Der er et markant fokus på offentlig innovation i disse år. Det har etableringen af Center for Offentlig Innovation i 2014 og udpegningen af minister for samme i 2016 tydeliggjort. Offentlig innovation er muligheden for at løse det paradoks, der består af stigende forventninger fra brugere kombineret med politiske ambition om at reducere udgifterne eller i det mindst holde dem i ro.
Det er relevant at overveje, om innovation kan fremmes med en alternativ tilgang til innovationsprocessen.
Den gode nyhed er, at der faktisk er masser af innovation i det offentlige – både bruger- og medarbejderdrevet og vidensdrevet bl.a. gennem samarbejde med vidensinstitutioner. Det seneste innovationsbarometer fra Center for Offentlig Innovation viser, at 80 procent af offentlige arbejdspladser er innovative.
En betydelig del af den offentlige innovation er drevet af reformer. Det gælder for eksempel på dagstilbudsområdet med lærerplaner og på skoleområdet med læringsmålstyret undervisning. Det er eksempler på innovationsprocesser, der i betydelig grad er drevet af centralt fastsatte ideer om, hvad der bør gøres i de kommunale institutioner.
Det er selvfølgelig legitimt i et demokrati, men uanset hvor gode og veldokumenterede løsningerne er, følger der implementeringsudfordringer med denne type innovationsproces. Det fører fx til kritik fra professionernes faglige organisationer og ønsker om, at udviklingen overlades til de enkelte institutionernes ledelse eller til de professionelle selv.
Det er relevant at overveje, om innovation kan fremmes med en alternativ tilgang til innovationsprocessen, som kendes fra offentlig understøttelse af private virksomheders innovationer gennem bl.a. innovationsnetværk.
Små og mellem store offentlige virksomheder
Selvom sammenligningen kan virke pudsig, er det det offentlige faktisk præget af mange af de samme innovationsudfordringer, der præger mange små og mellemstore virksomheder.
Innovationsnetværkene er i betydeligt omfang en platform for samarbejde, snarere end et samarbejde om specifikke innovationer.
Deres kapacitet til at omsætte viden til værdi er ofte ikke stor nok til at indfri virksomheden potentiale. De har ikke en størrelse, der muliggøre en selvstændig forsknings- og udviklingsindsats, og de har ikke ressourcerne, og måske heller ikke kompetencerne, til at følge med i den relevante forskning i videnskabelige tidsskrifter.
I den offentlige sektor er der et meget stort antal små og mellemstore ”virksomheder”, for eksempel daginstitutioner, skoler og plejehjem. På disse institutioner er der ikke egne forsknings- og udviklingsaktiviteter, og der er sjældent ansat forskningskvalificerede medarbejdere, der arbejder med videnomsætning.
De fleste kommunale forvaltninger har den samme type udfordringer med manglende kapacitet til at skabe, identificere og omsætte viden. Det skyldes selvfølgelig, at det ikke er en kommunal opgave at bedrive forskning, og at det ikke er ressourcemæssigt meningsfuldt at gennemføre selvstændige forskning og udviklingsaktiviteter fordelt på så mange enheder.
Det betyder, at innovationskapaciteten i kommunerne er markant anderledes end på forskningstunge offentlige institutioner, som for eksempel universitetshospitalerne, hvor der er meget betydelige forskningsaktiviteter inden for praktisk taget alle dele af kerneopgaven.
I forhold til de små og mellemstore virksomheder har staten siden 1995 støttet innovationsklynger, bl.a. i form af såkaldte innovationsnetværk. Innovationsnetværkene skal understøtte match-making og videndeling, samarbejdsprojekter, formidling, kompetenceudvikling og internationalt samarbejde mellem forskellige virksomheder og vidensinstitutioner. Og det har været en succes!
Innovationsnetværkene er i betydeligt omfang en platform for samarbejde, snarere end et samarbejde om specifikke innovationer. Innovationsnetværkene er blevet positivt evalueret flere gange både i forhold til virksomhederne oplevede effekter og i forhold til målbare effekter sammenlignet med lignende virksomheder. Derfor kan det heller ikke overrasket at de videreføres. Aktuelt med et opslag med 190 mio. kr. til støtte af erhvervsrettede innovationsnetværk i 2019 og 2020
Offentlige innovationsnetværk?
Hvordan kan vi så overføre succesen til den offentlige innovation? Netværk har det problem, at de ofte i offentlig regi giver associationer til hyggelige møder uden formål, som ingen rigtig kan forklare, hvad der kom ud af. Og tilføjes innovation kan billede suppleres af kollager med mange farvede post-it og summeøvelser.
Netværket er på den måde ikke afhængig af, at ledere eller ledelseskonsulenter i kommuner skal finde tiden til at planlægge samarbejde.
Hvis ideen om offentlige innovationsnetværk skal afprøves i den offentlige sektor, vil det der for være afgørende afklare, hvordan de kan skabe værdi i forhold til mange mere eller mindre formaliserede netværk og samarbejder, der allerede foregår.
En ting der adskiller innovationsnetværk fra langt de fleste offentlige netværk og samarbejder om videndeling og innovation er, at der er dedikerede ressourcer til, på kvalificeret vis, at faciliterer netværkene inden for en etableret organisatorisk ramme.
Netværket er på den måde ikke afhængig af, at ledere eller ledelseskonsulenter i kommuner skal finde tiden til at planlægge samarbejde. Det er ikke mindst det støtten bruges til. Derudover er netværkene målrettet mod en specifikt udfordring eller emnefelt.
Om erfaringerne fra innovationsnetværkene kan overføres til den offentlige sektor er et åbent spørgsmål, men det ville være perspektivrigt at undersøge med et pilot-netværk inden for ét af de centrale områder velfærdsstaten kæmper med. Det kunne fx være udsatte børns læring, demens eller rehabilitering. Udfordringerne er der desværre nok af.
