Jeg har været til møde med virkeligheden. Hun hedder Sofie Carsten Nielsen, og hun virker lun, kvik og målrettet. Men hun er forhenværende uddannelses- og forskningsminister for det Radikale Venstre og dermed fødselshjælper til bl.a. ordet fremdriftsreform. Det røg ind i det danske sprog- og uddannelseslandskab med politiske forslag, som den daværende SR-regering i 2015 fremstillede som ansvarsbevidste og nødvendige. Ordet er grimt og den bevægelse, det dækker over, er dum. Det ved vi godt alle sammen, og der er egentlig ikke nogen grund til at pine sig selv ved at gentage det.
Ordet er grimt og den bevægelse, det dækker over, er dum
Når jeg alligevel gør det, er det fordi sagen kørte rundt i hovedet på mig, da jeg forleden sad til seminar med den tidligere minister. Hun var i forskningspraktik hos en af mine dygtige kollegaer og havde i den forbindelse inviteret et hold humanvidenskabelige forskere og studerende ved Syddansk Universitet til at drøfte temaet ’mennesker og teknologi’.
Jeg kom for sent, fordi jeg samme middag skulle byde det nye og lille hold studerende i Religionsstudier velkomne og derefter deltage i et møde om diverse pædagogiske initiativer, der skal gøre vejen fra studiestart til gradstildeling lettere. Det betød, at jeg ikke hørte Sofie Carsten Nielsens begrundelse for valg af tema.
det er jo svært ikke at sympatisere med trang til samtale og research – selv når det lugter af disruption
Men det er jo svært ikke at sympatisere med trang til samtale og research – selv når det lugter af disruption. Og indbydelsen udviklede sig da også til et fint arrangement med gode, gennemarbejdede oplæg og eksempler på kreativ forskning orienteret imod emnet: ’Teknologi og samfund i atomalderen’, ’Teknologi i moderne litteraturvidenskab’ og ’Droneteknologi og humanistiske perspektiver’.
Under overskrifterne gemte sig fine, komplekse refleksioner over den kulturhistorie, der knytter sig til forholdet mellem mennesker og teknologi.
Glidebane og den slags
Menneskers tendens til at fremstille og benytte sig af diverse former for selvforbedrende teknologier er universel og urgammel. Men oplægsholderne sørgede på forskellig vis for at indikere, hvordan tøven er en ligeså gammel (og givetvis fornuftig) menneskelig reaktion på teknologisk begejstring. Det var sådan i steampunkens 19. århundrede, hvor de store maskiners indmarch ledsagedes af masseudbrud af psykologiske udmattelseslidelser som neurasteni og melankoli.
Men den skeptiske holdning kan også finde langt dybere resonansklange i eksempelvis den græske myte om ingeniøren Ikaros, der byggede sig et vingefang af fjer og voks, men fløj for tæt på solen, så konstruktionen smeltede, og han styrtede i døden.
Nogle åndsakademikere har tilbøjelighed til at reagere på teknologiske nybrud med slukøret og langsom tænkning polstret med ikke-økonomisk omsættelige forbehold
Nogle åndsakademikere har tilbøjelighed til at reagere på teknologiske nybrud med slukøret og langsom tænkning polstret med ikke-økonomisk omsættelige forbehold. De råber glidebane og den slags. Andre skriver berusede afhandlinger om modernitetsemner eller lignende. Men langt de fleste finder et hvilepunkt midt imellem de to ekstremer.
Det gjorde mine kolleger også, da de stillede sig selv, politikeren og hinanden en række målrettede spørgsmål såsom: Hvordan kan man måle en civilisations tilstand på dens kloaksystem? Hvordan har mennesker før i tiden grebet det i dag så aktuelle spørgsmål om overvågning an? Hvordan påvirker nye teknologisk-metodiske muligheder den klassiske humanvidenskab?
Det er ikke min opgave
Spørgsmålene og den samtale, der fulgte dem, fremviste både samfundsorientering og disciplinansvarlighed. Mere kan man vel næppe ønske sig af forskningsansatte? Derfor trættede det mig også, at Sofie Carsten Nielsen godt nok drilsk og med et smil på læben som reaktion på diskussionen spurgte, om det var humanisters opgave alene at være bagstræbende, paranoide, kritiske røster?
… jeg mener ikke, at det nødvendigvis måtte være min opgave at bygge bro mellem disse undersøgelser og den økonomiske virkelighed, hvis der skulle vise sig at være noget at vinde ved det.
Nu har vi sat ind over for de studerende; Hvordan spinder vi så økonomisk samfundsnytte på jer? Hvordan kan vi få jer til at gavne industrien? Hvordan kan jeres kompetencer være interessante for os ude i virkeligheden? Det var ledsagespørgsmålene. Og det ved jeg ærlig talt ikke.
Jeg gider heller ikke at finde ud af det, for jeg mener, at præmissen er forkert.
Jeg mener for det første ikke, at mine studier – fx dem i forestillingen om den eneste enes kulturhistorie – nødvendigvis skal kunne omsættes til en konkret økonomisk samfundsgevinst. Men jeg insisterer på, at de stadig er legitime og gavnlige (måske ikke gavnlige for samfundet som sådan, men for enkelteksistenser) – skønt det er svært at måle.
For det andet mener jeg ikke, at det nødvendigvis måtte være min opgave at bygge bro mellem disse undersøgelser og den økonomiske virkelighed, hvis der skulle vise sig at være noget at vinde ved det. Jeg er jo netop ikke trænet i at konstruere den slags broer. Men det betyder omvendt ingenlunde, at jeg ikke tilstræber et eller andet relevanskriterium, når jeg kaster mig over et nyt stofområde.
Jeg kan da godt lide, at folk, som ikke er mine kolleger, reagerer på mit arbejde med velvilje og interesse. Fornemmelsen af at behandle vigtige problemstillinger tiltrækker de fleste forskere – selv dem, hvis fund ikke håndfast kan omsættes til ny medicin eller ny teknologi.
Fokus på færdiggørelse
Sofie Carsten Nielsen er på ingen måde den eneste, der stiller disse spørgsmål. Mange humanistiske forskere har endda selv internaliseret måden at tænke på. Mange har gjort det med stor succes og opnået glimrende resultater. Og mange har gjort det for at opnå forskningsmidler, der i større og større omfang forudsætter en viden om projekters potentielle nytteværdi allerede i ansøgningsfasen.
Problemet er ikke, at man afkræver forskere en form for relevansfølsomhed; problemet er, at vi på forhånd skal kunne kortlægge, hvad fundene vil være, og på forhånd skal kunne redegøre for fremdriften i undersøgelsen. Det fører til en blød mellemvare med fokus på færdiggørelse; det fører til snævre, visionsløse og stillestående studier.
Fuldstændigt som den samme logik har givet os visionsløse politikere, der fører nødvendighedens politik og skaber ord som ”fremdriftsreform”.
Klummen er skrevet af Katrine Frøkjær Baunvig, lektor og Ph.d. ved institut for Historie og Religionsstudier på SDU
