For første gang siden 2008 var der i år et fald i ansøgere til de videregående uddannelser. Uddannelses- og Forskningsminister Søren Pind udtalte i den anledning, at det ”måske var et stilfærdigt oprør mod uddannelsessnobberiet”, og henviste dermed til det, nogen mener er en skæv fordeling af akademikere og faglærte.
Men skal vi være glade og tilfredse med, at færre unge i år har søgt en videregående uddannelse?
Den sidste fredag i juli måned fik ca. 85.000 unge besked på, om de var kommet ind på deres drømmeuddannelse eller måske slet ikke.
Af de mange ansøgere til de videregående uddannelser bliver ca. 65.000 tilbudt plads, de resterende godt 20.000 må så enten søge optagelse på uddannelser, hvor der endnu er ledige pladser, prøve igen næste år, forbedre deres muligheder – eller slet og ret finde på noget andet at lave, frem for at tage en videregående uddannelse.
Uddannelse ER godt
De mange, der gerne vil uddanne sig, ligger godt i tråd med en århundrede lang tradition i Danmark. Vi har siden 1814 med indførelsen af den tvungne skolegang som nation lagt mere og mere på – ja, vi har som nation set det som en dyd at proppe mere viden og dannelse ind i hovedet på os selv, os alle sammen, uanset hvad vi beskæftiger os med.
…vi har som nation set det som en dyd at proppe mere viden og dannelse ind i hovedet på os selv, os alle sammen
Denne mangeårige udvikling er sikkert også en væsentlig medvirkende årsag til, at vi i dag er et af verdens rigeste lande og på mange måder et godt og trygt samfund at leve i. Når vi sammenligner os med andre lande, ligger vi i hovedreglen meget godt, uanset om det er BNP per indbygger, levealder, sundhedsvæsenet, kriminalitet, korruption, beskæftigelse, bæredygtighed, statsgælden, handelsbalancen, forskningen osv. Ja, stort set på enhver tænkelig parameter befinder vi os i toppen, og selvopfattelsen tilsiger også, at vi skal være der. Selv som innovations- og erhvervsvenlig nation er vi ved at toppe.
Men med de faldende ansøgningstal er vi måske ved at skabe en undtagelse for alle de gode tal. Nemlig indenfor uddannelse.
…Men det går ned ad bakke
Op i begyndelsen af 0’erne havde de 55-64 årige i Danmark en af de relativt højeste andele med videregående uddannelser, kun overgået af få nationer som USA, Canada og Israel.
Men dette har ændret sig, og i 2015 nærmer vi os OECD gennemsnittet, og for gruppen 25-34 årige har vi siden 2007 stort set ligget på gennemsnittet. Og hvis udviklingen fortsætter med stigende uddannelsesniveau i en række lande som Polen, Belgien, Spanien, Estland, Grækenland osv., vil vi snart være under OECD gennemsnittet, men der er plads til et fortsat fald i forhold til lande som Costa Rica, Mexico o.a.
Men det gør måske ikke noget? Og det at hælde viden i hovedet på folk, de unge mennesker, er måske ikke så væsentligt endda. Lad lige den stå et øjeblik…….
Hasardspil med fremtiden
I 200 år har vi i Danmark vundet ved at uddanne og danne vore borgere, lægge mere og mere vidensindhold i vore produkter og services – og nu tager vi en årgang/generations lavere søgning til videregående uddannelser, som udtryk for et ”stille opgør mod uddannelsessnobberiet”.
I 200 år har vi i Danmark vundet ved at uddanne og danne vore borgere, lægge mere og mere vidensindhold i vore produkter og services – og nu tager vi en årgang/generations lavere søgning til videregående uddannelser, som udtryk for et ”stille opgør mod uddannelsessnobberiet
Det er en lidt uhyggelig konklusion, når man betænker, at erhvervslivet efterspørger programmører, data-specialister, revisorer, forsikringsmatematikere, ingeniører af stort set enhver art, geologer m.fl., samtidig med at arbejdsløsheden i øvrigt for andre videregående uddannelser også er lav.
Det er også uhyggeligt, hvis vi i et historieløst politisk bureaukratisk spil om uddannelsesfinansiering måtte nå til den konklusion, at der er millioner af kroner at spare ved at reducere uddannelsesomfanget og længden af uddannelser. Det er et spil, der i et mange årtiers langt perspektiv ikke fremstår som andet end hasard, hvis man må bruge spilterminologi om noget så væsentligt som Danmarks vigtigste ressource; en veluddannet befolkning med internationalt højt vidensniveau.
Det er også uhyggeligt, hvis vi i et historieløst politisk bureaukratisk spil om uddannelsesfinansiering måtte nå til den konklusion, at der er millioner af kroner at spare ved at reducere uddannelsesomfanget og længden af uddannelser.
Det er tankevækkende, at den politiske bureaukratiske interesse ift. uddannelse af vore unge ikke i langt højre grad retter sig mod alle de unge mennesker, der ikke er kommet i et uddannelsesforløb, og imod det erhvervsliv, der i årtier har svigtet i antallet af lærlingepladser – men det passer måske ikke i den mytiske forestilling om et uddannelsessnobberi – hvor end det måtte være og hos hvem?
Stilfærdigt vil jeg slutte med et citat fra en professor fra DTU, som engang sagde til mig; Vi har aldrig kunnet proppe så meget viden ind i hovederne på de unge mennesker som i dag, og de kan løse komplekse problemstillinger, som vi andre aldrig var i nærheden af.
Dette kan også opfattes som en lige til højre til de gamle ronkedorer, som synes at uddannelsessystemet var meget bedre for en 30-40 år siden, hvor adgangen til de videregående uddannelser var meget mere begrænset.
Lad det være en opfordring til at velkomme alle de unge mennesker, der byder sig til og gerne vil uddanne og dygtiggøre sig – med en samtidig stille forhåbning om, at flere vil byde sig til de kommende år, og at vi vil tage vel imod dem.
Klummen er skrevet af Claus Nielsen, universitetsdirektør på DTU
