Ligesom danske børn af 1960’erne og 1970’erne stavede sig møjsommeligt igennem ”Søren og Mette” læsebøgerne, svedte børn i 1500-1600 tallet over Martin Luthers ”Lille Katekismus” oversat til modersmålet.
Som led i reformationen udgav Luther nemlig i 1529 sin lille katekismus som bidrag til oplysningen af lægfolk og herunder børn. Bogen var lille, ligetil fortalt og gennemgik i enkle sætninger de ti bud, trosbekendelsen, Fadervor samt dåb og naver med tilhørende forklaringer.
I 1532 udkom den første udgave af Den Lille Katekismus på dansk, og i 1537 – året efter den lutherske reformations endelige indførelse – udgav teologen Peder Palladius den oversættelse, der kom til at dominere de følgende hundrede år.
Med reformationen fik undervisning i den kristne børnelærdom høj prioritet i kirken, og efterhånden fik også læseundervisning og oprettelsen af skoler stor betydning.
– Forskningsmæssigt taler man i dag om den lange reformation og ikke kun året 1517, hvor Martin Luther slog de famøse 95 teser op på døren til slotskirken i Wittenberg. Mange steder var der politisk uro og sociale spændinger i årene op til 1517 og efter, og der var flere reformatorer end Luther. Han havde bare så stor gennemslagskraft, at han i dag er den, som folk kender og husker. Men han fik også enorm betydning, og Den Lille Katekismus fik afgørende indflydelse på almendannelsen og børns og unges adgang til viden, lærdom og skolegang. Med den lykkedes det Luther at sammenfatte essensen af kristendommen på let tilgængelig vis, og selvom der fortsat var forskel på høj og lav, blev skolegang mere udbredt i de protestantiske områder end andre steder på det her tidspunkt”, forklarer lektor Charlotte Appel fra Aarhus Universitet, der har forsket i kirke- og skolehistorie fra 1500-tallet og frem.
Dengang som nu gik vejen til viden og uddannelse gennem bøgerne, og Den Lille Katekismus åbnede døren til bogstavernes verden for mange. Den blev også udgivet i en pixi udgave, en lille ABC, hvor børn og unge knækkede læsekoden med de velkendte tekster i korteste form og med visse ord opdelt i stavelser såsom Fa-der Vor.
Med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i midten af 1400-tallet blev bøger tilgængelige for de mange, også udenfor de lærdes kredse.
Ifølge Charlotte Appel kan det berømte udtryk ”uden bogtryk, ingen reformation” derfor godt omformuleres til ”uden trykte skolebøger, ingen skolegang for de mange”.
Centralt i udviklingen af en almen skolegang for børn står et skrift fra Luther til rådmændene i de tyske byer i 1524, hvor han opfordrer dem til at påtage sig ansvaret for børneundervisningen. Med nedlæggelsen af de mange klostre i forbindelse med reformationen forsvandt mange skoler, og Luther udtrykte bekymring for, at færre børn ville blive sat i skole.
Luther understregede, at skolegang var vigtig for børnenes frelse, og at såvel piger som drenge burde undervises i kristendom og læsning. Piger burde have 1 times daglig undervisning og drenge en længere skoledag.
Luthers skrift blev i 1531 udgivet i en bearbejdet, dansk udgave af bibelhumanisten Christiern Pedersen, der ændrede Luthers anbefaling for pigerne til 1-2 timers undervisning om dagen. Drenge skulle fortsat have en længere skoledag, og de to køn skulle undervises hver for sig af henholdsvis mandlige og kvindelige lærere.
– Efter reformationen blev der stadigt flere, der kunne læse og skrive. Denne læring skete i direkte tilknytning til kirkerne, hvor degnen underviste børnene, og på latinskoler, men de sidste var forbeholdt drenge. Megen læring skete også indenfor familien, da Luther formulerede anbefalinger til, hvordan forældre skulle oplære deres børn. Mange af datidens forældre havde et stærkt ønske om at lære deres børn at læse og skrive, og hvis én i familien lærte at læse og skrive, så lærte de andre det med stor sandsynlighed også, fortsætter Charlotte Appel.
I 1500-1600 tallet blev begrebet skole ikke forbundet med en særlig bygning eller en formel skoleordning. Skole var det, der forgik, når børn var samlet med det formål at lære noget, der involverede bogstaver, og en lærer underviste dem. Læreren kunne holde skole i eget hjem, hos nogle af forældrene eller i lejede lokaler.
I købstæderne blev børn fra velhavende hjem ofte undervist af en privatlærer på en af de større købmandsgårde, mens flertallet af byens øvrige børn gik i en af de mange, små læseskoler. De dygtigste drenge – mere og mindre bemidlede – kom i latinskole og fik generelt længere skolegang end pigerne.
På landet gik en del piger og drenge også i skole, og den var ofte iværksat af folk fra sognet og forældrene selv. De sørgede for at hyre en skolelærer og lagde primært undervisningen om vinteren, hvor landbrugsarbejdet lå stille.
Fra 1620’erne og frem er der bevaret nedskrevne ordninger om mere permanente og formelle skoler herhjemme, også på landet. Flere af dem omfattede faste fysiske rammer såsom et særligt skolehus. Nogle fundatser specificerede også, at fattige børn skulle have gratis undervisning, så skolerne også tog socialt ansvar.
I 1739 under Christian d. VI vedtog man den første skolelov og en rammelovgivning for alle danske børns skolegang, og dermed kom statsmagten på banen. Men der skulle gå yderligere næsten to hundrede år før Luthers Lille Katekismus forsvandt som lærebog, og andre lærebøger kom til.
