ikke blevet virkeliggjort. På grundlag af de erfaringer, jeg selv har gjort med egne sønner og venners børn, er der være god grund til at nære sund skepsis. Anstrengelser står ikke mål med udbyttet, og evner og tid investeres forkert.

Biologien som bindeled
Jeg har et nyt og anderledes forslag, som tager den aktuelle videnskabelige situation alvorligt og lader den være springbræt for et storstilet eksperiment. Lad biologifaget være omdrejningspunkt for et forsøg på at samle naturvidenskab, social- og adfærdsvidenskaberne og humaniora. I modsætning til matematik og fysik, der kan virke fremmedgørende på sproglige studenter (og dette turde være en eufemisme), har biologien et betydeligt potentiale for at danne udgangspunkt for en fælles videnskabelig samtale. Det kræver en forklaring.

I løbet af de sidste 20 år er stadigt flere natur- og samfundsvidenskablere kommet til den erkendelse, at kultur spiller og har spillet en helt afgørende rolle for den specifikt menneskelige evolution. Hvor klassisk evolutionstænkning, inkl. profilerede forskere som f.eks. Dawkins, lægger afgørende vægt på gener som udslagsgivende for menneskelig handlen og tænken, har en ny gren udviklet sig inden for felter som evolutionsbiologi og moralpsykologi. Al evolution, ikke blot den menneskelige, må forklares ud fra det, man kalder geneculture coevolution eller DIT (dual inheritance approach).

en stadig større gruppe inden for både natur- og samfundsvidenskab fået øje på og sans for religion som en væsentlig driver i den hominine evolution

Tanken er, at udviklingen går begge veje fra gener til kultur, men også omvendt, fra kultur til gener, sådan som vi f.eks. kender det fra den menneskelige laktosetolerance, som i forlængelse af introduktionen af domesticeret kvægdrift og dermed forbundne malkningstraditioner har gjort det muligt for mennesker i dele af verden at tåle mælkeprodukter. Bæveren, som bygger dæmninger i floden, ændrer også sit miljø, som dermed får mulighed for at øve indflydelse på geners påvirkning. Vi er ved en helt ny begyndelse for at tænke ʽkultur’ og ʽbiologi’ sammen. Dermed står en helt række traditionelle modsætninger også for at forsvinde: miljø vs. arv, natur vs. kultur, menneske vs. dyr.

Når jeg vælger at sætte de to udtryk i anførselstegn, har det en god grund. Alt, hvad vi betegner kultur, er en uomgængelig del af biologien. Det gælder også en strygekvartet af Brahms. En lang række dyr som f.eks. ravne, krager, delfiner, elefanter og chimpanser har kultur forstået som teknikker, knowhow, læring, redskaber etc., som ikke er genetisk formidlet, men videregivet mellem slægtled og mellem ligemænd. Nogle chimpanser bruger op til fem forskellige redskaber for at skaffe sig adgang til termitboer. De omtalte dyr har imidlertid ikke kompleks akkumuleret kultur. Det er et menneskeligt særkende. Ser man f.eks. på cyklens udviklingshistorie, har den undergået enorme forandringer i de 200 år, den har eksisteret. Chimpanserne træredskaber er forblevet identiske over tid. Det hænger sammen med, at den hominine (specifikt menneskelige blandt de øvrige menneskeaber) linje, da den for ca. 4-3,5 millioner år siden skilte sig ud fra chimpanser og bonoboer, har undergået en række forandringer, som særligt skyldes bevægelsen ind i et nyt habitat, fra skov til savanne.

Vi er i en ny situation, hvor naturvidenskabsfolk (primært biologer), adfærds- og socialvidenskablere mødes og samtaler med eksempelvis religionsvidenskabsfolk

Det gælder her, som antropologen og evolutionspsykologen Joseph Henrich udtrykker det i en nylig bog: Den naturlige selektion har arbejdet på vore hominine formødres og forfædres gener, så den har formet vor psykologi på en sådan måde, at den danner ikke-genetiske evolutionære processer med mulighed for komplekse kulturelle tilpasninger. Eller sagt på anden vis. I modsætning til alle andre dyr styres vi i vidt omfang af kulturel påvirkning. Ja, faktisk er det sådan, at mange evolutionsbiologer vil hævde, at i sammenstillingen mellem gen-kultur koevolution har den kulturelle side siden i al fald de sidste 40-25.000 år vundet overhånd.

Strømningen er på vej
Det er da også i den sammenhæng interessant at konstatere, at i modsætning til for blot få år siden, hvor naturvidenskabsfolk så med stor skepsis på religion, har en stadig større gruppe inden for både natur- og samfundsvidenskab fået øje på og sans for religion som en væsentlig driver i den hominine evolution. Det er nye toner for os, som har været vant til at høre på Richard Dawkins’, Daniel Dennetts, Sam Harris’ og Christopher Hitchents noget puerile opfattelse af religion. Det gør hverken religion til noget naturligt eller i sig selv noget godt. Snarere er der tale om et evolutionært biprodukt afstedkommet af udvidelsen af den menneskelige pallet for følelser, som var helt afgørende i bevægelsen fra skov til savanne. Kun den, der kan fastholde positive følelser, kan indgå i mere varige gruppedannelser, som igen er en præmis for at overleve i et nyt miljø.

Vi er i en ny situation, hvor naturvidenskabsfolk (primært biologer), adfærds- og socialvidenskablere mødes og samtaler med eksempelvis religionsvidenskabsfolk som jeg selv. Det er en ny æra, og det er, føler jeg mig ret overbevist om, en, som er kommet for at blive. Der ligger her et enormt potentiale for uddannelsessystemet for at genopdage og genoptage samtalen mellem de forskellige kulturer, social- og adfærdsvidenskab og kulturvidenskab. Kun fantasien sætter grænser. Samtidig gætter jeg på, at netop biologien ved grundlæggende at tænke ud fra en kontinuitetstanke (alt kan og skal forstås i lyset af den tidligere udvikling), har langt større appel til ʽsprogligt’ orienterede gymnasiaster og universitetsstuderende. Kom bare i gang.

Klummen er skrevet af Anders Klostergaard, der er professor på afdeling for religionsstudier ved Aarhus Universitet.

Forsiden lige nu:

Johan Olsen modtager hæderspris 

– Han forener et aktivt forskerliv og et musikerliv i bandet Magtens Korridorer med en bred populær forskningsformidling, siger professor Anja C. Andersen.

Seneste artikler:

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.