”Det er de gode ideer, der skal forme Danmarks fremtid”. Sådan lød budsabet fra erhvervsminister Brian Mikkelsen på en konference for nylig.
Men selvom mange er enige med ham i, at original forskning er central, kan det være svært at nå så langt op ad karrierestigen, at man får lov at skabe den. En ny analyse viser nemlig, at det over det seneste årti er blevet vanskeligere at blive forsker – især hvis man også er mor.
Karrierestigen er længere
Analysen kommer fra Danmarks Forsknings – og Innovationspolitiske råd (DFiR), som har sammenlignet tal fra de sidste 20 år.
Og den viser, at mens antallet af forfremmelser er nogenlunde stabilt, tager det i dag markant længere tid at stige i graderne på de danske universiteter. Fx tager det, fra en spirende forsker har afsluttet sin Ph.d., to år længere at blive fastansat end tidligere.
Ifølge professor Jens Oddershede, formand for DFiR, skyldes den længere karrierevej, at universiteterne henter flere eksterne forskningsmidler hjem, og i stigende grad fra private fonde.
-Mængden af eksterne midler er voksende, og samtidig med dét er universiteternes basismidler stagneret -og det er basismidlerne, pengene til fastansættelser skal komme fra. Også 2 % besparelsen på uddannelserne betyder, at der er færre midler til fastansættelse, forklarer han.
Når private fonde giver penge til forskning, undlader de nemlig i stort omfang at betale de såkaldte ”overhead”-penge; dvs. penge, der går til universiteternes indirekte omkostninger – og som universiteterne derfor i stedet må hente fra deres basismidler.
Dertil kommer, at aldersgennemsnittet for forskere er steget – og der er derfor markant flere forskere over 67 år i dag, end der var for 10 år siden.
-Det betyder større lønudgifter til den ældre gruppe af forskere– og det kunne være en årsag til at overveje, om man kunne motivere flere i denne gruppe til at få en emeritus status på universitetet, vurderer Jens Oddershede.
Et sted, hvor man særligt mærker, at pengene til fastansættelser er små, er når man som Ph.d gerne vil fortsætte sin karriere på universitetet og opnå et lektorat.
Omkring årtusindskiftet var næsten syv ud af ti Ph.d.´er blevet lektorer senest seks år efter deres Ph.d. – men nærmer vi os 2010´erne gælder dét kun omkring fire ud af ti, viser analysen.
Dét kan skyldes, at de eksterne midler anvendes til projekter, som har en begrænset tidshorisont, vurderer Jens Oddershede.
– De eksterne finansieringer giver rigtig mange midlertidige post-doc-ansættelser, som er dem, der ligger mellem Ph.d.´en og et eventuelt lektorat – og dét kan forklare, hvorfor der en stor stigning i denne stillingskategori og derfor også en øget konkurrence om ansættelse som lektor.
Der er altså flere grunde til, at forskere skal kæmpe lidt mere for at komme til tops i dag, end de tidligere har skulle. Men måske gør måske heller ikke så meget? I hvert fald ikke hvis man spørger direktør i Danske Universiteters, Jesper Langergaard. Han er enig med Jens Oddershede i, at de eksterne midler er en del af forklaringen, men tilføjer, at
-…Det skal jo ikke være let at få en forskerkarriere; det ligger indbygget i stillingen, at det er et fåtal, der kan bestride at blive lektor eller professor. Og det er heller ikke er meningen, at alle Ph.d.-uddannede skal blive på universiteterne – der er brug for dygtige forskere i erhvervslivet i takt med, at de øger deres forskningsaktiviteter.
Kvinder med børn skal kæmpe hårdest
Det er i særlig grad forskere uden børn, der for tiden har vanskeligt ved at opnå et lektorat efter deres Ph.d – og her gør det ingen forskel, om man er mand eller kvinde.
For Ph.d.´er med børn har det hele tiden været en udfordring – og her viser analysen, at dét særligt gælder for kvinder med børn: Kun hver femte kvindelige forsker har opnået et lektorat inden for seks år efter deres Ph.d – for mændene gælder dét næsten dobbelt så mangeOg det er ikke kun sværere for kvinder med børn at blive lektorer; faktisk er en kvindelig forskers sandsynlighed for at blive forfremmet 28 procent lavere, end hvad den er for forskere i gennemsnit.
Dén udvikling vækker bekymring hos Danske Universiteter:
-Dét er et problem, der er værd at dykke ned i – for her går vi faktisk glip af en talentmasse. Her er der plads til forbedringer, vurderer Jesper Langergaard.
Jesper Langergaard bakkes op af Jens Oddershede. Han vil i den kommende tid vil undersøge sagen nærmere, frem til at DFiR skal lave en endelig afrapportering på deres analyse til december.
-Det kan skyldes, at det stadig er kvinderne, der tager barselsorloven – og dét forlænger deres karrierer. Der kan også være andre kulturelle grunde, som vi ikke kender – men dét vil vi dykke ned i i den endelige afrapportering, fortæller Jens Oddershede.
Zoomer man ud på den overordnede længere karrierevej for forskere, ser Jens Oddershede i alt tre løsningsmodeller:
-Enten skal de private fonde begynde at betale mere til universiteternes indirekte omkostninger; ellers skal de ældre forskere skal motiveres til at gå på pension. En tredje løsning er selvfølgelig, at staten lukker lidt op for pengekassen og indser, at det er en god idé med flere basismidler til universiteterne, slutter han.
Du kan læse mere om DFiRs analyse her
