Artiklen er oprindeligt udgivet d. 13. aug. 2018 og genudgivet 11. feb. 2019
I Danmark får store, private fonde stadig større betydning for den offentlige forskning i takt med, at deres bidrag når historiske højder.
Samtidig har vi en lang tradition for at universiteterne er offentligt finansieret. Og det skal vi værne om, lyder det fra forskningsdirektør i Lundbeckfonden, Thomas Sinkjær.
– Det betyder, at de offentlige midler bliver nødt til at have en størrelse, som sikrer at det ønskede minimumsniveau for forskning kan gennemføres uden private midler. De private midler kan dermed give særligt gode betingelser inden for de områder, som de rammer, siger han.
Han opfordrer derfor politikerne, der sjældent er blege for at understrege, hvor vigtig forskning er for Danmarks fremtid, til at få de høje ambitioner ind i budgetterne.
– Vi skal have et system, der har glæde af de private midler, men også kan leve uden dem, siger Thomas Sinkjær og understreger i den forlængelse;
– Det vil sikre, at de eksterne midler, som langt hen ad vejen gives til forskernes egne ideer, ikke kommer til at sætte hele dagsordenen. Det tror jeg vil være godt for diversiteten i samfundet, fordi finansieringen fra fondene således kommer den valgte forskning til gavn uden at begrænse anden forskning.
Til enhver tid sige nej
I dag er det ikke altid tilfældet, at offentlige institutioner kan sige nej til eksterne penge, på grund af den måde, universiteterne er organiseret på. Og Thomas Sinkjær oplever, at der flere steder er en struktur, hvor man er afhængig af at hente eksterne midler.
– I dag er det jo sådan på nogle institutter, at man, lidt groft sagt, har råd til at aflønne en forsker på universitets basisfinansiering, men man har dybest set ikke råd til, for universitetets egne midler, at betale det arbejde, en forsker skal bedrive. Det er jo helt uhørt, mener Sinkjær.
Som privat fond vil man vide, hvad pengene går til. Får vi den indsigt, så er det min vurdering, at de private fonde gerne vil tage nogle af omkostningerne
Udfordringen ligger derfor i at sikre, at vi har ”balance i økosystemet”, og det sikres bedst ved at basisfinansieringen til universiteterne bliver øget, således at de står mål med ambitionerne, mener forskningsdirektøren.
– En ambition om at løfte de offentlige forskningsinvesteringer til for eksempel 1,5 procent af BNP over en årrække ville kunne skabe nogle helt unikke rammevilkår for dansk forskning og på sigt for det danske samfund.
Svenske tilstande
En anden udfordring i det danske forskningslandskab er, at det koster universiteterne penge at bedrive den forskning, der er støttet af private fonde.
Men det er en problemstilling, som, ifølge Thomas Sinkjær, let kan løses gennem synlighed. Synlighed forstået som klar dokumentation for, hvad det koster universiteterne i afledte omkostninger at lave privatfinansieret forskning.
– Som privat fond vil man vide, hvad pengene går til. Får vi den indsigt, så er det min vurdering, at de private fonde gerne vil tage nogle af omkostningerne, siger han, men understreger i samme åndedrag;
– Ikke dem alle. Jeg tror primært, de private fonde kan dække de projektnære omkostninger.
Et skridt i den rigtige retning kan derfor være at finde en model, der giver fondene indblik i såvel de omkostninger, der er direkte knyttet til projektet, som de indirekte, for eksempel husleje og penge til ledelsen, it, regnskaber og lignende.
Sådan en model har man haft succes med at udvikle på den anden side af Øresund, fortæller Sinkjær.
– I Sverige er man blevet enige om en model, som alle universiteter bruger, når de søger en forskningsbevilling, uanset om det er fra en offentlig eller fra en af de store private forskningsfonde.
Den svenske model er nærmere bestemt et fælles ansøgningsskema, hvori universitetet eller forskergruppen tydeliggør, hvilke direkte og indirekte omkostninger, der er knyttet til projektet.
– På den måde kan man som privat fond se, hvordan omkostningerne fordeler sig, også på tværs af de forskellige universiteter. Og så kan man skønne, hvor mange af de indirekte omkostninger, man er indstillet på at medfinansiere, siger Thomas Sinkjær.
Et større ansvar
I Danmark skal vi grundlæggende være glade for og stolte over, at der er mange store, private fonde, som støtter den offentlige forskning med stadig større pengesummer, og støtter de ideer, forskerne selv kommer med til de konkurrenceudsatte programmer og på gennemsigtige vilkår, mener Sinkjær.
– Og at så mange penge bliver givet til den virkelige excellente forskning.
Private fonde og organisationer finansierer 12 procent af den offentlig udførte forskning i Danmark, ifølge de seneste tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. De private investeringer i forskning udgjorde således 1,9 procent af BNP i Danmark i 2015.
I takt med, at private fonde får stadig større betydning for dansk forskning, følger der også et større ansvar, erkender Thomas Sinkjær.
– Absolut. I dag uddeler de private fonde flere konkurrenceudsatte penge end de offentlige. Så ja, det betyder da, at man som privat fond er nødt til at være sit ansvar meget bevidst, siger han.
Den måde, man gør det på i Lundbeckfonden, er med afsæt i dét, Sinkjær kalder for de tre P’er: people, projects and prizes.
Med afsæt i ”people” støtter Lundbeckfonden de idéer, forskeren selv bringer til bordet.
– I det program ligger der en stabil sum penge, en halv milliard, som forskersamfundet altid kan regne med, vil være der. Det kan godt være, vi laver om på programmet, men pengene vil i princippet altid være der, så længe vores virksomheder klarer sig som forventet. Det gør vi vores bedste for at sikre, siger Sinkjær.
På baggrund af, hvor mange penge, fondens erhvervsaktiviteter genererer, tager Lundbeckfonden også større satsninger med ”projects”, hvor den virkelig banebrydende eller eksperimenterende idé bliver tilgodeset.
– Vi har nok alle sammen en tendens til at være ekstra skeptiske overfor de meget nytænkende ideer. Der kan du som privat fond tillade dig at dele nogle mere risikobetonede midler ud, beskriver han.
Endeligt anerkender Lundbeckfonden de bedste forskere ved årligt at uddele The Brain Prize, en personlig pris på én million euro, samt en række priser til yngre forskere, der har gjort sig særligt bemærket forskningsmæssigt.
– Det at sikre en fast platform, eksperimentere og anerkende, vil altid være en måde at tage ansvar på hos os, fortæller forskningsdirektøren.
Thomas Sinkjær har endnu ikke set eksempler på, at de private fondes store bidrag skaber problemer ved at styrke nogle forskningsområder, særligt det naturvidenskabelige- og tekniske område.
– Sådan som jeg ser det, bliver der ikke taget noget fra nogen. Der er områder, der bliver styrket lidt mere end andre. Selvom man måske ikke dækker bredt med sine midler, forsøger de private fonde trods alt, med den elasticitet de nu har, at positionere sig i forhold til hinanden, siger Thomas Sinkjær.
