Hvem skulle tro at noget så tørt som pensumlister i statskundskab kunne være sprængfarligt stof? Men det er faktisk tilfældet i Sverige.
Det er velkendt, at man i Sverige har stort fokus på kønskvotering. Ikke bare i samfundet generelt, men også i forskningsverdenen.
Det har vist sig at være et problem for den svenske lektor Erik Ringmar. Han underviser i politisk historie på universitet i Lund. Et af de kurser han afholder, handler om ”Det moderne samfund og dets kritikere” – blandt andet om højreorienterede tankesæt omkring begyndelsen af 1900-tallet, hvor der indgår originaltekster fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Men der var ikke mange kvinder, som ytrede sig om fascisme for over 100 år siden, hvilket er et problem, fordi man på Erik Ringmars institut har en tommelfingerregel om, at mindst 40% af kilderne på pensumlister skal være kvinder. Alligevel kunne han ikke få de kvindelige kilder til at fylde mere end godt 15% – altså langt fra de foreskrevne 40% – og derfor fik han problemer med at få pensumlisten godkendt af kursuslitteraturkomiteen.
I komiteen sidder blandt andre Pernilla West med som studenterrepræsentant – og er iøvrigt også medlem af Lunds byråd for partiet ”feministisk initiativ”. Hun var ikke tilfreds med Ringmars pensumliste, og derfor besluttede komiteen efter hendes forslag, at tage tekster af Judith Butler (amerikansk sociologi og queerteoretiker, født 1956, red.) med på listen. Dog uden at spørge Erik Ringmar, der blev stærkt utilfreds:
– Ingen kursusslitteraturkomité i verden kan tvinge mig til at undervise om Judith Butler, hvis jeg ikke vil, skrev han efterfølgende på sin blog.
Men at Butler kom på pensumlisten var ifølge præfekt på Statsvetenskapliga institutionen ved Lunds universitet, Thomas Broström ikke nyt. Ifølge ham var Butler på en tidligere pensumliste fra foråret. Thomas Bröstrøm understreger desuden, at der ofte er pensumlister, som ikke følger tommelfingerreglen, og at køn ikke skal vinde over indhold. 40%s reglen er alene en tommesfingerregel: ”den fungerer i praksis som et redskab til refleksion…snarere end som en spændetrøje, skriver han i en mail til Sciencereport.dk
Butler selv har i øvrigt taget afstand til måden kønskvoteringen er kommet til udtryk i denne her sag. Hun håber ikke, at hendes ”forskning skal tvinges ned over hovedet på nogen på grund af kvoter”, forklarer hun.
Plaget af studerende
Men historien slutter ikke her, for Ringmar oplevede efterfølgende at blive chikanet af de studerende. Allerede under første undervisningstime i begyndelsen af oktober, står Ringmar foran nogle mildt sagt kritisk studerende.
– Jeg blev helt paf. Det bliver jeg ellers sjældent, fortæller han i telefonen fra Lund.
Kort inde i første lektion bliver han afbrudt af en studerende…
– Kan du ikke sige noget mere om kvindernes situation under oplysningstiden?
– Ja, istemmer en anden, forklarer han.
Det er, ifølge Ringmar selv, meget sjældent han oplever at blive afbrudt i sin undervisning, og han undrer sig over, hvorfor de studerende afbryder med spørgsmål, der handler om noget helt andet end det han forelæser i.
– Det gik op for mig, at de studerende ville sabotere min undervisning, fortæller han og fortsætter
– …de løb efter mig på gangen og ville diskutere, hvordan jeg skulle tilrettelægge min undervisning.
Senere fandt han ud af, der havde været klager over hans undervisning allerede efter to forelæsninger. Både over at han ikke fulgte pensumlisten og over ikke at tage de studerendes spørgsmål alvorligt nok.
Forskningsfriheden under pres
– Jeg har arbejdet i Kina i 7 år og har min uddannelse fra USA, og forstår ikke det er sådan her i Sverige. Men nu ved jeg, at man skal gøre som komiteerne siger, fortæller han. Jeg troede, pointen med at undervise på universitetet var, at man kunne vælge sit pensum ud fra sin bedste erfaring.
Ringmar mener selv, at episoden er et eksempel på, at systemet indskrænker hans forskningsfrihed. I den svenske presse har der været draget paralleller til den kinesiske kulturrevolution og maoismen, hvor de studerende bestemte pensum og erfaring var et fy-ord. Svenska dagbladet mener, at ”kønsvidenskaben har overtaget universiteterne” og Academic Rigths Watch, som overvåger forskers forskningsfrihed skriver, at det krænker UNESCOS internationale retningslinier for højere læreanstalter, hvor det hedder at: ”Undervisere ved højere læreanstalter skal ikke tvinges til at undervise mod deres egen bedste viden eller overbevisning…”
Ingen kollegial opbakning
Erik Ringmar oplever at være blevet stemplet som antifeminist, og det påvirker ham naturligvis
– Eftersom jeg har insisteret på at give et kursus om gamle mørkemænd, er jeg nu blevet stemplet som antifeminist, og mit kursus er blevet til noget der skal ”afsløres”, siger han.
Derfor har han også draget den naturlige konklusion ikke at holde kurset igen:
– Jeg vil ikke mobbes af studerende, og heller ikke lægge ryg til at mærkelige rygter bliver spredt blandt mine kollegaer. Jeg er jo for ligestilling, men omvendt må jeg jo holde på min forskningsfrihed
Selv om kollegaerne kan ende i samme båd, har han ikke mærket nogen opbakning fra deres side. Snarere tværtimod.
– Jeg får private breve som bakker mig op, men mine kollegaer konkurrerer om, at bevise hvor meget jeg tager fejl.
Den indstilling forstår Ringmar godt, når man ser, hvor pengene kommer fra :
– Alting handler om forskningsbidrag – de svenske universiteter lever af forskningsbidrag, for de faste penge er små, og de kommer jo fra statens ressourcer. Så mine kollegaer har travlt med at fortælle, hvor stor en idiot jeg er, og at de er dygtige og rare. For det er jo et statsligt krav, at der skal være ligestilling, og det jo godt. Men det oversættes til krav, som krænker den akademiske frihed. Og det er forkert.
Ringmar mener, ligestillingen er trukket for langt ud, og at han bedre end kollegaerne kan se det, fordi han først for få år siden er kommet tilbage til Sverige efter mange år i udlandet.
– Jeg tror, de er blevet så vant til, at det fungerer på denne her måde. Der skal kønsfordeles ligeværdigt på alle niveauer og alle måder, så kommer pengene. Men så kommer jeg, og siger det er en gal måde at gøre det på, og det kan de ikke lide.
Hele sagen har resulteret i stor utilfredshed. Han har derfor nu har truffet en drastisk beslutning:
– Jeg har jo arbejdet mange år i udlandet, og nu smutter jeg igen. Jeg kan ikke være her mere. Der er jo nærmest dødsstraf for at sige de her ting, så jeg flytter igen.
Internationalt har sagen vakt opsigt, i hvert fald får Ringmar, ifølge ham selv, mange henvendelser fra udlandet om sagen, som blandt andet har været taget op i Norge, Tyskland og af Le Monde i Frankrig. Man kan læse mere på hans blog her
I Danmark angiver KU, DTU, AU og RUC at de ikke er bekendt med kvoter, retningslinier eller tommelfingerregler om kønsfordeling på pensumlister – og at de i givet fald ikke kommer fra centralt hold.
