Connect with us

Hi, what are you looking for?

Science ReportScience Report

Forside

Nyt tidsskrift om forskning i nettets udvikling skal dokumentere til fremtiden

TIDSSKRIFT: “Internet Histories: Digital Technology, Culture and Society” er et helt nyt internationalt tidsskrift for forskning i internettets historie

Dreng der sidder på en stak bøger
Et nyt medie om forskning i nettets fremtid og udvikling er blevet etableret

Et net af netværk
Manden der holder foredrag i det lille lokale taler ikke specielt højt, men der er ingen som har problemer med at høre hvad han siger. Alle sidder bomstille med ørerne på stilke. Når man er i selskab med manden, der kaldes “Internettets Far” lytter man i fuld koncentration.

Vint Cerf er iklædt ulasteligt jakkesæt med vest og silkeslips og et matchende tørklæde i brystlommen, og hans gråhvide fuldskæg er trimmet knivskarpt. Der er heller ikke tvivl om, at hans hjerne stadig er i fuld vigør. Han fortæller velformuleret om internettets tidligste dage og udviklingen siden, og der er ingen slinger i valsen, når han svarer på publikums spørgsmål.

– Det har været en spændende tur og den er ikke slut endnu! Internettet udvikler sig konstant, på godt og ondt, og bliver hele tiden en stadig vigtigere del af vores liv, siger Vint Cerf.

Vi befinder os i Geneve i 2009, i hovedkvarteret for Internet Society – en international interesseorganisation der har som mission at sikre en åben udvikling af det globale netværk til glæde for så mange mennesker som muligt, både når det gælder teknologi, politik og forretning. Som gæst på konferencen LIFT og som besøgende journalist har jeg fået lov til at være med på et lukket arrangement og høre Vint Cerf fortælle – og jeg skal oven i købet lave et kort interview med ham. Som mangeårig techjournalist, er det et af min karrieres absolutte højdepunkter.

Vint Cerf og hans kollega Bob Kahn stod i de tidlige 1970’ere bag teknologien TCP/IP, der gjorde det muligt at koble forskellige computernetværk sammen til et ‘netværk af netværk’ – Internettet. I 70’erne eksisterede netværk som det amerikanske ARPANET, det canadiske DATAPAC og det britiske postvæsens netværk nemlig som selvstændige net uden indbyrdes forbindelse. Det var først da Cerf og Kahn og deres kolleger officielt præsenterede Transfer Control Program/Internet Protocol (TCP/IP) i 1974, at grunden blev lagt til det vildtvoksende, altomfavnende og gennemgribende netværk vi kender i dag. Den grundlæggende kommunikationsinfrastruktur udviklede sig efterfølgende op igennem 70’erne og 80’erne, og da Tim Berners-Lee i 1989 fandt på internettets “overbygning” World Wide Web med klikbare hyperlinks og den senere grafiske brugergrænseflade, begyndte tingene for alvor at tage fart.

Kolossal vækst og knækkede links
Det er næsten ikke til at fatte hvor hurtigt internettets udvikling er gået, eller at det faktisk ikke er meget mere end 20 år siden de fleste danskere for første gang stiftede bekendtskab med det globale net. I følge websitet Internet Live Stats er der i dag over 3.6 milliarder netbrugere i verden, og tallet vokser med svimlende fart. Det samme gør antallet af websites (over 1.2 milliarder i skrivende stund) – og desværre også de hackede websites (i størrelsesordenen 80–100.000 om dagen!)

Med så kolossal en vækst kan man hurtigt miste overblikket, og det er utvivlsomt svært at beskæftige sig historisk-analytisk med en teknologiplatform der udvikler sig i den fart og på så mange måder. Måske er det en af grundene til, at det nye Internet Histories faktisk er det første tidsskrift af sin art, ifølge redaktør og professor Niels Brügger på Aarhus Universitets eget website:

– Der findes internationale tidsskrifter inden for fx internetforskning, men de har som regel ikke en historisk dimension, og der findes tidsskrifter inden for mediehistorie, men de standser som regel ved tvs historie. Så der var et tomrum at fylde ud…

– Målet med Internet Histories er at sætte fokus på, at selvom nettet kun er ca 50 år gammelt, så har det sin egen historie, og det kræver mere forskning at forstå nettets fortid, nutid og fremtid, siger Niels Brügger.

Det nye tidsskrift er foreløbig kommet i ét nummer, som dog er et dobbeltnummer på næsten 200 sider. I artiklerne er der naturligt nok fokus på at forsøge at definere og afgrænse feltet ‘internethistorie’ og sætte fingeren på både visioner og ømme punkter. Der er dog også artikler med fokus på Asien, Mellemøsten og Afrika, og i følge Niels Brügger skal tidsskriftet netop have internationalt fokus, og ikke kun handle om Silicon Valley.

Samtidig går udviklingen ekstremt hurtigt, og nutiden kan virke meget gammeldags om ganske få år, så det er vigtigt ikke at vente for længe.

– Når Vint Cerf en dag ikke er her længere, så mangler vi jo den direkte historie fra ham og de andre, der var med i de tidlige dage. Så det er vigtigt også at indsamle mundtlige vidensbyrd fra folk som ham, siger Niels Brügger.

Derfor er tidsskriftet også et forsøg på at minde folk om at digitale kilder skal gemmes – både selve hjemmesiderne og dokumentationsmaterialet bag. Det glemmer folk tit når de hele tiden er i gang med at udvikle nyt, mener han.

Niels Brügger understreger, at der er tale om et akademisk tidsskrift, som dog alligevel rækker over et bredt spektrum af områder i krydsfeltet mellem teknologi og kultur – hvilket markeres i tidsskriftets undertitel ‘Digital Technology, Culture and Society’. Man kan se oversigten og læse alle artiklerne her.

Historien om “det danske internet”
Tidsskriftet er langt fra Niels Brüggers første arbejde med internethistorie. Han har tidligere blandt andet skrevet historien om etableringen og udviklingen af DRs hjemmeside, dr.dk – eller DR Online, som det også blev kaldt. Man kan også se en række videoer, hvor Niels Brügger fortæller om DR Online 1996–2006.

I den sammenhæng kan man også nævne en af de mere konkrete udfordringer for internethistorikere, nemlig at mange hjemmesider fra WWW’s tidlige dage er gået tabt, og at mange links er ‘knækkede’. Besøger man således 1996 i den såkaldte Wayback Machine på arkiv-sitet archive.org kan man finde nogle af de tidligste udgaver af forsiden fra http://www.dr.dk, men der er meget få af linksene som fungerer. (Det gælder desværre også for mange nyere sites, som ikke altid er lige gode til at sørge for at bevare alle sider eller filer intakte).

Niels Brüggers egen aktuelle forskning fokuserer på at dokumentere ikke bare udviklingen af dr.dk, men af hele det danske internet.

– Vi arbejder på at kunne lave værktøj som kan analysere udviklingen af det danske web de sidste 10 års tid, og ser blandt andet på fordelingen af billeder, video og tekstfiler, fortæller han.

Fremtidens internet-historie?
Niels Brügger er til gengæld ikke helt sikker på, hvad man om 5 eller 10 år som internethistoriker vil skrive om den internet-æra vi befinder os i lige nu.

– Der er meget snak om, at alle maskiner og apparater omkring os kommer online i det man kalder Internet of Things, og det bliver nok et vigtigt fænomen. Men der er også mange i det akademiske miljø taler om bekymringen for ‘walled gardens’ – lukkede miljøer fx i Facebook, som ikke er en del af et åbent, forbundet net, siger Niels Brügger, der dog ikke er sikker på om præcis dén udvikling vil fortsætte, og dermed blive en potentiel artikel i en kommende udgave af Internet Histories.

Forsiden lige nu:

Øget fokus og nye mål skal løfte “overset perle”

Danmark bruger 640 millioner kroner om året på ni internationale forskningsfaciliteter. Med en ny rapport udarbejdet af Uddannelses- og Forskningsministeriet og National Udvalg for Forskningsinfrastruktur vil Danmark med fire overordnede temaer have endnu mere gavn og udbytte af faciliteterne og samarbejdet.

Seneste artikler:

Robothænder med følelser

Jakob Dideriksen fra Aalborg Universitet har med en støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond undersøgt, om man kan skabe robotarme, som kan imitere nervesystemet i vores hænder og arme. Det kan vi godt. Men der er stadig lang vej endnu. 

Loading...

Something went wrong. Please refresh the page and/or try again.