Thomas Bjørnholm har tilbragt næsten hele sit arbejdsliv på Københavns Universitet, hvor han har båret titlerne stud. scient, licentiat, lektor, forskningsprofessor, direktør for Nano Science-centret, professor og prorektor for forskning og innovation.
Men 1. marts er det slut. En dør lukker, og en anden åbner. Herefter tiltræder han stillingen som forskningsdirektør i Villum-fonden.
– Det bliver da vemodigt. Men jeg er formet af universitetsverdenen og forskningsverdenen, og den dør går jeg ikke ud af. Jeg er ikke en type, som ser sig tilbage. Det var fantastisk på KU, men det bliver også fantastisk at begynde et nyt kapitel. Det bliver stadig sammen med forskerne og lederne. Jeg bliver jo ikke astronaut eller noget. Det er stadig det samme økosystem, siger han.
Når jeg har brugt en 8-10 år på noget, så er mine ideer udtømte. Da det her kom op, så syntes jeg, det virkede utroligt spændende
Han er en travl herre, men er der noget, der optager ham, finder han tiden til det. Således også denne samtale. “Jeg informerer Thomas, der vil ringe Klaus op i morgen kl. 9:00”, var aftalen med hans sekretær over mail. Der var afsat præcis tredive minutter.
På slaget ringer telefonen. Tysk punktlighed. Men da vi endelig siger farvel og udveksler høfligheder, er kl. 10:10. For ham handler det om at gøre tingene færdige – og ordentligt.
– Da jeg forlod Nano-Science Centret for at blive prorektor, gav de mig en meter, altså en meterstok. Jeg talte – og taler – meget om, at det handler om at gå den sidste meter. Jeg er meget optaget af, at vi når helt i mål med det, vi foretager os, siger han.
Af og til slutter han et emne af med en sætning, som tørt og morsomt runder et emne af. Der mangler blot et “bum”.
– Den meter havde de åbenbart hørt så rigeligt om, at de besluttede, at jeg lige så godt kunne få den med mig, så de slap for at høre mere om den.
Bum.
De tre perioder og ham, der gik ind ad døren
Thomas Bjørnholm startede på Københavns Universitet i 1978 på studielinjen kemi og fysik. Han blev student fra Christianshavns Gymnasium året forinden.
Jeg prøvede at lave en magnet af plastic. Det kunne man ikke, men jeg prøvede.
Men sig i tasken havde han en nyligt afsluttet jordomrejse i tasken. Han havde tilbragt et “fjumreår” med at finde ud af, hvad han ville. For de boglige kundskaber rakte også til andre fag. Til sidst faldt valget på fysik og kemi, fordi det var der, han var allerbedst.
Studietiden husker han ofte tilbage på, og den står klar i erindringen. Særligt dukker ordet “ubekymret” op flere gange i hans beskrivelser. Og så den rene interesse for faget. Starten var hård, også fordi han og de andre i gruppen skulle lære, hvad det ville sige at studere. Men efter stopprøven blev det bare “sjovere og sjovere”, siger han.
– Jeg kan da godt nogle gange være lidt trist ved at se, hvor mange studerende der i dag er bekymrede over alt muligt. Dengang tænkte vi ikke på, hvad vi skulle blive eller ende som. Vi elskede vores fag, og vi tænkte sådan set ikke på så meget andet end at dygtiggøre os.
Senere påbegyndte han sit licentiat-studie i materialekemi, som han opsummerer og perspektiverer i én sætning.
– Jeg prøve at lave en magnet af plastic. Det kunne man ikke, men jeg prøvede.
Bum.
Det er noget af det, jeg er allermest stolt af. Men det viste jo bare, at man skal være påpasselig med at være alt for klog på fremtiden, når man står i nutiden
Men undervejs tog han orlov fra studiet i et år. I stedet drog han til University of California i San Diego (UCSD), hvor han som første kemiker fik postdoc-arbejde i et faststoffysisk laboratorium, som arbejdede med at udvikle højtemperatursuperledere. Det var dengang særdeles usædvanligt at være så tværfaglig.
– Det viste sig at være det perfekte match med mine kompetencer, for jeg havde lige det, de stod og manglede. Det grundlagde min forskerkarriere.
Allerede som 32-årig var han lektor i kemi ved KU. På otte år opbyggede han sit eget laboratorium, hvor der blev forsket i organisk elektronik. Så var det tid til at rykke videre. Denne gang som direktør for Nano-Science Center, som han selv var med til at grundlægge.
Der blev samlet folk fra biologi, medicin, kemi og fysik, og der blev lavet uddannelser på bachelor, kandidat og ph.d.-niveau. Dengang mødte de nye uddannelser kritik, bl.a. fordi de ifølge nogle indeholdt for mange introducerende kurser på bachelordelen. Og kunne man overhovedet bruge en sådan kandidatuddannelse til noget som helst? Men i dag har uddannelsen en af de laveste dimittendledigheder fra KU.
– Det er noget af det, jeg er allermest stolt af. Men det viste jo bare, at man skal være påpasselig med at være alt for klog på fremtiden, når man står i nutiden, siger han.
I 2010 blev han prorektor for forskning og innovation.
– Det har været en rejse i tre etaper, som hver gang har det handlet om at få forskning og forskningsbaseret uddannelse til at blomstre på forskellige niveauer.
Og efter tredje niveau kommer Villum
– Når jeg har brugt en 8-10 år på noget, så er mine ideer udtømte. Da det her kom op, så syntes jeg, det virkede utroligt spændende, forklarer han.
Villum Fonden får en direktør, der om nogen kender til forskningslivet. Han har udgivet mere end 200 videnskabelige artikler og bøger, og for dette har han også modtaget adskillige priser, herunder Ole Rømer Fondens pris, Ellen & Niels Bjerrum-prisen samt guldmedalje og Direktør Ib Henriksens Forskerpris.
Under hans ledelse af Nano-Science Center er der blevet hentet mere end en halv milliard kr. ind i eksterne bevillinger, hvilket i øvrigt svarer til omtrent det beløb, som Villum-fonden uddeler på årlig basis.
Men én ting er meritter. Hvad synes han selv, han kan bidrage med?
– Jeg kommer med et utroligt skarpt blik for, hvad god forskning er. Jeg har virkelig stor erfaring med, hvordan gode forskningsmiljøer ser ud, herunder hvordan individerne vekselvirker. Og så kommer jeg måske med noget usædvanligt: En kolossal og reel erfaring med, hvordan et universitet skal ledes og drives, siger han.
Hvis jeg nu skal tvinge dig til at give et råd til din efterfølger, hvad er det så?
– Hold øjnene på bolden. Bolden er idéen og det store talents mulighed for at forfølge sine egne idéer, for forskningsfriheden er det dyrebareste, vi har. Hvis man tager det udgangspunkt, så kan det være, at det kan udløse samarbejde med omverdenen, og at det kan løftes i samarbejde med private fonde. Det skaber en gråzone, for hermed får man en anden part ind, der også har interesser. Men man skal ikke være bange for at håndtere den konflikt, der ligger i det.
Thomas Bjørnholms sidste arbejdsdag er 1. marts. Derefter vil forskellige repræsentanter fra ledelsen overtage hans pligter, indtil en permanent afløser er fundet.
