Forleden sad jeg under et seminar og kedede mig bravt. Seminaret var alligevel ikke rigtig relevant, og jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke havde tjekket programmet ordentligt og derfor nu “spildte min tid”. Jeg kunne jo fint have lavet noget andet: Skrevet på en artikel eller en anmeldelse, forberedt den kommende uges undervisning eller få læst nogle af alle de publikationer, som jeg burde læse for at holde mig ajour med mit felt. I det mindste kunne jeg vel, ligesom enkelte andre deltagere fiske min computer op af tasken og lige tjekke min email, nu seminaret alligevel ikke var relevant.
For vi lever jo i tider, hvor alle dele af den offentlige sektor er underlagt effektiviseringskrav. “Mere og bedre for de samme eller færre penge”, lyder mantraet til statens tjenere, og så går det vel ikke at sidde i et par timer uden at bidrage til den generelle optimering, samtidig med at sygeplejersken og folkeskolelæren løber hurtigere og hurtigere.
Universitetsansattes særlige kedsomhed
Midt i den dårlige samvittighed, affødt af en sund blanding af protestantisk arbejdsmoral og moderne managementtænkning, slog det mig alligevel, at kedsomhed og særligt evnen til at overleve den måske er en af de fremmeste akademiske dyder. Vi oplever naturligvis alle kedsomhed i bestemte situationer, men jeg bilder mig ind, at der er en bestemt type kedsomhed, som universitetsansatte akademikere i særdeleshed udsættes for. Kedsomheden kan således emme ud af vores materiale. I sig selv ganske ophidsende faglige spørgsmål tvinger os til tider ud i grundige afsøgninger af mølædte inventarlister, slægtsbeskrivelser, lovsamlinger eller ritualtekster. Vi træner derfor vores studerende i at tøjle deres umiddelbare kedsomhed. De skal holde øjet på bolden og tænke på den fremtidige belønning, det møjsomme arbejde (måske) vil kaste af sig. Men akademisk kedsomhed slutter ikke her, for når vi så har vores resultater, deltager vi i konferencer, hvor lange oplæg læst på et ubehjælpeligt engelsk ofte prøver tilhørernes tålmodighed. “Som at se maling tørre”, bemærkede en tidligere kollega engang, da jeg spurgte til et oplæg, han netop havde overværet.
Kedsomhed er med søster lediggang roden til alt ondt, og som det hedder i et andet ordsprog keder intelligente mennesker sig aldrig
Men hvorfor dog al denne kedsomhed? Skal vi ikke prøve at undgå den og i stedet bruge tiden mere konstruktivt? Og er det ikke fint nok, at man lige tjekker sin mail, opdaterer sin status på Facebook eller læser den seneste klumme på sciencereport.dk for på den måde at holde kedsomheden stangen? I første omgang peger forskning faktisk på, at kedsomhed ikke kun er forbundet med ubehag, men også med en lang række negative effekter fra fejl og uheld, over stressrelaterede helbredsproblemer, til uddannelsesfrafald og ungdomssløvsind. Kedsomhed er med søster lediggang roden til alt ondt, og som det hedder i et andet ordsprog keder intelligente mennesker sig aldrig.
15 minutters læsning i en telefonbog
Der er dog afvigende stemmer i dette kor af kedsomhedsfornægtere, og disse peger på forskellig vis på de mange positive effekter, der udløses af at kede sig. I stedet for at læne sig mageligt tilbage leder den kedendes hjerne efter adspredelse, finder på nye ideer, eller dagdrømmer og simulerer herigennem forskellige ideer og scenarier. Kedsomhed stimulerer altså menneskers kreativitet, og flere studier peger da også på, at en god gang kedsomhed, fx udløst af at læse 15 minutter i en telefonbog, ligefrem virker befordrende på efterfølgende kreative test. Den positive virkning kommer dog kun, hvis adspredelsen ikke høstes for nemt.
En alt for let adgang til adspredelse forhindrer altså hjernen i selv at skabe mere ernæringsrig kognitiv kost
Et greb i lommen efter smartphonen er kognitiv fastfood, der opfylder vores opmærksomhed og jager kedsomheden midlertidigt på flugt, men ganske som tomme kalorier bibringer et spil Clash of Clans ikke nogen efterstræbelsesværdig langtidseffekt. En alt for let adgang til adspredelse forhindrer altså hjernen i selv at skabe mere ernæringsrig kognitiv kost, og det gælder både for barnet, der keder sig bravt en kold og mørk novemberdag og akademikeren, der overværer et kedsommeligt foredrag under konferencen.
Visdom gennem kedsomhed
Kedsomheden har også en anden positiv effekt. Den tillader hjernen langsomt at bearbejde allerede erhvervede indtryk – at omdanne oplevelser til erfaringer, for at parafrasere den tyske filosof Walter Benjamin. Giver vi efter for vores tilbøjelighed til konstant at søge det næste oplevelsesfix, et nyt og vildt sensorisk indtryk, misser vi altså samtidig muligheden for at give hjernen ro til at omdanne tidligere indtryk til erfaringer. Erfaringer kan beskrives som enten hukommelsen af konkrete episoder eller som den indlejrede viden, hvor erfaringer hober sig op og forbindes, og derved danner mere abstrakte mønstre og skemaer. I begge tilfælde er de kilde til det, der med en lidt gammeldags formulering kaldes visdom. I modsætning til generel intelligens eller konkret viden, peger begrebet visdom på evnen til at se det nye i det kendte og, paradoksalt nok, det allerede kendte i det nye. Begge evner er af helt afgørende betydning for akademisk arbejde, der ofte netop handler om, at se allerede kendt materiale i en ny og frugtbar vinkel eller forbinde det nye materiale med, hvad vi allerede ved.
Så luk computeren, gem telefonen væk og se malingen tørre, næste gang du deltager i et møde eller hører endnu et oplæg på en konference. Ud over at du måske opdager, at mødet eller oplægget alligevel ikke er så kedeligt og irrelevant som først antaget, er det netop, mens du tegner kruseduller på arket og tanken får lov at flyve, at hjernen arbejder med det allerede erhvervede, og nye ideer og forbindelser opstår. Mange hundrede års akademisk praksis har måske netop dyrket kedsomheden som integreret del af den akademiske disciplin, fordi den rent faktisk virker. Og så har det jo også den positive sideeffekt, at det faktisk er mere høfligt at være bare lidt til stede, end det er at befinde sig i en eller anden afkrog af cyberspace.
Klummen er skrevet af Jesper Sørensen, forskningsleder fra religionsvidenskab ved Aarhus Universitet
